Mødedato: 30.04.2024, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: høring vedr. ressortfordeling i Københavns Kommune

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender svar på høring vedr. ressortanalyse i Københavns Kommune på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har sendt en høring til lokaludvalgene vedr. input til analyse af fordelingen af opgaver mellem kommunens forvaltninger med frist 24. maj. Formålet med ressortanalysen er at give Københavns Kommunes organisering et servicetjek med afsæt i tre overskrifter:

• Sammenhængende service for borgere og virksomheder
• Gode rammer for politik og samarbejde
• Effektiv opgaveløsning

Analysen ikke omfatter et beslutningsgrundlag om ændringer eller justeringer af Københavns Kommunes styreform, antallet af stående udvalg eller antallet af forvaltninger.

Se vedlagte kommissorium for analysearbejdet.

Høringssvaret kan f.eks. tage udgangspunkt i følgende temaer:
➢ Hvordan kan Københavns Kommunes orientering mod borgerens perspektiv styrkes?
➢ Hvordan kan Københavns Kommunes virksomhedsservice og erhvervsfremme styrkes?
➢ Hvordan kan koordinering af arbejdet med klimadagsordenen i Københavns Kommune styrkes?

Lokaludvalget inviteres også til at indsende et høringssvar om noget helt andet, som I mener er vigtigt at få belyst i det videre analysearbejde af ressortopdelingen i Københavns Kommune.

Arbejdsgruppens indstilling

Arbejdsgruppen har behandlet sagen og indstiller følgende høringssvar:

På baggrund af lokaludvalgets mange års samarbejde med Københavns Kommunes forvaltninger og lokaludvalgsmedlemmernes egne erfaringer som borgere er det vores generelle opfattelse at der hersker et fravær af koordination på tværs af forvaltningerne. Vi oplever fravær af åbenhed for ideer på tværs af forvaltninger.

Vedr. de små erhvervsdrivende

Derudover er det vores opfattelse, at de små erhverv er lidt oversete i Københavns Kommune. Måske skyldes det, at Teknik- og Miljøforvaltningen tager sig af: parkering, lokalplaner, byggesagsbehandling, miljøtilsyn og -godkendelser, men Økonomiforvaltningen tager sig af erhvervsudviklingsstrategien og kommuneplanlægningen. Derudover har Beskæftigelse- og Integrationsforvaltningen kontakten til Erhvervshus Hovedstaden som rådgiver i forretningsudvikling.

I lokaludvalget oplever vi, at de små erhverv – måske mest detailhandlen – lander lidt mellem to stole i spørgsmål om udvikling af bylivet. Her opstår vigtige spørgsmål, som parkeringspladser, udeservering, lokalplanlægning, trafik, men også den mere overordnede strategiske erhvervsudvikling eller kulturtilbud, som kan være med til at understøtte specielt de små forretningsdrivenes eksistens. Vi tænker, at der er potentiale for at se nærmere på det tema.

Vedr. hjemmesygepleje og rehabilitering
Lokaludvalget håber, at der vil være fokus på samling af hjemmeplejen og hjemmesygepleje, da samarbejdet i dag (fra et borgerperspektiv) opleves som konfliktfyldt. Vi håber også, at rehabilitering også kan omfattes af den analyse.

Løsning

At lokaludvalget godkender svar på høring vedr. ressortanalyse i Københavns Kommune på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med den tilføjelse, at høringen sendes til kommentering i de faste arbejdsgrupper for evt. tilføjelser, hvorefter forretningsudvalget godkender det endelige høringssvar.
Til top