Mødedato: 03.04.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Organisering af Skoletjenesten

Se alle bilag

Skoletjenestens bestyrelse ønsker en ny organisering og har nedsat en initiativgruppe, der arbejder med at gøre Skoletjenesten selvstændig. Det kræver en ophævelse af Skoletjenestens nuværende vedtægter og bestyrelse. Ophævelsen ændrer ikke ved Skoletjenestens bevilling fra Københavns Kommune.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at Skoletjenestens selvstændige vedtægter og selvstændige bestyrelse ophæves pr. den 31. oktober 2024, hvis der også kan findes opbakning til dette i KKR Hovedstaden og KKR Sjælland,
  2. at Skoletjenesten overgår til en selvstændig organisering, når denne er etableret af initiativkredsen, og at Skoletjenesten indtil en selvstændig organisering, fortsætter som en kommunal enhed.
  3. at Københavns Kommunes bevilling til Skoletjenesten, herunder Skoletjenestens opsparede midler, ikke ændres som følge af ophævelsen af vedtægterne eller selvstændig organisering.

Problemstilling

Skoletjenesten er nationalt videncenter for eksterne læringsmiljøer, der udvikler og deler viden med kulturinstitutioner, kommuner, uddannelsesinstitutioner. Den er finansieret af Københavns Kommune, Børne- og Undervisningsministeriet og Frederiksberg Kommune indtil 31. oktober 2024, hvorefter Frederiksberg Kommune træder ud af samarbejdet.

Organisatorisk er Skoletjenesten placeret i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning, dog med selvstændige vedtægter og egen bestyrelse. Organiseringen med selvstændig bestyrelse og vedtægter er historisk baseret på, at Skoletjenesten ved sin etablering var et samarbejde mellem mange kommuner og ministeriet.

Skoletjenesten er at betragte som en kommunal enhed under Børne- og Ungdomsforvaltningen (jf. orientering til BUU den 15. november 2023), men bestyrelsen og vedtægterne er ikke i overensstemmelse med organisering af en kommunal enhed. Organiseringen er derudover udfordret af, at Frederiksberg Kommune har meddelt, at de træder ud af samarbejdet og derved ikke længere vil være en del af Skoletjenesten pr. den 31. oktober 2024.

Løsning

Børnekulturchefforeningen (BKF) har på vegne af 46 kommuner henvendt sig til Skoletjenestens bestyrelse og foreslået, at Skoletjenesten organiseres som en selvejende juridisk enhed. Skoletjenestens bestyrelse har besluttet at nedsætte en initiativkreds, der aktuelt består af 18 repræsentanter for kommuner, museer og Danmark Pædagogiske Universitetsskole (DPU). Initiativkredsen undersøger og udarbejder skitser og scenarier for den nye organisation.

En selvstændiggørelse kræver, at de nuværende vedtægter for Skoletjenesten ophæves. Der indstilles derfor til, at Børne- og Ungdomsudvalget (sammen med de øvrige kommunale partere i Skoletjenesten) ophæver de nuværende vedtægter. De øvrige partnere er kommunerne i Region Hovedstaden og i Region Sjælland. Der udarbejdes derfor tilsvarende sager til beslutning i kommunekontaktrådene - KKR Hovedstaden og KKR Sjælland. Skoletjenestens vedtægter ophæves kun ved støtte fra parterne. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet orienteres om sagen.

Ved at følge bestyrelsens beslutning afsøges en ny og mere hensigtsmæssig selvstændig organisering af Skoletjenesten.

En selvstændiggørelse af Skoletjenesten vil indebære, at Københavns Kommune giver tilskud til den selvejende organisation på samme vis, som kommunen giver tilskud til organisationer som fx Københavns Lærerforenings Kolonier, Brug Folkeskolen og Københavns Skolehaver.

Forvaltningen forudsætter, at en selvstændig organisering af Skoletjenesten ikke omfatter Naturcenter Amager Strand, som finansieres af Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Skoletjenesten vil fortsat kunne have partnerskab med Naturcenter Amager Strand i lighed med andre eksterne læringsmiljøer som Zoo København, Arbejdermuseet m.fl.

Indtil en selvstændig organisering vil Skoletjenesten fortsætte som kommunal enhed. Dog uden egne vedtægter og bestyrelse fra 31. oktober 2024.

Politisk handlerum

Udvalgets handlerum begrænses af, at der er brug for en ændring af Skoletjenestens vedtægter, da den nuværende organisering ikke er i overensstemmelse med organisering af en kommunal enhed, at de øvrige aktører (KKR) også skal træffe beslutning samt at det er Skoletjenestens bestyrelse, som omfatter de kommunale aktører m.fl., der selv har foreslået at arbejde for en ny og selvstændig organisering.

Økonomi

Bevillingen for 2024 til Skoletjenesten fra Københavns Kommune ændres ikke som følge af denne sag og en eventuel ny organisering af Skoletjenesten.

Skoletjenesten har et mindreforbrug på 7,6 mio. kr. i 2023, som det indstilles til, at Skoletjenesten fortsat kan råde over, uanset organisering.

Videre proces

Sagen forventes behandlet i KKR Sjælland den 17. april 2024 og af KKR Hovedstaden den 19. april 2024.

Udvalget vil blive orienteret om resultatet af initiativ-kredsens arbejde.

 

Tobias Børner Stax                              Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 3. april 2024:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt.

Til top