Mødedato: 28.08.2018, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: høring vedr. integrationspolitikken

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget drøfter lokaludvalgets høringssvar til integrationspolitikken. 

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har sendt udkast til Københavns Kommunes nye Integrationspolitik for 2019-2022 i høring med frist 19. september.  Den endelige udgave af Integrationspolitik 2019-22 behandles i Københavns Kommunes fagudvalg i oktober-december og Borgerrepræsentationen den 13. december 2018.

Til orientering blev lokaludvalget inviteret til at deltage i planlægningen af dialogmøderne, så sent, at det ikke var muligt for lokaludvalget at få indflydelse på tilrettelæggelsen af borgerinddragelsen.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets bemærkninger

Udkast til Integrationspolitikken 2019-22 blev den 13. august 2018 behandlet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Udvalget drøftede udkastet til integrationspolitikken og havde i den forbindelse følgende bemærkninger:

• Enhedslisten finder, at integrationsudspillet er helt utilstrækkeligt og på flere punkter direkte vil medføre øget diskrimination og ulighed. Blandt eksemplerne er: Der er brug for flere billige almene boliger i byen - ikke færre. Der er brug for reelle jobs - ikke mere gratisarbejde som skjult erhvervsstøtte. Der er brug for socialøkonomiske tiltag med udgangspunkt i minoritetsborgeres kvalifikationer. Der er brug for tiltag mod diskrimination, når minoritetsunge søger praktikplads. Osv.

• SF, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Venstre og Alternativet ser frem til at læse høringssvarene og til det videre arbejde med politikken.

Indput fra borgermøder

Udkastet til den nye integrationspolitik er bl.a. blevet til på baggrund af inputs fra tre dialogmøder afholdt på Nørrebro, Tingbjerg og Amager.

  • Mere målrettede og længerevarende indsatser
  • Flere helhedsorienterede indsatser på tværs af forældre, skole og foreninger 
  • Brug mentorordninger og netværksfamilier
  • Styrk sprogindsatsen både børn og ældre
  • Øg kendskabet til kulturtilbud og aktivitets-og plejecentrene
  • Flere mangfoldige bydele
  • Større fokus på lærepladser, fritidsjob og praktik for minoritetsunge
  • Nyankomne københavnere skal tidligt i job el. praktik
  • Investering i lokalt foreningsliv og del viden om det
  • Flere steder mødesteder - særligt for børn og unge i fritiden

Konkrete forslag i integrationspolitikken

Beskæftigelse
Tilbyde flere ledige københavnere med minoritetsbaggrund en målrettet og brancheorienteret virksomhedsrettet indsats kombineret med systematisk oplæring, jobmentorstøtte og sprogstøtte.

Flere nyankomne københavnere – særligt kvinderne – skal have Integrationsgrunduddannelse - IGU

Indføre beskæftigelses- og uddannelsesklausuler i kommunale og almene anlægsprojekter målrettet borgere med minoritetsbaggrund.

Uddannelse
Sikre, at børn med minoritetsbaggrund kommer i dagtilbud og forbedre børnenes sproglige kompetencer via flere indsatser på bibliotekerne.

Kompetenceudviklingsindsats i sprog for de fagprofessionelle samt videreudvikle modtagelsen af nytilkomne til skoler og institutioner.

Bedre sociale miljøer og højne trivslen blandt de unge på ungdomsuddannelserne og styrke de unges faglige niveau.

Forbedre udskoling via fokus på brobygning fra folkeskole til ungdomsuddannelserne,  praktikpladser, forældresamarbejde og intensive læringsforløb for fagligt udfordrede elever. Erhvervsmentorer til unge og flere i fritidsjob.

Kultur- og fritid
Introducere fritidstilbud via FerieCamp og aktiviteter på bibliotekerne og museerne i Københavns Kommune. Arbejde for, at flere børn og unge følges til kultur- og foreningstilbud via FritidsGuiderne, og fastholde via kontingentstøtte og sociale partnerskaber med udvalgte foreninger.

Større viden om og flere samarbejder med frivilligcentre og frivillige tilbud.

Bedre oplysning om samfundets demokratiske værdier, fællesskab og kulturelle koder.

Fortsætte det præventive arbejde med bekæmpelse af diskrimination i den offentlige transport, i nattelivet og på arbejdspladserne.

Fortsætte det forebyggende arbejde blandt børn, unge og voksne for at modvirke social kontrol.

Sundhed
Skabe sundhedsfremmende rammer på skoler, ungdomsuddannelser og arbejdspladser. Arbejde for, at flere anvender cyklen som transportmiddel.

Øge kendskabet til sundhedstilbud blandt alle generationer af københavnere med minoritetsbaggrund.

Fortsætte sundhedsplejens familiebaserede forløb for skolebørn med moderat overvægt og motive-re familier med børn med svær overvægt til at deltage i specialiserede tilbud.

Byplanlægning
Forbedre de udsatte byområder igennem fysiske helhedsplaner, bygningsfornyelse, gårdhaver og områdefornyelser.

Bygge nye almene boliger i de områder af byen, hvor der i dag er en lav andel almene boliger. Sikre mere blandede boligformer i visse lokalplaner.

Samarbejde med boligorganisationerne om at forebygge udsættelser i de udsatte byområder.

Tryghed
Fortsat koordinere samarbejde og aktiviteter på tværs af kommunale aktører, boligselskaber og borgere i tryghedspartnerskaberne.

Forslag til integrationspolitikken indeholder også en plan for, hvordan man vil måle fremdriften.

Indstilling fra arbejdsgruppen
Arbejdsgruppen for social, omsorg, sundhed og beskæftigelse har ikke har lejlighed til at drøfte oplægget i fællesskab, men gruppen har forberedt et indlæg til AVLU mødet.

Løsning

At lokaludvalget drøfter lokaludvalgets høringssvar til integrationspolitikken. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

 

Beslutning

Lokaludvalget besluttede, at følgende pointer skal indgå i et høringssvar.

Lokaludvalget ønsker at understrege, at integrationsproblematikker i bund og grund er et socialt problem et fattigdomsproblem, og at dette bør stå klart for politikerne, når de træffe beslutning vedr. integrationsindsatser. 

Lokaludvalget er enig i Københavns Kommune bør stille krav om blandet boligbyggeri. Dette gælder også for skoleområdet, hvor Københavns Kommune fortsat bør efterstræbe skoler med børn med blandet baggrund.

Lokaludvalgets medlemmer erfarer at både dagsinstitutionerne og skolerne giver mulighed for at møde og omgås børn med en anden baggrund, men at der sker en opdeling af børnene i de høje klasser. Lokaludvalget mener, at det skyldes, at der ikke tilbud til unge på tværs af sociale grupper. De eksisterende ungetilbud er få og har ofte karakter af et boligsocialt tilbud. Derfor bør Københavns Kommune etablere flere væresteder og aktivitetscentre på Amager, der appellerer til alle unge også dem i udskoling og på ungdomsuddannelserne, så de fortsat mødes med deres naboer og klassekammerater. Det understøtter desuden ambitionen om, at en tilknytning til fritids- og foreningslivet sikre sammenhængskraft og er godt for integrationen.

Lokaludvalget ønsker desuden at bakke op om ambitionen om praktikpladser til alle unge, så de får en god start på arbejdsmarkedet. 

Desuden vil lokaludvalget understrege, at det er vigtigt at bekæmpe og forebygge bandekriminalitet. Brug af positive rollemodeller kunne indgå som et led i det arbejde.

Ift. arbejdet med integration og sprogstimulering i dagsinstitutionerne er det lokaludvalgets erfaring, at sprogstimuleringen er vigtig, men ofte går ressourcerne til sprogstimulering fra den nære kontakt med børnene og derfor bør der tilføres flere ressourcer generelt, når der sættes ind med sprogstimulering. 

Endelig vil lokaludvalget støtte ambitionen om, at en tilkytning til foreningslivet er godt for integrationen.

Til top