Mødedato: 01.11.2006, kl. 08:15

Vedtægt for bestyrelsen på Sankt Annæ Gymnasium

Se alle bilag

Vedtægt for bestyrelsen på Sankt Annæ Gymnasium

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 1. november 2006

 

 

8.      Vedtægt for bestyrelsen på Sankt Annæ Gymnasium

  J.nr. 327255

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,

 

at      forslag til vedtægt for bestyrelsen på Sankt Annæ Gymnasium godkendes

 

 

 

 

RESUME

Som følge af kommunalreformen overgår gymnasierne til selveje under staten fra 1. januar 2007. Undtaget herfra er Sankt Annæ Gymnasiums gymnasieafdeling, som via en særlig lovbestemmelse kan drives af Københavns Kommune efter tilladelse fra undervisningsministeren.

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen fremlægger forslag til ændret vedtægt for Sankt Annæ Gymnasium, som indeholder forslag til en samlet bestyrelse for institutionen. Bestyrelsen skal bidrage til at fremme skolens aktuelle og fremadrettede virke som en kommunal institution. Ud over repræsentanter fra forældre, ansatte, elever og Borgerrepræsentationen foreslås det, at bestyrelsen tilføres udefrakommende ekspertise, dels for at kunne fastholde og udvikle skolens musikalske profil, og dels for at styrke skolens ledelse og sikre strategisk sparring. Sammensætningen skal dog fortsat tilgodese, at Sankt Annæ Gymnasium også er en kommunal folkeskole med  forældrerepræsentation i bestyrelsen. Bestyrelsen foreslås sammensat af 13 stemmeberettigede medlemmer.

 

 

 

 

 


SAGSBESKRIVELSE

Som følge af kommunalreformen overgår gymnasierne i Københavns Kommune til selveje under staten den 1. januar 2007 med undtagelse af Sankt Annæ Gymnasium. Ifølge lov nr. 590 af den 24. juni 2005 "Lov om ændring af lov om institutioner for uddannelsen til studentereksamen, lov om institutioner for uddannelsen til højere forberedelseseksamen, lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre og forskellige andre love" § 1, nr. 1 kan undervisningsministeren tillade, at Københavns Kommune driver gymnasieafdelingen på Sankt Annæ Gymnasium. Bestemmelsen giver mulighed for, at Sankt Annæ Gymnasium kan drives som en samlet institution, således at gymnasieafdelingen, folkeskoleafdelingen og sangskolen kan forblive i et integreret fællesskab med henblik på at sikre institutionens unikke musikalske miljø.

 

Borgerrepræsentationen har den 13. oktober 2005 tiltrådt ændringer i Styrelsesvedtægten for Københavns Kommune, som indebærer, at Københavns Kommune fra den 1. januar 2007 driver Sankt Annæ Gymnasiums gymnasieafdeling. Børne- og Ungdomsudvalget varetager den umiddelbare forvaltning af opgaverne i tilknytning hertil.

 

I lov nr. 575 af den 9. juni 2006 "Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v." videreføres bestemmelsen om Sankt Annæ Gymnasium. Af bemærkningerne til loven fremgår det, at undervisningsministeren får bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om driften af gymnasieafdelingen på Sankt Annæ Gymnasium, herunder regler, der fraviger lovens bestemmelser. Opretholdelse som kommunalt gymnasium indebærer, at Københavns Kommune har det overordnede ansvar for institutionens økonomi, herunder hæfter for eventuel gæld. Kommunen vil være ankeinstans for klager over institutionens forhold – dog ikke for så vidt angår pædagogiske forhold. Statstilskuddet, herunder bygningstilskud, udbetales til kommunen.

 

Ny vedtægt for bestyrelsen for Sankt Annæ Gymnasium

Med muligheden for at Sankt Annæ Gymnasium fremover drives som en kommunal institution, sikres skolens samlede profil. For at understøtte skolen som en samlet strategisk og operativ enhed foreslår forvaltningen, at der etableres en fælles bestyrelse for institutionen Sankt Annæ Gymnasium.

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen har i samarbejde med rektor for Sankt Annæ Gymnasium udarbejdet et forslag til en fremtidig samlet bestyrelse for Sankt Annæ Gymnasium. Forvaltningen har endvidere rådført sig med Undervisningsministeriet om lovgrundlaget for bestyrelsessammensætningen.

 

Bestyrelseskonstruktionen har været forelagt den nuværende bestyrelse og samarbejdsudvalget på Sankt Annæ Gymnasium.

 

Forslaget om en samlet bestyrelse fremgår af forslaget til ændret vedtægt for Sankt Annæ Gymnasium. Vedtægten indeholder bestemmelser om bestyrelsens sammensætning, valgmåde og afholdelse af valg, bestyrelsens kompetenceområder samt afholdelse af bestyrelsesmøder. I de følgende gennemgås de væsentligste bestemmelser:

 

Bestyrelsens sammensætning

Det er intentionen, at Sankt Annæ Gymnasiums bestyrelse skal bidrage til at fremme skolens aktuelle og fremadrettede virke som en kommunal institution. Ud over repræsentanter fra forældre, ansatte, elever og Borgerrepræsentationen foreslås det, at  bestyrelsen tilføres udefra kommende ekspertise, dels for fortsat at kunne fastholde og udvikle skolens musikalske profil, og dels for at styrke skolens ledelse og sikre strategisk sparring. Det må forudses, at der fremover ikke kan forventes samme styrke i den kommunale forvaltning vedrørende det gymnasiale område som tidligere. Sammensætningen skal dog samtidig tilgodese, at Sankt Annæ Gymnasium også er en kommunal folkeskole med en solid forældrerepræsentation i bestyrelsen.

 

Antallet og sammensætningen af bestyrelsesmedlemm er bygger således på fire præmisser:

1)     Der skal være flertal af udefrakommende medlemmer, inkl. de folkeskoleforældrevalgte. 

2)     Bestyrelsen skal have en kompetenceprofil, der kan matche bestyrelserne på de selvejende gymnasier.

3)     Folkeskolelovens krav om repræsentation af forældre og elever skal tilgodeses.

4)     Bestyrelsen skal ikke være for stor.

 

Bestyrelsen foreslås sammensat af 13 stemmeberettigede medlemmer:

 

·        1 medlem udpeget af Borgerrepræsentationen

·        3 medlemmer udpeget af Børne- og Ungdomsborgmesteren efter indstilling fra rektor

·        4 medlemmer valgt af og blandt forældre til elever i folkeskolen

·        3 medlemmer udpeget af og blandt Sankt Annæ Gymnasiums medarbejdere

·        2 medlemmer udpeget af henholdsvis det store elevråd i folkeskolen og gymnasieelevrådet.

 

Det foreslås, at bestyrelsen vælger sin formand blandt de udefrakommende ikke forældrevalgte medlemmer svarende til forholdene på de kommende selvejende gymnasier.

 

Bestyrelsens kompetence

Bestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, som Borger­re­præsentationen og Børne- og Ungdomsudvalget fastsætter i henhold til den gældende lovgivning for folkeskolen og i henhold til de særlige regler, der er gældende for Sankt Annæ Gymnasiums gymnasieafdeling, jf. lov nr. 575. Da undervisningsministeren endnu ikke har fastsat særlige regler for Københavns Kommunes drift af gymnasieafdelingen, forudsættes det, at Borgerrepræsentationens kompetence svarer til kompetencen for bestyrelsen på de kommende selvejende institutioner.

 

I forbindelse med Sankt Annæ Gymnasiums bestyrelses ansvar og kompetence er der lagt vægt på, at der dels er tale om en samlet bestyrelse med kompetencer vedrørende hele institutionens virksomhed (folkeskole og gymnasium), dels tillægges bestyrelsen forskellige kompetencer afhængig af, om der er tale om folkeskoleopgaver (sangskoleopgaver) eller gymnasieopgaver. 

 

Vedrørende Sankt Annæ Gymnasiums samlede virksomhed foreslås bestyrelsen tillagt følgende kompetence:

·        Bestyrelsen i ndstiller til borgmesteren for Børne- og Ungdomsudvalget vedrørende ansættelse og afskedigelse af skolens leder. Uansøgt afsked kan dog alene foretages af borgmesteren

·        Bestyrelsen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget vedrørende skolens samlede kapacitet

·        Bestyrelsen godkender skolens budget efter indstilling fra rektor

·        Bestyrelsen godkender skolens studie- og ordensregler

·        Bestyrelsen fastlægger skolens ferieplan

·        Bestyrelsen medvirker ved byggesager og kan stille forslag til Børne- og Ungdomsudvalget om ændringer af skolens bygninger, herunder forbedringer og eventuelle udvidelser m.v.

·        Bestyrelsen afgiver efter forslag fra rektor indstilling til den ansættende myndighed vedrørende ansættelse af ledende inspektor, sanginspektør og administrativ leder

·        Bestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag til Børne- og Ung­domsudvalget om alle spørgsmål, der vedrører skolen. Bestyrelsen skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som Borgerrepræsentationen og Børne- og Ungdomsudvalget eller borgmesteren forelægger den.

 

Kompetencen vedrørende indstilling om ansættelse og afskedigelse af skolens leder og andre i den fælles ledelse er en udvidelse af tidligere kompetencer i bestyrelsen for gymnasieafdelingen. Kompetencen vedrørende indstilling om den samlede kapacitetsfastsættelse er en udvidelse for både folkeskole- og gymnasieafdeling. Kompetencen foreslås tillagt bestyrelsen som en indstillingsret. Dette bidrager til at styrke bestyrelsens indflydelse og ansvar på centrale områder, men fastholder samtidig Sankt Annæ Gymnasiums position som en kommunal institution.

 

Bestyrelsens særlige kompetence vedrørende folkeskolen (og under hensyntagen til sangskolens egenart) er i overensstemmelse med folkeskoleloven og Børne- og Ungdomsudvalgets fastsatte mål og rammer.

 

Bestyrelsens særlige kompetence vedrørende gymnasiet omfatter fastlæggelse af principperne for gymnasiets virksomhed, herunder skolens fagudbud. Københavns Kommune har det overordnede driftsmæssige og økonomiske ansvar for Sankt Annæ Gymnasiums gymnasieafdeling, herunder forvaltningen af de statslige tilskud.

 

 

Økonomi

Ingen bemærkninger

 

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Høring

Ingen yderligere bemærkninger.

 

 

 

BILAG VEDLAGT

·        Forslag til Vedtægt for bestyrelsen ved Sankt Annæ Gymnasium, Københavns Kommunes Sangskole

 

 

 

      Else Sommer                                        

                                                                 Tine Bak

 


 

Til top