Mødedato: 30.04.2024, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Orientering: Resultater af trafikundersøgelsen

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget tager sagen vedr. resultater af undersøgelsen om trafikale problemstillinger på Amager til orientering på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen med Mark Gray, Jan Oster, Arne Bjørn, Uffe Meulengracht, Chris Hvid Hansen og Kresten Thomsen, for Trafikplan Amager, der udarbejdes af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Problemstilling

D. 30. januar 2024 besluttede Lokaludvalget at vedtage udkastet til en borgerpanelsundersøgelse til brug af udarbejdelse af Trafikplan Amager. Undersøgelsen er udarbejdet i samarbejde med Amager Øst Lokaludvalg og tager udgangspunkt i tematikkerne ’Tryghed og sikkerhed’, ’Sammenhæng’, ’Trængsel’, ’Tilgængelighed’ og ’Støj- og partikelforurening’, samt et ønske fra lokaludvalget at behandle tung trafik. Undersøgelsen har modtaget besvarelser fra i alt 3294 respondenter, og svarene berører både Amager Øst og Amager Vest.

Undersøgelsens resultater

Nedenstående resultater udgør en yderst kort opsummering af respondenternes besvarelser. Yderligere resultater kan læses i bilaget. Der er dog indsamlet flere resultater end angivet i bilaget, og ved interesse har lokaludvalgets medlemmer mulighed for at kigge nærmere på besvarelserne sammen med sekretariatet. 

Du finder rapporten her:
https://amagervestlokaludvalg.kk.dk/nyheder/resultater-fra-trafikundersoegelsen

Hvis man ønsker rapporten i print, kan man henvende sig til sekretariatet.

TRYGHED OG SIKKERHED

Det er særligt den blandede trafik, store kryds og manglende fodgængerfelter, der er genstand for utryghed blandt trafikanterne. Oftest er det andre trafikanter samt dårligt udsyn, der skaber utryghed. Der ses også en høj koncentration af respondenter der giver udtryk for utryghed ved institutioner og skoler, hvor der i flere tilfælde ses eksempler på manglende lyssignaler og fodgængerfelter. Derudover nævnes tung transport ofte som en stor utrygskabende faktor i trafikken. Der ses særligt mange angivelser ved store veje som Amager Strandvej, Amagerbrogade, Artillerivej, Vejlands Alle, samt forholdsvist mindre veje som Engvej, Kirkegårdsvej, Krimsvej og Peder Lykkes Vej.

SAMMENHÆNG

Det har været udfordrende at afdække sammenhængen på langs og tværs af øen ved brug af værktøjet, undersøgelsen er lavet med. Vi vil bede rådgiver om at afdække dette spørgsmål bedre.

TRÆNGSEL

Der ses særlig stor trængsel blandt respondenterne på hovedvejene, vejene ud af øen, samt på veje med højere grad af blandet trafik. Her er det særligt veje som Strandlodsvej og Vejlands Alle, hvor cykelstierne ophører, at der opstår trængsel. Parkerede biler langs veje skaber også dårligt udsyn og derved yderligere trængsel.

Der ses også udslag blandt respondenterne ved store kryds såsom ved Peder Lykkes vej, Njalsgade, Axel Heides Gade, Vejlands Alle og Øresundsvej.

TILGÆNGELIGHED

Her var det særligt fysiske barrierer, herunder høje kantsten, ujævne fortov, manglende asfaltramper samt lydsignal ved fodgængerfelt, der i spørgsmålet om tryghed udgjorde en stor faktor vedrørende tilgængelighed. Her peger flere på Amager Strandvej, den nordlige del af Amagerfælledvej og ved Lergravsparken.

STØJ- OG PARTIKELFORURENING

Der ses særlige overlap i besvarelser om støj- og partikelforurening ved Amagerbrogade, Ørestad City, Artillerivej, Amager Boulevard, Vejlands Alle, Øresundsvej og Uplandsgade.

TUNG TRAFIK

Størstedelen af respondenterne angav, at den tunge trafik gør dem bekymrede for deres egen og deres pårørendes sikkerhed. Særligt ved Artillerivej, Amager Strandvej, Røde Mellemvej, Øresundsvej, Uplandsgade, Vermlandsgade, Kløvermarksvej samt den nordlige del af Amagerbrogade angav mange respondenter, at de oplever gener fra den tunge trafik.

Løsning

At Lokaludvalget tager meddelelsen til efterretning.

Økonomi

Beslutningen har ingen økonomisk betydning for lokaludvalget

Videre proces

Undersøgelsens resultater præsenteres for Team Mobilitet fra Teknik- og Miljøforvaltningen og vil indgå i arbejdet med Trafikplan Amager.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.
Til top