Servicestrategi 2006
Servicestrategi 2006
Børne- og Ungdomsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 1. november 2006
10. Servicestrategi 2006
J.nr. 320706
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at forslagene til tekst på Børne- og
Ungdomsudvalgets område til Servicestrategi 2006 godkendes
at det godkendes, at forslagene til tekst sendes til Økonomiforvaltningen, så teksten kan indgå som bidrag til Servicestrategi 2006
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2006
Indstillingen blev godkendt.
RESUME
Som opfølgning på vedtagelsen af budget 2007 skal Borgerrepræsentationen vedtage en servicestrategi. Det fremgår af loven om kommunernes styrelse, at Borgerrepræsentationen inden udgangen af valgperiodens første år skal vurdere, hvordan kvaliteten og effektiviteten i den kommunale opgavevaretagelse skal udvikles (servicestrategi).
Servicestrategiens primære formål er at redegøre for og give et overblik over de indsatsområder, som Borgerrepræsentationen vil iværksætte i løbet af funktionsperioden. Servicestrategien beskriver således initiativer til udvikling af kvalitet og effektivitet i opgavevaretagelsen.
Servicestrategien skal tage udgangspunkt i de aktiviteter og hensigtserklæringer, som blev besluttet af Borgerrepræsentationen i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2007.
Børne- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet forslag til tekstbidrag på Børne- og Ungdomsudvalgets område til Servicestrategi 2006. Forvaltningen har prioriteret således, at bidragene tager udgangspunkt i relevante afsnit i budgetforligets 12 overskrifter. Tekstbidragene vedrører "Faglighed for Alle", "Skolerenovering", "Børneplan II", og "Intensiveret SSP indsats".
Efter behandling i Børne- og Ungdomsudvalget vil tekstbidragene blive sendt til Økonomiforvaltningen. Økonomiforvaltningen udarbejder et samlet forslag til Servicestrategi 2006, som efterfølgende skal politisk behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Efter godkendelse i Borgerrepræsentationen bliver Servicestrategi 2006 offentliggjort i slutningen af december 2006.