Mødedato: 03.04.2019, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Temadrøftelse om ansættelse af medarbejdere dømt for personfarlig kriminalitet

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget godkendte 14. november 2018 medlemsforslag stillet af Venstre og Dansk Folkeparti om at drøfte Børne- og Ungdomsforvaltningens ansættelsesprocedurer med henblik på at afklare, hvilke muligheder forvaltningen har for at stramme op på procedurerne i forhold til ansættelse af personer, som tidligere er dømt for personfarlig eller grov kriminalitet eller som har haft relationer til bandemiljøet i stillinger, hvor de skal arbejde med børn og unge.

Det oprindelige medlemsforslag er vedhæftet som bilag 2.

Procedurer for indhentning af straffeattester og vurdering af anmærkninger på straffeattester er beskrevet i ”Vejledning til børne- og straffeattester” fra Koncernservice, jf. bilag 1.

Vurdering af påtegninger på straffeattester ved ansættelse af personer, der skal arbejde med børn og unge, er en opgave, som kræver flere skøn end vurdering af påtegninger på børneattester. Børneattesten er afgrænset til en særlig type af lovovertrædelser, der som udgangspunkt ikke er forenelig med at arbejde med børn og unge. Straffeattester rummer oplysninger om samtlige domme, bøder og sager, der har ført til tiltale for overtrædelser af straffeloven i mindst 10 år tilbage i tiden. 

I vejledningen er det beskrevet, at "Der må ikke udøves skøn under regel, hvilket betyder, at der ikke kan opstilles faste regler, som følges i alle tilfælde. Der må gerne opstilles vejledende retningslinjer, men hver børne- og straffeattest skal vurderes konkret og inddrage alle relevante omstændigheder og hensyn."

Da der er tale om sager, som kræver konkrete skøn og vurderinger, vil der kunne opstå sager og situationer, der udvikler sig anderledes end forventet og kræver hurtig opfølgning og handling fra ledere og forvaltning. Det er forvaltningens vurdering, at de grundlæggende procedurer og administration af reglerne om vurdering af påtegninger på straffeattester fungerer efter hensigten. Forvaltningen arbejder kontinuerligt - i samarbejde med Koncernservice - på at sikre, at dokumentationen for indhentning og vurdering af straffeattester ligger rigtigt og tilgængeligt digitalt.   

I forlængelse af medlemsforslaget og set i lyset af de eksisterende regler og procedurer er det forvaltningens bud, at drøftelser om muligheder for at stramme op på  procedurerne i forhold til ansættelse af personer, som tidligere er dømt for personfarlig eller grov kriminalitet eller som har haft relationer til bandemiljøet, kan tage afsæt i tre punkter:

a. Indførelse af krav om, at ledere - evt. ved bestemte typer af påtegninger eller ansættelser - skal søge:

  • juridisk rådgivning om påtegninger på en straffeattest. Koncernservice kan yde juridisk rådgivning om, hvilke bestemmelser en ansøger er dømt efter. Den konkrete vurdering af, hvilken betydning disse forhold tillægges, og hvorvidt påtegningerne vurderes at være forenelige med ansættelse, er den ansættende leders ansvar
  • ledelsessparring hos egen leder i forhold til vurdering af, om påtegninger på en straffeattest er forenelige med ansættelse

b. Særligt fokus på påtegning på straffeattester, der handler om peronfarlig eller grov kriminalitet eller relationer til bandemiljøet, ved ansættelse af medarbejder i nogle typer af tilbud (fx klubber).

c. Tydeligere krav til selvejende institutioner om procedurer ved og håndtering af påtegninger på straffeattester.

På mødet deltager Koncernservice (Personalejura og Forhandling), som med afsæt i vejledningen og de juridiske rammer kan oplyse om mulighederne for at stramme op på procedurerne i forhold til ansættelse af personer, som tidligere er dømt for personfarlig eller grov kriminalitet eller som har haft relationer til bandemiljøet i stillinger, hvor de skal arbejde med børn og unge.

Beslutning

Drøftet, idet udvalget bad forvaltningen om at vende tilbage med en indstilling om mulighed for opstramning på ansættelsesprocedurerne.
Til top