Mødedato: 03.10.2007, kl. 15:00

Læsepolitik for Københavns Kommune

Se alle bilag

Læsepolitik for Københavns Kommune

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. oktober 2007

 

 

7.      Læsepolitik for Københavns Kommune  J.nr. 2007-76645

 

 

 

Udvalget skal tage stilling til forslag til en læsepolitik som led i Faglighed For Alle for 0-18 års-området.

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1. at forslag til læsepolitik sendes til høring

 

 

Problemstilling

En læsepolitik skal styrke rammerne for skoler, dagtilbud og fritidsinstitutioners arbejde med læsning og sproglig opmærksomhed. PISA-København 2004 viste fx, at 24 % af 9. klasseeleverne læste så dårligt, at deres læsestandpunkt vil give dem vanskeligheder med at gennemføre en ungdomsuddannelse.  Danmarks Evalueringsinstituts undersøgelse om Læsning i folkeskolen (2005) an befaler, at kommunerne politisk øger fokus på læsning med en erklæret læsepolitik. Endelig gælder, at kravene til dagtilbudenes arbejde med børns sproglige udvikling er stigende dels via arbejdet med læreplaner, dels i den nye Dagtilbudslov.

 

Løsning

Læsepolitikken er en udmøntning af FFA-beslutningen om, at Københavns Kommune skal have en læsepolitik for hele 0-18 års området.

 

 Formålet med Københavns Kommunes nye læsepolitik er:

·        at støtte børn i at tilegne sig sprog, begreber og symboler, så sproget kan bruges til tænkning, planlægning og i kommunikation med andre børn og voksne

·        at styrke børns og unges læsefærdigheder

 

Læsning er en grundlæggende færdighed, der starter med sproglige udfordringer for det lille barn, følges op af undervisning i skolen og udvides gennem samarbejde med alle aktører omkring barnet. Det sociale, kulturelle og sproglige miljø i barnets tidlige liv og uden for skolen har afgørende betydning for udvikling af såvel tale- som skriftsprog. Læsning og skrivning skal dagligt bruges aktivt i de miljøer, hvor børn og unge færdes.

 

Læsepolitikken er forpligtende på alle niveauer og skal implementeres, så der skabes sammenhæng mellem hjem, dagtilbud, fritidsinstitutioner, skole, distrikt og det centrale kommunale niveau.

 

I dagtilbud skal der derfor sættes fokus på sproglig udvikling og tidlig opdagende læsning og skrivning bl.a. gennem læreplaner.

 

I skolen skal læseundervisningen bygge på indsigt i elevernes læse- og skriveudvikling og indsats i forhold til denne. Dette sker bl.a. gennem evaluering, registrering og opfølgning. Der skal sættes fokus på tidlig indsats, således at alle børn ved starten af 3. klasse besidder de grundlæggende læsefærdigheder. Endvidere skal der arbejdes målrettet med den fortsatte læseudvikling på skolens mellemtrin og i udskolingen.

 

Fritidsinstitutioner skal sørge for, at børn og unge aktivt får mulighed for at udvikle deres skriftsproglige færdigheder. Dette gøres ved at tilrettelægge skriftsprogsinviterende miljøer, hvor sprog og skriftsproglige aktiviteter indgår i dagligdagen, herunder lektielæsning.

 

Københavns Kommunes læsepolitik omfatter børn og unge fra 0 -18 år.

Læsepolitikken skal indgå i den forstærkede indsats vedrørende:

·        børns udvikling, læring og pædagogiske læreplaner for 0 - 6 år

·        sprogtest for alle børn og særlig opfølgning i forhold til de 25 % fagligt svage børn

·        styrket faglighed - også for fagligt stærke elever

 

Læsepolitikken skal sættes i værk i samarbejde mellem dagtilbud, fritidsinstitutioner, skole, distrikt og det centrale kommunale niveau.

 

Effekten af indsatsen måles på skoleområdet ud fra Kvalitetsrapport 2007 og PISA 2007. På dagtilbudsområdet indtil skolestart vil sprogvurdering af tre-årige børn samt femårs-testen generere kvantificerbare resultater.

 

Forvaltningen udarbejder efterfølgende en handlingsplan for læsepolitikken, hvori samarbejdsmuligheder og indsatser beskrives. Der udarbejdes endvidere et inspirationshæfte til aktiviteter på alle niveauer.

 

I udformningen af læsepolitikken har relevante faglige organisationer samt repræsentanter fra DPU og CVU aktivt været inddraget. Dette samarbejde fortsætter i forbindelse med udarbejdelse af handlingsplan og inspirationshæfte.

 

Økonomi

Inden for FFA's budget for læsepolitik er der afsat midler til videreuddannelse af læsevejledere og koordinerende læsevejledere i de otte distrikter. Der er endvidere afsat midler til udarbejdelse af handlingsplan for læsning samt et inspirationshæfte i læsning. Formidlingen sker via institutioner og skoler. Læsepolitikken indgår i den samlede ramme og afholdes over Børne- og Ungdomsudvalgets konto 3.01. Folkeskoler.

 

Videre proces

Forslaget foreslås sendt til høring hos Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Det Centrale Forældreforum, Fællespædagogisk Råd, Skole og Samfund, Københavns Forældrenetværk (KFO), Brug Folkeskolen, Danske Skoleelever, de faglige organisationer og paraplyorganisationerne for de selvejende institutioner.

 

Efter høringen forelægges forslaget med eventuelle ændringer for BUU. Handlingsplanen vil blive forelagt for Børne- og Ungdomsudvalget efterfølgende.

 

Bilag

1.      Forslag til Københavns Kommunes læsepolitik

 

 

 

 

                                               Else Sommer                              Jan Dehn

 

 

 

 



 

Til top