Mødedato: 30.08.2022, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: vedr. kommende aktiviteter for arbejdsgruppen om Folketingsvalget 2022

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget, på baggrund af indstilling fra folketingsvalgarbejdsgruppen, 

- interviewer de lokale folketingskandidater vedr. en række emner med lokal relevans

- arbejder for et fysisk arrangement ifm. Folketingsvalget i samarbejde med Amagerplanen.

Problemstilling

Der forventes Folketingsvalg i efteråret 2022. I forbindelse hermed har Amager Vest Lokaludvalg nedsat en folketingsgruppe, der består af følgende medlemmer: Peter Hjorth, Helga Mark, Mark Gray, Sissel Friisgaard, Jan Schumann, Lars Magnus Christensen.

Folketingsgruppen ønsker at partiernes lokale folketingskandidater besvarer en række spørgsmål udarbejdet af arbejdsgruppen. Spørgsmålene skal alle have en lokal relevans med en landspolitisk beslutningskompetence.

Gruppen ønsker at lave en række korte interviewfilm med hver kandidat, der bagefter kan deles på både sociale og traditionelle medier. Gruppen har kontakt med Ørestad Gymnasium, der er interesserede i at lave filmene med os. Alternativt kan vi selv udarbejde dem. Hver kandidat vil få mulighed for at præsentere sig selv og fortælle om deres mærkesager, inden de bliver stillet de planlagte spørgsmål.

Gruppen vil sideløbende arbejde for at arrangere et fysisk valgmøde i samarbejde med Amagerplanen, der forventes at blive afholdt i Aktivitetshuset en hverdagsaften. Her vil lokalborgernes få mulighed for at møde og stille spørgsmål til en række lokale folketingskandidater.

 

Foreløbigt ser spørgsmålene således ud:

  1. Hvad mener du om en overdækning af Øresundsmotorvejen?
  2. Er du for eller imod roadpricing i København?
  3. Er du for eller imod Lynetteholm?
  4. Er du for eller imod Østlig Ringvej?
  5. Skal Danmark genindføre en stærkere regionsplanlægning?
  6. Hvad vil du konkret gøre for at sikre en styrket regionsplanlægning?
  7. Hvad mener du om en udvidelse af Københavns Lufthavn?
  8. Hvad er din vision for Københavns Lufthavn?
  9. Er du for eller imod flere ressourcer til lokalt politi?
  10. Hvad vil du gøre for at sikre retssikkerheden på handicapområdet?
  11. Vil du være med til at indføre en forvaltningsdomstol?
  12. Hvad vil du gøre for at sikre, at unge med handicap har lige adgang til uddannelser på lige fod med andre unge?
  13. Vil du som politiker støtte, at Københavns Kommune bliver opdelt i mindre kommuner?

 

Løsning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget, på baggrund af indstilling fra folketingsvalgarbejdsgruppen, 

- interviewer de lokale folketingskandidater vedr. en række emner med lokal relevans

- arbejder for et fysisk arrangement ifm. Folketingsvalget i samarbejde med Amagerplanen.

Økonomi

Der er foreløbigt ikke afsat penge til interview film. Det forventes pt. at samarbejdet med Ørestad Gymnasium er gratis.

Gruppen forventer, at der kommer en ny indstilling til det fysiske valgmøde, når det er videreudviklet og budgetteret.

Videre proces

Vi fortsætter udviklingen af et fysisk valgmøde i samarbejde med Amagerplanen i Aktivitetshuset. Samtidig fortsætter vi samarbejdet med Ørestad Gymnasium i udarbejdelsen af interviewfilm.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte indstillingen om interview af Folketingskandidater med udgangspunkt i de fremlagte spørgsmål. Lokaludvalget giver arbejdsgruppen mandat til at beslutte de endelige spørgsmål men lægger vægt på, at spørgsmålene vedrører emner som som lokaludvalget beskæftiger sig med og som har lokal relevans.

Til top