Prioritering af moderniseringsmidler som del af helhedsrenoveringerne af skolerne
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at udvalget godkender forslag til prioritering af moderniseringsmidlerne som en del af helhedsrenoveringerne, der er besluttet i budget 2017 og evt. bliver besluttet i overførselssagen 2016/2017 og budget 2018
Problemstilling
I budget 2017 er der afsat ca.799 mio. kr. til helhedsrenoveringer til 10 skoler, hvoraf der er afsat knap 69 mio. kr. til moderniseringsindsatsen. De 10 skoler er Holbergskolen, Lundehusskolen, Tingbjerg Skole, Bavnehøj Skole, Strandvejsskolen, Skolen på Amagerbro, Hanssted Skole, Nyboder Skole, Guldberg Skole og Strandparkskolen.
En helhedsrenovering har 6 indsatsområder: Genopretning, energioptimering, indeklima, klimatilpasning, tilgængelighed og modernisering. Midlerne til modernisering er placeret i en central pulje i BUU og budgettet kan forventeligt ikke imødekomme alle moderniseringsønsker. Derfor kræver anvendelsen af midlerne en prioritering, så midlerne fordeles, hvor behovet er størst.
Løsning
I tidligere renoveringssager har der været afsat et konkret beløb til en konkret skole til modernisering, og skolerne har tidligere haft stor indflydelse på, hvad moderniseringsmidlerne skulle bruges til. I budget 2017 er moderniseringsindsatsen imidlertid afsat i en samlet pulje i BUF.
Sammenlignet med tidligere helhedsrenoveringer er budgettet reduceret med 25 %, jf. BR 22/6 2016 om fastsættelse af maksimalpriser i kommunens byggeri. Intentionen med reduktionen var at skærpe prioriteringen af nødvendige renoveringsarbejder, så der ikke opstår en situation, hvor bygningselementer, der fortsat har flere års restlevetid, automatisk renoveres.
Principper for moderniseringsindsatser
I arbejdet med moderniseringsindsatserne har forvaltningen taget afsæt i en række principper, som er baseret på de faglige udfordringer og indsatser, der arbejdes med i BUF, herunder kommunens pejlemærker for folkeskolen samt skolereformen. Principperne omfatter fleksibilitet og muligheder for varieret læring, bedre udnyttelse af faglokaler, trivsel, samtænkning mellem skole og fritidshjem/KKFO samt fremtidssikring.
Der er desuden taget hensyn til, at midlerne til indsatserne skal kunne anvendes effektivt som en del af det øvrige byggearbejde ifm. helhedsrenoveringerne. Der er derudover også taget højde for, at de valgte indsatser skal give værdi for mange. Moderniseringsindsatserne er udarbejdet gennem dialog med de respektive skoleledere (se afsnit nedenfor).
Forslag til moderniseringsindsatser (i prioriteret rækkefølge)
Forvaltningen foreslår fire moderniseringsindsatser, der baserer sig på principperne ovenfor. Principperne for moderniseringsindsatserne og prioriteringerne af disse er udarbejdet på baggrund af en dialog med berørte skoler:
-
Rum/arealer med mulighed for gruppearbejde, holddannelse, læringsfællesskaber og differentierede undervisningsformer.
-
Faglokaler
-
Toiletter
-
Udearealer
1. Rum/arealer med mulighed for gruppearbejde, holddannelse, læringsfællesskaber og differentierede undervisningsformer.
Det skal sikres, at der er lokaler, som gør det muligt at nå folkeskolereformens krav til en varieret og anvendelsesorienteret undervisning med bl.a. mulighed for gruppearbejde, holddannelse, inkluderende læringsfællesskaber og differentierede undervisningsformer.
2. Faglokaler
Det skal sikres, at man i faglokalerne kan understøtte undervisningen i fagene og fælles mål. Der skal etableres faglokaler, der er indrettet til de nye fag, som blev indført ifm. folkeskolereformen, herunder Håndværk og Design, som kun få skoler i dag har lokalefaciliteter til. I tilfælde af at faglokaler står for at skulle renoveres og lokalets nuværende placering ikke ligger i nærheden af beslægtede fag, skal det vurderes, hvorvidt det er muligt at flytte faglokalet. Den samme vurdering skal foretages, hvis det anses som et væsentligt problem, at der arbejdes i delte hold.
3. Toiletter
Moderniseringsmidlerne vedrører kun etablering af nye toiletforhold, jf. kravene i funktionsprogrammet. Med indsatsen tilstræbes det at etablere toiletter på hver etage samt et antal svarende til 1,5 toiletter pr. klasse. Særligt toiletter til indskoling og mellemtrin skal prioriteres. Som led i den øvrige helhedsrenovering håndteres renoveringer af slidte toiletter.
4. Udearealer
Det skal sikres, at udearealer som ”legeområdet” og ”fagrelaterede udearealer” skaber trivsel og tilgodeser kravene til bevægelse samt en varieret og anvendelsesorienteret undervisning.
Overholdelse af funktionsprogrammet
Etablering af en indsats vil have forskellig karakter fra skole til skole, da de bygningsmæssige forhold ikke er identiske. Ved en helhedsrenovering vil funktionsprogrammet og arealparadigmet derfor være retningsgivende for, hvordan eksisterende forhold skal moderniseres.
Moderniseringen i en helhedsrenovering vil dog ikke nødvendigvis medføre, at skolerne lever op til funktionsprogrammet på alle områder. Helhedsrenoveringen går udelukkende til genopretning af eksisterende arealer, hvorfor man ikke som udgangspunkt kan prioritere at arealudvide lokaler eller etablere fx aktivitetsrum, konferencerum og auditorium.
Dialog med skoleledere
Principperne for modernisering, moderniseringsindsatserne og prioriteringerne af disse er udarbejdet på baggrund af en dialog med de skoler, der fik moderniseringsmidler i budget 2017, og de resterende 9 skoler, der forventes at få midler til helhedsrenoveringer i overførselssagen 2016/2017 eller budget 2018.
Skolelederne har udtrykt enighed i principperne, moderniseringstiltagene og prioriteringen. Skolelederne har dog flere ønsker til moderniseringstiltag end de fire, der er forslået, herunder IT, læringscentre og faciliteter til teamsamarbejde. Deres ønsker kan dog ikke løftes som prioritering i moderniseringsindsatsen pga. begrænset budget. Hvis der på de enkelte skoler er særskilte lokale behov, der rækker ud over de igangsatte indsatser, vil behovet kunne løftes som separate budgetønsker til modernisering for den enkelte skole. I forbindelse med budgetseminar I i februar 2017 vil udvalget bl.a. få mulighed for at drøftet IT-faciliteter.
Implementering og brugerinddragelse
Med det tildelte budget er det forventeligt ikke muligt at tilgodese alle fire moderniseringsindsatser. De skoler, der har behov for ”Rum/arealer med mulighed for gruppearbejde, holddannelse, læringsfællesskaber og differentierede undervisningsformer”, modtager således de første midler. De næste midler tildeles skoler med behov for faglokaler, osv. Skolernes behov for indsatser vurderes på baggrund af undersøgelser, der foretages af rådgiver, forvaltningen og skolerne. Vurderingen vil ske med udgangspunkt i funktionsprogrammet og arealparadigmet samt skolernes stand og lokale forhold.
Når de samlede midler er fordelt mellem skolerne, bliver de respektive skoler og skolebestyrelser inddraget i byggeudvalgene således, at brugerne får indflydelse på den lokale prioritering af moderniseringsmidlerne. Denne inddragelse sker i forbindelse med opstart af anlægsprojekterne. Gennem byggeudvalgenes dialog med forvaltningen kan skolerne lokalt foreslå justeringer til anvendelsen af midlerne i forhold til de prioriterede indsatser. Justering af anvendelsen af midlerne kan ske, hvis det har relation til de overordnede principper for moderniseringsindsatsen.
Økonomi
Indstillingen vedrører prioriteringen af knap 69 mio. kr. til moderniseringsindsatsen fra budget 2017 samt eventuelt kommende moderniseringsmidler fra overførselssagen 2016/2017 og budget 2018.
Videre proces
Efter godkendelse i udvalget påbegyndes fordelingen af moderniseringsmidlerne.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde