Mødedato: 30.08.2022, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: borgerhenvendelse vedr. flamingo forurening i Ørestad

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget retter henvendelse til Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg mhp. at sikre håndhævelse af regler om byggeaffald i Ørestad på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen bolig, erhverv og miljø. 

Problemstilling

En borger har d.9.6.22 henvendt sig til lokaludvalget vedr. forurening med flamingo-plast, som anvendes til isolering ifm. byggeri i Ørestad Syd. Borgeren er opmærksom på, at det kan ikke helt undgås, at noget flyver fra nybyggerierne ud i Ørestad Syd, men erfaringen med 78 stykker flamingo per m² i en have er ikke acceptabelt.

Borgeren har haft held med at få By og Havn til at opsætte regler for oprydning på byggepladser, men By & Havn understreger, at det kun er Københavns Kommune, der kan sanktionere de entreprenører, der ikke overholder dem. Erfaringen er, at nogle entreprenører gør et ærligt forsøg på at overholde reglerne. Andre gør ikke.

Henvendelser til kommunen

Borgeren har d.14.6. henvendt sig til Københavns Kommune med problemstillingen, hvor der blev henvist til "Giv-et-praj".

Lokaludvalgets sekretariat har d.10.6.22 via samarbejdsaftalens indgang i Teknik- og Miljøforvaltningen sendt borgerhenvendelsen videre til forvaltningen.

I august måned har borgeren udfyldt og sendt en blanket til Københavns Kommunes miljøkontrol med en klage over affaldet. 

Arbejdsgruppen for bolig, erhverv og miljøs indstilling

Arbejdsgruppen har behandlet sagen og indstiller, at lokaludvalget sender følgende henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget:

Amager Vest Lokaludvalg ønsker at gøre teknik- og miljøudvalget opmærksom på behovet for at der rettes op på den lemfældige omgang med byggeaffaldet ved byggerierne i Ørestad Syd. Mere konkret flamingomaterialet, som ender som mikroplast i vores natur, hvis ikke det samles op. Borgerne i Ørestad Syd oplever at flamingoen flyver rundt i bydelen, fordi entreprenørerne ikke overholder de regler som By & Havn har meddelt dem skriftligt:

  • Når flamingo ligger på lager, så skal det være inddæmmet så der ikke sker en spredning i området f.eks. med vinden.
  • Det er OK at plader ligger løst rundt omkring i løbet af en arbejdsdag. For ved arbejdstids afslutning, skal stykker mellem 5 cm til 10 cm samles sammen og lægges i en lukket plasticsæk eller beholder.
  • Inden arbejdsugen afslutning, så skal de stykker der er fra 2 cm og opefter på byggepladsen og i dens nærhed og samles. Og det skal hindres at der sker spredning af flamingo til f.eks. naboernes haver og øvrige fællesarealer.
  •  By & Havn indskærper at alle byggefelter udviser sundfornuft, så forurening med byggeaffald undgås, og det i alle områder uden for byggefelterne

Da det kun er Københavns Kommune, der kan sanktionere de entreprenører, der ikke overholder reglerne, håber vi, at Københavns Kommune hurtigt vil tage affære i denne sag. 

Løsning

At lokaludvalget retter henvendelse til Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg mhp. at sikre håndhævelse af regler om byggeaffald i Ørestad på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen bolig, erhverv og miljø. 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top