Beslutning: Indkøb af veste med broderet logo
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
-
at lokaludvalget drøfter og godkender forslag om indkøb af 10 veste med broderet logo på brystet foran og eventuelt henover ryggen, til brug ved offentlige arrangementer for medlemmer af Lokaludvalget og sekretariatet på baggrund af indstilling fra borgerinddragelsesarbejdsgruppen.
Problemstilling
Til brug for medlemmerne af Lokaludvalget samt dettes sekretariat, når de agerer i officielt ærinde, er der til tider behov for en professionel og officiel fremtoning. Det er vigtigt at borgerne og de aktører Lokaludvalget møder, let kan identificere hvem de taler med. Arbejdsgruppen for borgerinddragelse med bl.a. Kresten Thomsen, Christian Jørgensen, Peter Hjorth, Mark Gray og Erik Vittrup har derfor drøftet anskaffelsen af nyt tøj med logo og bedt sekretariatet finde en løsning.
En vest tilbyder muligheden for selv at tilpasse sin påklædning efter vejret, så vesten kan bruges hele året. Et broderet logo giver et professionelt, officielt og troværdigt udtryk, samtidig med at det ikke falmer nævneværdigt over tid. Vedhæftet indstillingen er nogle eksempler på veste fra de tilbud der er indhentet i henholdsvis sort, mørkeblå og grøn.
Til orientering anvender Områdefornyelsen en lignende løsning med sorte termoveste. For at undgå forveksling bør man derfor måske undgå en sort termovest.
Budget
Sekretariatet har undersøgt priser og indhentet forskellige tilbud. Veste med brodering koster cirka. 459-499 pr. vest. "Amager Vest Lokaludvalg" skrevet henover ryggen er en meromkostning, som der kan inkluderes, hvis det holder sig indenfor budgettet. Leveringsomkostninger svinger mellem at være inkluderet i prisen og at koste op imod 1.000 kr. Derfor anmodes om et budget på 6.000 kr.
Løsning
At Lokaludvalget drøfter farvevalg og godkender indkøb af,
10 veste med broderet logo på bryst og eventuelt henover ryggen i størrelser jævnt fordelt fra medium til XL.
Økonomi
Bydelspuljen belastes med op til 6.000 kr.