Mødedato: 03.10.2007, kl. 15:00

10. klasses struktur og indhold

Se alle bilag

10. klasses struktur og indhold

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. oktober 2007

 

 

6.      10. klasses struktur og indhold  J.nr. 2007-38856

 

 

 

Udvalget skal tage stilling til udmøntningen af ny lovgivning om 10. klasse, herunder hvor tilbuddet om 10. kl. etableres.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1. at sende følgende forslag til høring:

- at 10. klasses tilbuddene på Frederikssundsvejens Skole, Grøndalsvængets Skole, Hyltebjerg Skole, Korsager Skole, og Peder Lykke Skolen lukker som selvstændige 10. klasses tilbud

og enten

- at det eksisterende 10. klasses tilbud på HGO/Rådmandsgade lukkes og erstattes af et 10. klasses tilbud oprettet i ungdomsskoleregi

eller

- at 10. klasses tilbuddet på HGO/Rådmandsgade udvikles, således at søgningen til skolen stiger betydeligt

 

PROBLEMSTILLING

Folketinget har vedtaget ny lovgivning om 10. klasse, som en del af en sammenhængende strategi rettet mod at mindst 95% af alle unge i 2015 gennemfører en ungdomsuddannelse. Kravene til de fag og tilbud, som skal udbydes, betyder, at den faglige og økonomiske bæredygtighed på skoler med enkeltlinier og små 10. klasses miljøer kommer under pres. I samme retning peger det forhold, at der kan foregå løbende optag og afgang i løbet af et år.

Da BUU som et led i fastlæggelsen af 10. klasses strukturen herudover løbende har besluttet omlægning af 10. klasses tilbud i retning mod færre og større 10. klasses miljøer (senest på BUU-mødet den 13. december 2006), foreslås det som et led i implementeringen af de nye bestemmelser om 10. klasse, at justeringer i 10. klasses strukturen sendes i høring med henblik på at få virkning fra skoleåret 2008/09, hvor loven træder i kraft.

 

LØSNING

Formål med folkeskolelovens nye bestemmelser om 10. klasse er at give unge, som har behov for yderligere faglig kvalificering og uddannelsesafklaring mulighed for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. 10. klasse vil fortsat bestå af en obligatorisk del og en tilbudsdel, som også indeholder brobygning eller kombinationer af brobygning og praktik med uddannelsesperspektiv. De nye tilbudsfag understreger, at der lægges vægt på overgangen til ungdomsuddannelserne. Der skal kunne aflægges prøver to gange årligt, bl.a. for at sikre at unge, der falder fra en ungdomsuddannelse, kan aflægge prøve og igen påbegynde en ungdomsuddannelse. Elementerne i loven er beskrevet nøjere i bilag 1. Især følgende vilkår og rammer får stor organisatorisk og styringsmæssig betydning:

·        Løbende overgang fra undervisning til brobygning/praktik, og tilbage igen

·        To årlige prøver og løbende til- og afgang af elever

·        Nye tilbudsfag med erhvervsafklarende elementer, rettet mod erhvervsuddannelserne

·        Øget fokus på at 10. klasse er starten på en ungdomsuddannelse og ikke afslutningen på folkeskolen

Undervisningsministeriets bekendtgørelse, som skal konkretisere loven er ikke udsendt endnu, og tilrettelæggelsen af 10. klasse kan ikke udsættes længere, hvis tilbuddene skal være på plads til næste skoleår.

 

Forvaltningen foreslår følgende ændringer i den nuværende struktur:

1)     at 10. klasses tilbuddene på Frederikssundsvejen skole, Grøndalsvængets Skole, Hyltebjerg Skole, Korsager Skole og Peder Lykke Skolen lukker som selvstændige 10. klasses tilbud

og enten

2)     at det eksisterende 10. klasses tilbud på HGO/Rådmandsgade lukkes og erstattes af et 10. klasses tilbud oprettet i ungdomsskole-regi

eller

3)     at 10. klasses tilbuddet på HGO/Rådmandsgade udvikles, således at søgningen til skolen stiger betydeligt.

Bilag 2 uddyber disse forslag. Forliget om fremtidens institutioner og skoler omfatter ikke 10. klasse. Den valgte fremgangsmåde sikrer, at de berørte skoler kan forholde sig både til den almene strukturreform og specifikt til justeringer i 10. klasses strukturen.

Af bilag 3 fremgår en oversigt over tilmelding til 10. klasse fordelt på elevernes bopæl og 1. ønske 2006/07, idet denne illustrerer graden af mobilitet på tværs af bydelene.

 

ØKONOMI

Virkningerne af loven er af staten og KL vurderet som neutral, økonomisk set. Dog modregnes sparede udgifter til undervisning i den periode eleverne er i brobygningsfor løb. Parterne har imidlertid indledt drøftelse af lovens økonomiske virkning, herunder fx hvorvidt 2 årlige eksamensperioder, med tilhørende censoraktiviteter mv. øger udgiftsniveauet. Som et led i implementeringen af loven vil det være nødvendigt at udarbejde en ny budgettildelingsmodel for 10. klasse. Dette gælder ikke mindst fordi der etableres løbende mulighed for optag og afgang i løbet af et skoleår. Da Undervisningsministeriet er undervejs med en bekendtgørelse, som yderligere udmønter intentionerne i loven, er det hensigtsmæssigt dels at afvente udsendelsen af denne, dels at afvente resultatet af høringen og den politiske beslutning om 10. klasse i København, førend den nye budgettildelingsmodel for 10. klasse fremlægges.

 

VIDERE PROCES

Sagen sendes i høring med 6 ugers høringsfrist hos de berørte skoler, Fællesrådet for Folkeskolen, Det fællespædagogiske Råd, Ungdomsskolens bestyrelse, de berørte lokaludvalg, KLF og Københavns Skolelederforening.

Forvaltningen arbejder sideløbende hermed videre med præsentation af valgfagsmateriale, strategi for informationsmøder, forslag til ny 10. klasses budgettildelingsmodel mv.

 

BILAG

1. Baggrundsnotat vedrørende ændring af 10. klasse lovgivning med virkning pr. 01.08.2008

2. Uddybning af forslag til 10. kl.´s struktur

3. Tilmelding til 10. klasse fordelt på elevernes bopæl og 1. ønske 2007/2008

 

 

                              Else Sommer                          Jan Dehn

 



 

Til top