Beslutning: Intern høring Københavns Kommunes Kultur- og fritidskompas
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller:
1) at lokaludvalget drøfter og derefter udarbejder høringssvar vedr. Københavns Kommunes Kultur- og fritidskompas, på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen Kultur og fritid.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i juni 2018 at sende Kultur- og fritidskompasset (udkast) i høring hos relevante interessenter indenfor kultur- og fritidsområdet.
Høringsfristen er den 27. september 2018.
Kultur- og fritidskompas for Amager Øst og Vest (udkast) ligger som bilag 1.
Hele kompasset kan findes her https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/9a129ec1-1771-4742-83b5-722b303359c8/32a2c72e-68ef-4c4e-9793-bd84825df069/Attachments/20427788-27389371-1.PDF
Kultur- og fritidskompasset har afsæt både i Kultur- og Fritidspolitikken, og i lokaludvalgenes bydelsplaner og i dialog med områdeløftene, samt i de lokale kultur- og idrætsinstitutioners arbejde.
Formålet med Kompasset er at give et overblik over kultur- og fritidsfaciliteterne i København. Overblikket skal gerne inspirere til dialog om hvilke faciliteter, der skal etableres de næste 10 år. Hvor skal de placeres? Hvilke aktiviteter kan de rumme? Kompasset er tænkt som et dynamisk værktøj, som f.eks. kan genbesøges og revideres årlig.
Kompasset starter med en blik på de forskellige tendenser, der spiller ind i byudviklingen samt udviklingen af nye kultur- og idrætsfaciliteter. Derefter kommer fokus til Københavns forskellige bydele og deres forskellighed. Hvert bydelsafsnit indeholder ideer til kommende faciliteter, som stammer fra lokale ønsker og behov.
Amager Vest beskrives på sid 46-sid 49.
Løsning
Lokaludvalget drøfter og udarbejder sit svar på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen for Kultur og fritid indstiller høringen til drøftelse i LU.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Drøftes på mødet.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede at indsende et høringssvar med følgende bemærkninger:
Overordnet set ønsker lokaludvalget, at kultur- og fritidskompasset i højere grad tager sigte på at imødekomme bredden i kultur- og fritidslivet. Det gælder både bredde i befolkningen, men også når det kommer til typen af aktiviteter, der skal understøttes. Hvor er eksempelvis musikøvelokaler til de unge? Og vil Sundby Idrætspark i fremtiden have faciliteter til andre aktiviteter end fodbold? Ønske om bredden i befolkningen ligger i øvrigt fint i tråd med integrationspolitikken, som er i høring i øjeblikket, hvor der bl.a. står, at flere Københavnere med minoritetsbaggrund skal deltage aktivt i kultur- og foreningsliv.
Lokaludvalget noterer med tilfredshed, at fortidens 'Plug and Play' får opmærksomhed i kompasset, men er nysgerrig på, hvor det skal det ligge? Et godt råd fra lokaludvalget er desuden at være varsom med at kalde det nye initiativ 'Plug and Play'. Der er følelser forbundet med det sted, og man kan risikerer at skuffe borgerne...
Forslaget om boldfælled i Ørestad er godt for dem, der spiller fodbold i Ørestad Syd, men da fredningen af det til boldfællederne udpegede område lægger særlig vægt på de biologiske interesser, har lokaludvalget svært ved at se realismen i projektet.
Derudover undrer det lokaludvalget, at forvaltningen ikke har taget Sundholm med i overblikket over, hvilke faciliteter der skal etableres de næste 10 år. Sundholm rummer mange uudnyttede kvadratmeter. F.eks. står foreningshusets 2. sal på Sundholm 8 uudnyttet, mens det lokale foreningsliv efterspørger flere mødelokaler. Et andet eksempel er Aktivitetscenterets fede værksteder, der ikke bruges af nogen efter kl.15.00. Det her er lavt hængende frugter for både Københavns Kommune og dets borgere. Lokaludvalget har fremsendt en Visionsplan for Sundholm til Københavns Kommune med en masse ideer til, hvordan vi sammen kan udvikle området til gavn for alle. Det er et initiativ på tværs af forvaltninger med bred opbakning lokalt, og det burde afspejles i kultur- og fritidskompasset for Amager Vest.
Endelig undrer det lokaludvalget, hvor borgerønsket om at flytte bryggens bibliotek fra Bryggen kommer fra. Hvis biblioteket flyttes, er det jo ikke længere centralt for bryggeboerne. Der er ingen tvivl om, at bryggeboerne ønsker det opgraderet, men er det deres ønske at flytte det?
Overordnet set rummer kompasset mange fine intentioner, men hvis vi skal gøre mere for kulturen bliver vi nødt til at bruge flere penge. Lokaludvalget har fulgt udviklingen gennem mange år, men oplever desværre kun besparelser og centralisering af opgaveløsningen. Læg i stedet pengene ud til de lokale kræfter, så de når dem, der har ideerne og behovene.
Tilslut vil lokaludvalget gøre opmærksom på, at området "Urbanplanen" normalt er en del af Sundbyvester, som rummer hele området.