Beslutning: Registrering af kunstværker
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
at der afsættes 7.500 kr. af lokaludvalgets puljemidler for 2023 til registrering af kunstværker på Amager på vegne af arbejdsgrupperne Kunst på Amagerbrogade (Hanne Schmidt og Marianne Nissen) og Børn & Kultur (Helga Mark, Christian Eggert, Robert Nielsen, Allan Graversen, Peter Hjorth, Marianne Nissen).
Problemstilling
Ad hoc-gruppen Kunst på Amagerbrogade har ultimo 2022 genoptaget sit arbejde med kunst på Amagerbrogade. Gruppen ønsker fremadrettet bl.a. at arbejde med formidling af kunst til bydelenes borgere i et bredere perspektiv end blot Amagerbrogade. Som led heri er det essentielt at få kortlagt hvilke kunstværker, der findes i bydelene.
Derfor ønsker arbejdsgruppen, at der hyres en person til at registrere og affotografere hvilke offentligt tilgængelige kunstværker, som findes i bydelen for derved at lave en kortlægning, der kan bruges i det fremadrettede arbejde med at formidle kunst til bydelenes borgere.
Et overblik eksisterer ikke for nuværende og skal dannes ud fra offentlige lister over bydelens kunst, research og fysisk tilstedeværelse / opsøgning. Områdefornyelsen Sundby har eksempelvis oprettet et digitalt kort over bydelens kunstværker. Kortet er langt fra udtømmende, og der er brug for en dedikeret indsats for at finde, fotografere og registrere bydelenes kunstværker. Det er hensigten, at Områdefornyelsens Kunstkort skal indeholde bydelens kunstværker.
Arbejdsgruppen er et samarbejde mellem Amager Vest og Amager Øst. Det foreslås, at hvert lokaludvalg afsætter 7.500 kr. til udførelse af opgaven, samt at der fx findes en kunst- eller arkitektstuderende til at udføre opgaven.
Løsning
Sekretariatet og arbejdsgruppen finder en relevant person, som kan udføre opgaven. Arbejdsgruppen bruger registreringen i sit fremadrettede arbejde. Arbejdet nævnes desuden også som et projekt i lokaludvalgets nye bydelsplan 2022-2026.
Økonomi
Der afsættes 7.500 kr. af lokaludvalgets puljemidler for 2023.