Mødedato: 01.06.2011, kl. 14:45
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Skolestruktur for Sydhavnen/ Kgs. Enghave

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til forslag til helhedsindsats for skolerne i Sydhavnen i forbindelse med åbningen af den nye skole i Sydhavnen til august 2012.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at den nye skole i Sydhavn indskriver børn i børnehaveklasse, 1. klasse og 2. klassetrin i 2012, når skolen åbner, og i årene derefter indskriver nye børnehaveklasser hvert år
  2. at forslag til den samlede helhedsindsats, hvori indgår begrænset optag på ny skole i Sydhavn, profilering af Ellebjerg og Bavnehøj Skole, understøttelse af pr- kampagner for skolerne og genopretning af Ellebjerg Skole, godkendes

Problemstilling

I august 2012 forventes den nye skole i Sydhavn at kunne slå dørene op for de første elever. Skolen er på 3 spor med 300 fritidshjem/KKFO pladser og klubpladser.

Skolen i Sydhavn opføres for at dække behovet for skolekapacitet i Sydhavn, hvor der foregår en massiv boligudbygning de næstkommende mange år.
Den kommende nye skole i Sydhavn har affødt bekymringer lokalt på Ellebjerg Skole og på Bavnehøj Skole, der gennem en periode har haft vigende søgning. Dette ses blandt andet i indskrivningen til kommende skoleår 2011/12, hvor over halvdelen af grunddistrikternes børnehaveklasseelever har søgt optagelse på andre skoler end disse to.

Udsigten til en ny skole i Sydhavn vækker bekymring i forhold til disse skolers muligheder for fortsat at tiltrække elever. Borgmesteren og forvaltningen har gennem et stykke tid været i dialog med skolerne og forældrene i området om denne bekymring og senest har BUU vedtaget et medlemsforslag fra A, B, F og Ø den 4.5.11 (2011-51126)om, at forvaltningen ”fremlægger forskellige scenarier til en ny og fremadrettet skolestruktur for Sydhavnen/Kgs Enghave til udvalgets overvejelse. Forslagene skal baseres på befolkningsprognoser og anden relevant data, muligheden for at leve op til BUF's visioner og politikker på skoleområdet, samt baseres på en grundig borger/bruger dialog samt dialog med de berørte institutioner og skoler i området og andre lokale aktører”.

 

Løsning

Forvaltningen foreslår iværksat en helhedsplan, der har sigte på at understøtte Ellebjerg Skole og Bavnehøj Skole, således de to skoler får bedre forudsætninger for at rette op på den vigende søgning.

 

Ambitionen med denne helhedsplan er, at de tre skoler Ellebjerg, Bavnehøj og Sydhavnsskolen skal ses som ligeværdige og kvalitetsbårne folkeskoler, der hver især tiltrækker børnene fra deres grunddistrikt, og som via et samarbejde i fællesskab repræsenterer en stærk folkeskole.

 

Helhedsindsatsen består af fire dele, der gennemgås nedenfor. Af bilag 1 fremgår fakta om Sydhavnen/Kgs. Enghave.


A) Begrænset elevoptag på den nye skole i Sydhavn

Det forventes, at behovet for kapacitet på skolerne vokser markant på Vesterbro og i Kongens Enghave, hvor Bavnehøj Skole og Ellebjerg Skole ligger, og at tilvæksten er markant specielt i Sydhavn i den nye skoles grunddistrikt (BUU 16. juni 2010, behovsprognose). Forvaltningen fremlægger på mødet den 8. juni 2011 forslag til de årlige tilpasninger af grunddistrikter. Givet de trafikale forhold (hovedindfaldsveje til København, ring 2) og skolernes kapacitet forventer forvaltningen ikke, at der vil være grundlag for at foretage ændringer i skolernes grunddistrikter.

 

På kort sigt vil der dog være overkapacitet fra 2012 på den nye skole i Sydhavn, når denne åbner, mens der på længere sigt igen vil være underkapacitet og dermed behov for udbygning.

 

Den almindeligvis anvendte metode for opstart af en ny skole er, at de tre mindste klassetrin (0. – 2. klassetrin) tages i brug fra begyndelsen. Denne skabelon foreslås også anvendt på den nye skole i Sydhavn. I 2012 starter skolen op med disse tre klassetrin og i årene derefter, indskrives hvert år nye børnehaveklasser, mens de øvrige klasser rykker et trin op. Skolen opbygges således langsomt og sikkert nedefra over en periode, uden at påvirke naboskolerne unødigt. Den ledige kapacitet som den nye skole i Sydhavn har de første år, kan anvendes til fritidstilbud og evt. som midlertidigt afhjælpende foranstaltninger for andre skoler, der mangler lokaler.

 

Denne skabelon er også anvendt på den nye Ørestad Skole i Ørestad City, Gasværksvejens Skole på Vesterbro, Heibergskolen på Østerbro og Utterslev Skole i Bispebjerg, der alle er nye skoler, der er åbnet de seneste 10 år.

 

Den nye skole i Sydhavn kan dermed ikke dræne elever fra de øvrige klassetrin på Bavnehøj og Ellebjerg Skole i opstartsfasen, hvor der er overkapacitet i Sydhavn.

 

Fastsættelsen af antallet af børnehaveklasser på den nye skole foretages af Børne- og Ungdomsudvalget årligt forud for indskrivningen.

 

B) Profilering af Ellebjerg Skole og Bavnehøj Skole  

Det kan være en styrkelse af såvel Ellebjerg som Bavnehøj Skoles grundlag for elevrekruttering at blive lokal profilskole. Også Skolen i Sydhavnen er fra begyndelsen planlagt som profilskole med en maritim profil. 

Forvaltningen foreslår, at alle tre Sydhavnsskoler indgår i et udvidet bindende samarbejde omkring deres lokale profiler, hvori indgår en beskrivelse af, hvordan de kan samarbejde og udnytte potentialerne i de profiler, som oprettes på de tre skoler. For at understøtte denne proces nedsættes samarbejdsfora mellem de tre skoler, der koordinerer samarbejdet til deres gensidige fordel. Samarbejdet kunne bl.a. indebære fælles tilrettelagt undervisning og holddeling på tværs af skolerne således, at både elever og lærere på de to skoler kan drage nytte af samarbejdet og få gensidig inspiration. Børne- og Ungdomsforvaltningen koordinerer opstarten på denne proces.

Forvaltningen forventer på mødet den 8.6.11 at fremlægge forslag om profilskoler og finansieringen heraf.

C) Københavnermodellen hjælper nu Ellebjerg og Bavnehøj Skole med rekrutteringen af nye elever og fastholdelse af eleverne

Den lokale indsats for de enkelte skoler vælges i et tæt samspil mellem den enkelte skole og forvaltningen. Forvaltningen har igennem Københavnermodellen for Integration taget kontakt til Ellebjerg Skole og Bavnehøj Skole for at drøfte følgende muligheder:

 

·        Skarpere skoleprofil i forhold til kommunikation internt og eksternt i forhold til meningsdannende lokale aktører (generel synliggørelse af skolerne i lokalområdet, så det er ikke er den nye skole, der løber med al opmærksomheden)

·        Strategisk opsøgende arbejde i forhold til relevante klynger/netværk (direkte kontakt til kommende skolestartere)

·        Iværksættelse af aktiviteter som synliggør skolerne i lokalområdet (børnehavepraktikker, sparring med lokalpresse, profilerende faglige undervisningsforløb mv.) (tydelighed i lokalområdet og fokus på faglighed)

·        Ledelsessparring (i forhold til kommunikation med nuværende og kommende forældre og i forhold til lokalpressen)

·        Udarbejdelse af pr-materiale som synliggør skolens pædagogiske profil udsendes til kommende skolestartere og evt. til nuværende elever i forlængelse af PR-kampagnen for Folkeskolen, der blev vedtaget på Børne- og Ungdomsudvalgets møde d. 4.5.2011.

 

Disse tiltag vil synliggøre skolerne i lokalområdet helt generelt samt konkret i forhold til kommende skolestartere.  Det er forvaltningens vurdering, at både Bavnehøj Skole og Ellebjerg Skole vil kunne drage nytte af et eller flere af disse tiltag, og at de fremadrettede initiativer kan iværksættes inden for det afsatte budget til Københavnermodellen.

 

Forvaltningen er endvidere i dialog med forældreforeningen ”Brug folkeskolen” for at sikre, at foreningens engagement og erfaringer kan støtte elevoptaget på Ellebjerg og Bavnehøj. Brug folkeskolen vil kunne understøtte involveringen af de to skolers nuværende forældre og skolebestyrelsesmedlemmer i det lokale arbejde med at rekruttere kommende elever og fastholde nuværende elever. Dette sker bl.a. gennem aktiviteter på skolerne for nye elever og deres forældre, aktiviteter i lokalområdet (fx uddeling af flyers og balloner i børnehaverne) og opsøgende arbejde i forbindelse med skolestart.

 

D) genopretning af Ellebjerg Skolebygning

I forbindelse med overførselssagen 2010 (København i Vækst) er der afsat midler til en total genopretning af Ellebjerg Skole, så skolen kommer op på et tidssvarende niveau på alle områder.

 

Skolen gennemgår en helhedsrenovering, som blandt andet indebærer facade, vinduer, tag, faglokaler og alle øvrige lokaler bringes op på tidssvarende niveau og at skolens udstyr i basislokalerne bringes op på tidssvarende niveau. Der etableres ordentlige toiletforhold. Der investeres i energirenoveringer og endelig kan skolens indgangsparti evt. omplaceres.

Økonomi

Det gælder for begge skolers muligheder som lokale profilskoler, at forslag om budgetønsker hertil  indgår i de samlede forhandlinger om Budget 2012. 

 

Udgifter til genopretning af Ellebjerg Skole og københavnermodellen er finansieret.

Videre proces

Elevoptaget, profileringen, københavnermodellen og genopretningen understøtter skolernes forudsætninger for at forbedre den vigende søgning, der har været på Ellebjerg og Bavnehøj. De fire tiltag følges op af forvaltningen, der i samarbejde med skoler og forældre vil sikre processen med udgangspunkt i nedenstående procesplan.


Procesplan

Milepæl

Aktør

Dato

Dialog mellem forvaltningen og skole og forældre Børne- og Ungdomsforvaltningen, skolerne og forældregrupper Fortløbende gennem 2011

Fastlæggelse af videre forløb vedrørende profilskole og udvidet samarbejde

Børne- og Ungdomsforvaltningen og skolerne og andre parter

Maj - august

Drøftelse af helhedsplan for de tre skoler

Børne- og Ungdomsudvalget

1. juni 2011

Drøftelse af profilskoler og indstilling om budgetforslag til Budget 2012.

Børne- og Ungdomsudvalget

8. juni 2011

Genopretning af Ellebjerg Skole

Kejd, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Ellebjerg Skole

-

 

                                       Else Sommer

                                                                                          /Henriette Bjørn Nielsen

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 1. juni 2011:

Rikke Lauritzen (Ø) stillede forslag om følgende:

"at udvalget vedtager, at Sydhavnsskolen kommer i spil som modtageskole for sprogsvage elever som en del af Københavnermodellen".
 
Forslaget blev vedtaget efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 7 medlemmer: A, B, F, V og Ø
Ét medlem undlod at stemme: O


Indstillingen blev herefter vedtaget efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 7 medlemmer: A, B, F, V og Ø
Ét medlem undlod at stemme: O

A, B og F ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi ønsker at få forelagt forslag til distriktsændringer og mulige løsninger til en blandet skole på et kommende møde. Desuden ønsker vi at følge dialogprocessen med de lokale aktører tæt."

O og V ønskede følgende tilført beslutningsprotkollen: " Venstre og Dansk Folkeparti anerkender at forældrene på Teglholmen og Sluseholmen har ventet i flere år på at få et nært skoletilbud, og vi ønsker på ingen måde at skabe usikkerhed om, hvorvidt skoledistrikterne bliver ændret, så Teglholms- og Sluseholmens-børnene alligevel ikke skal gå på den nye skole".



Til top