Temadrøftelse om pædagogisk udvikling og læring på 0-6 års området
Temadrøftelse om pædagogisk udvikling og læring på 0-6 års området
Børne- og Ungdomsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 1. november 2006
2. Temadrøftelse om pædagogisk udvikling og læring på 0-6 års området
J.nr. 328986
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget drøfter følgende spørgsmål
· Ønsker Børne- og Ungdomsudvalget, på baggrund af oplevelserne i Norditalien, at fremme arbejdet med pædagogisk udvikling, dokumentation og læring gennem oprettelsen af et Københavnsk Remida-center?
· Hvilke andre udviklingsstrategier for pædagogisk udvikling, dokumentation og læring ønsker Børne- og Ungdomsudvalget at arbejde videre med?
· Hvilke politiske visioner har Børne- og Ungdomsudvalget for dagtilbuddenes arbejde med udsatte børn og med arbejdet med at bryde negativ social arv?
· Hvor skal de københavnske dagtilbud være henne i deres udvikling om 5 år?
· Hvor ser Børne- og Ungdomsudvalget muligheder for, at kommunen administrativt og politisk kan få udbytte af at arbejde med institutionernes udfordringer i forhold til krydspres og forskydning i fokus fra kerne- til "udenomsopgaverne"?
· Hvilke muligheder er der for at fastholde fokus på institutionernes kerneopgaver, så ikke "udenomsopgaverne" stjæler al opmærksomheden?
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2006
Sagen blev drøftet.
RESUME
Børne- og Ungdomsudvalget gennemførte i foråret en studietur til Norditalien, herunder Pistoia, som er kendt for sit barnesyn og pædagogik. I denne temadrøftelse beskrives nogle af de oplevelser, udvalget blev præsenteret for, med henblik på udvalgets drøftelse af, hvorledes oplevelserne kan bruges som afsæt for fortsat udvikling af det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene.
Desuden præsenteres resultaterne af den første evaluering af arbejdet med pædagogiske læreplaner og evalueringens sammenhæng med initiativerne i Faglighed for Alle på dagtilbudsområdet til brug for drøftelsen af hvilke politiske visioner, der skal være rammesættende fremadrettet.
Endelig præsenteres input til en politisk drøftelse af, hvilke strategier Københavns Kommune skal anvende for at forsøge at sikre, at institutionerne også fortsat bruger hovedparten af deres energi og opmærksomhed på udviklingen af kerneopgaverne, frem for at blive væltet af alle "udenomsopgaverne".