Orientering: Opsigelse af Modelflyvebanen
Indstilling
Formanden for lokaludvalget indstiller, at lokaludvalget tager arbejdsgruppen Fysisk Plans orientering til efterretning vedr. status i sagen om opsigelse af modelflyvepladsen på Selinavej.
Problemstilling
D. 21. december 2017 sendte Amager Vest Lokaludvalg et brev til daværende Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell for at få hans støtte til at bevare modelflyvepladsen på Selinavej. Brevet beskriver, hvorfor modelflyvepladsens brugere ikke bør rykkes til Amager Fælled som anvist af Teknik- og Miljøforvaltningen. Argumenterne var bl.a., at støjen fra de flyvende objekter, som modelflyvepladsens brugere flyver med, vil forstyrre fugle- og dyreliv samt naboer.
D. 10 januar 2018 svarede Teknik- og Miljøforvaltningens serviceområdechef Jon Pape Lad, at der ikke er problemer ift. støjniveau for hverken fugle, dyr eller mennesker.
D. 15. januar 2018 skrev Stig Lauersen fra modelflyvepladsen, at de er bekendt med klager, og at de har fået Kultur- og Fritidsudvalget til at pålægge deres forvaltning at kontakte Teknik- og Miljøforvaltningen for en løsning.
Alle tre breve/e-mail ligger som bilag på sagen.
Arbejdsgruppen Fysisk Plan har drøftet sagen og konstaterer, at der er uklarheder i oplysningerne. Fysisk Plan har udarbejdet et udkast til svar til Stig Lauersen fra Modelflyvepladsen. Fysisk Plan indstiller derfor til lokaludvalget, at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning og følger udviklingen mellem parterne, men dog er opmærksom på, at Kløvermarken måske kan være et sted at henvise modelflyveklubben til.
Løsning
Formanden for lokaludvalget indstiller, at lokaludvalget tager Fysisk Plans orientering til efterretning.
Økonomi
Ingen.
Videre proces
Hvis lokaludvalget tager arbejdsgruppen Fysisk Plans orientering til efterretning, informerer sekretariatet modelflyvepladsen for at viderebringe orienteringen.