Beslutning: Forudgående høring for kommuneplantillæg vedr. detailhandel - butiksstørrelser
Indstilling
Formanden indstiller
1. At Amager Vest Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om foreløbigt indhold til et høringssvar samt proces.
2. At Amager Vest Lokaludvalg tager forretningsudvalgets beslutning om borgermøde til orientering.
Problemstilling
Amager Vest Lokaludvalg har den 8. november 2017 modtaget forudgående høring vedr. detailhandel og butiksstørrelser. Høringsfristen er den 17. december 2017.
Kommuneplantillægget
Af høringsmaterialet fremgår det, at formålet med det kommende kommuneplantillæg er at ændre Kommuneplan 2015’s butiksstørrelser i bymidter og lokalcentre inden for Planlovens nye rammer, mens andre forhold i detailhandelsrammerne, herunder afgrænsning af eller det samlede mulige detailhandelsareal i de enkelte rammer, ikke forventes at blive ændret. Eventuelle yderligere ændringer afventer den kommende revision af kommuneplanen, der forventes af ske i 2019.
Baggrund: Folketinget har med den nye planlov ændret bestemmelser om detailhandel. Borgerrepræsentationen har den 12. oktober 2017 vedtaget, at forvaltningen udarbejder et kommuneplantillæg for at indføre planlovens nye muligheder, dog således at Kommuneplan 2015's overordnede detailhandelsstruktur respekteres. Der gennemføres et tillæg nu, i stedet for at vente til den kommende kommuneplanrevision, for at imødekomme efterspørgslen efter muligheden for store udvalgsvarebutikker i City.
Ændringer med kommuneplantillægget: Før lovændringen var den maksimale butiksstørrelse for dagligvare- og udvalgsvarebutikker i bymidter og bydelscentre fastlagt til henholdsvis 3.500 m² og 2.000 m², og den maksimale butiksstørrelse for butikker i lokalcentre til 1.000 m². Med ændringen er den maksimale butiksstørrelse for dagligvarebutikker i bymidter og bydelscentre fastlagt til henholdsvis 5.000 m² og i lokalcentre til 1.200 m². Grænsen for den maksimale butiksstørrelse for udvalgsvarebutikker er ophævet og fastlægges derfor af kommunen i kommuneplanen.
Konsekvenser for Amager Vest: Med kommuneplantillægget vil der kunne ansøges om flere nye lokalplaner/dispensationer, når en bygherre ønsker at etablere et nyt supermarked. Kommuneplanen vil her være et legaliserende argument for, at kommunen kan tillade større butikker, selvom borgere og lokaludvalget skriver høringssvar imod dette. For Amager Vest kan det helt konkret få konsekvenser på f.eks. Amagerbrogade og i de nye bebyggede områder på Islands Brygge og i Ørestad.
Proces
Fristen for indsendelse af høringssvar er d. 17. december 2017. Derfor kan lokaludvalget bidrage til høringssvaret ved dette møde d. 28. november. Udkastet til høringssvaret kan dernæst behandles i arbejdsgruppen Fysisk Plan d. 5. december, redigeres efter borgermødet d. 11. december og endeligt godkendes i forretningsudvalget.
Forretningsudvalget har besluttet, at der skal afholdes borgermøde, som er ved at blive koordineret.
Løsning
At lokaludvalget orienteres om og træffer beslutning om foreløbigt indhold til høringssvar, som senere redigeres, samt proces.
Økonomi
Forretningsudvalget har bevilget 30.000 kr. til et borgermøde og kommunikationen her til.
Videre proces
Når den forudgående høring er ovre vil der blive udarbejdet en hvidbog, der vil blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i forbindelse med behandling af et forslag til kommuneplantillæg, der derefter skal i offentlig høring, hvor lokaludvalgene igen kan komme med indsigelse, før det kan endeligt vedtages.