Beslutning: Ansøgninger til bydelspuljen august 2018
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af arbejdsgruppernes indstillinger, som fremgår nedenfor.
Problemstilling
A: Julebelysning. Ansøgt beløb: 40.000kr. Sagsnummer: 2018-0210419
Ansøgers beskrivelse: ”Det er et stort fælles projekt, hvor alle Lokaludvalg, foreninger, organisationer, kommunen og Erhvervsråd, og med Amar Butikkerne, som tovholder, skal bidrage hver især. Der er ikke noget arrangement på Amager i løbet af året, der samler så mange Borgere. Det at skabe hele stemningen fra start til den 30 december, hvor Julekæderne, tages ned, kræver et kæmpe arbejde. Vi som forening, arbejder faktisk hele året omkring denne aktivitet.”
Ansøger: Sundby Handelsforening
Afholdelsesperiode: 24. nov.- 30.dec.
Sted: Amagerbrogade
Indstilling fra arbejdsgruppen for Fysisk planlægning og miljø:
Arbejdsgruppen for fysisk planlægning indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen lægger vægt på, at projektet involverer stor folkelig aktivitet, meget bred deltagelse af borgerne på Amager og ikke mindst traditionsrig branding af bydelen. Gruppen debatterede desuden perspektiverne for, at det traditionsrige event, der nyder stor opbakning i bydelen, med tiden kan blive økonomisk uafhængig af bydelspuljen.
B: Barselsformiddage på Solvang Bibliotek. Ansøgt beløb: 15.000kr. Sagsnummer: 2018-0210426
Biblioteket lægger rum til sociale formiddage, der sætter fokus på baby- og barselsliv. De lokale sundhedsplejersker samt forskellige fagpersoner kommer med oplæg om aktuelle emner for mødre og fædre. Biblioteket har legetøj til børnene, puslefaciliteter, og der serveres kaffe, the, vand og kiks.
Ansøger: Sundhedsplejen på Amager og Ørestad & Solvang Bibliotek
Afholdelsesperiode: 13 i perioden september til november
Sted: Solvang Bibliotek
Indstilling fra arbejdsgruppen for Social, omsorg, sundhed, integration og beskæftigelse:
Arbejdsgruppen indstiller til videre drøftelse i lokaludvalget.
Arbejdsgruppen finder det positivt at projektet er netværksskabende og fremmer integrationen. Men, arbejdsgruppen sender følgende spørgsmål til ansøger:
1. En specificering af førstehjælp - hvordan kan det koste 8.000kr?
2. Har I planer om at deltagerne i fremtiden betaler lidt til kaffen - en kaffekasse?
Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn og unge:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Det bringer nogle mennesker sammen, der ikke plejer at mødes. Og Solvang kæmper for at skabe noget kulturelt i det område.
Da vi har støttet flere gange, kan man måske skrive til dem og bede om en form for evaluering af projektet: om der dannes netværk, og om netværket rækker ud over forløbene på bibliotekerne.
C: Historisk kulturformidlingsværksted. Ansøgt beløb: 50.000kr. Sagsnummer: 2018-0210431
Etablering af et historisk kulturformidlingsværksted ”anno 1918” til opbevaring og fremvisning af de gamle indbundne Amagerblade fra 1874 så avisens ”sjæl, ånd og nerve” forbliver på Amager.
Ansøger: Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv
Afholdelsesperiode: efterår 2018
Sted: Amager Kulturpunkt
Samlet budget: 100.000kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller til drøftelse i lokaludvalget.
Arbejdsgruppen har inviteret ansøger til lokaludvalgsmødet og sendt følgende spørgsmål:
1. Specifikation af "istandsættelse af lokalet"
2. Specifikation af "administration"
3. Hvornår vil Arkivet holde åbent?
4. Planlægger ansøger andre aktiviteter udover at holde åbent?
D: Halloweenfest. Ansøgt beløb: 2.000kr. Sagsnummer: 2018-0210445
Det primære formål er at samle børn, uanset sociale, økonomiske og kulturelle tilhørsforhold i området og skabe en ligeværdig og sjov fest for alle. Det er intentionen, at børnene skal være med til at skabe festen gennem kreative aktiviteter.
Ansøger: foreningen Girlz og Kidz United og Kvarterhuset
Afholdelsesperiode: 27. oktober
Sted: Kvarterhuset, Jemtelandsgade
Samlet budget: 6.150kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn og unge:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Det er sjovt for børn og det er vildt, hvor meget de tænker, de kan lave for de penge.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Social, omsorg, sundhed og integration:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Det er god integration og netværksskabende - og til ingen penge!
E: Min ama’r Story. Ansøgt beløb: 20.000kr. Sagsnummer: 2018-0210450
Min Ama’r Story er et ungdomsprojekt, hvor de unge først lærer om en vigtig del af lokalhistorien – nemlig hollændernes historie fra deres ankomst i første halvdel i 1500-tallet til gruppen bliver kulturelt assimileret i løbet af 1800-tallet. Derefter vil ansøger gå i dialog med de unge amagerkanere: Hvordan ser de på deres egen identitet som amagerkanere? Og hvordan betragter de ”de andre” på Amager – det vil sige dem, der bor i andre områder end dem selv?
Ansøger: Børnekulturhus Ama’r og designer Lauréline Gormsen Demonét
Afholdelsesperiode: august - december
Sted: Museum Amager, Børnekulturhus Ama’r, evt. diverse klubber på Amager, pop-up-udstillinger
Samlet budget: 220.600kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn og unge:
Der er opbakning til projektet, men tvivl om, hvor netværksskabende det er:
Hvor mange unge, regner de med at få igennem?
Er det én institution ad gangen? Eller er det flere blandede på én gang?
Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:Arbejdsgruppen indstiller et afslag. Projektet foregår ikke i vest, det er ikke netværksskabende, derudover finder gruppen at det er mange penge ift. til udbyttet.
F: Midfulness Sport. Ansøgningen kan ikke behandles, pga. at den samme ansøgning blev behandlet i februar 2018. Ansøgningen fik afslag.
G: Gå dig glad. Ansøgt beløb: 55.000kr. Sagsnummer: 2018-0210462
Ansøger ønsker at udvikle og bruge eksisterende by-natur på Amager til sundhedsfremmende aktiviteter. I dette projekt er stress-symptomer i fokus.
Ansøger: Stressforeningen
Afholdelsesperiode: september - november
Sted: Amager Fælled
Samlet budget: 110.000kr
Indstilling fra arbejdsgruppen for Social, omsorg, sundhed og integration:
Arbejdsgruppen indstiller til videre drøftelse. Arbejdsgruppen har inviteret ansøger til lokaludvalgsmødet og sendt følgende spørgsmål:
1. Uddybelse af budgetposterne.
H : Spirit Chair. Ansøgt beløb: 20.000kr. Sagsnummer: 2018 – 0210465
Projektet er en samtidskunstudstilling i samarbejde med det nye boligbyggeri
BellaKvarter og Code Art Fair. Gruppeudstillingen består af danske og internationale kunstnere, der igennem skulptur, maleri og installation, undersøger vores relation til objekter og deres skjulte historier. Ansøger bruger en indflytningsklar ejerlejlighed som bagtæppe til at diskutere relevante temaer om vores relation til vores hjem og de ting vi omgiver os med.
Ansøger: Anna Frost
Afholdelsesperiode: 29. august – 2. september
Sted: Halldór Laxness Vej 24, 2. tv
Samlet budget: 118.000kr
Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller et afslag. Det er ikke netværksskabende, eller borgerinvolverende og mangler lokal forankring. Derudover finder gruppen at projektet i høj grad er kommercielt.
I : Shuttlebus til Naturens Dag. Ansøgt beløb: 3.500kr. Sagsnummer: 2018-0210474
Ansøger ønsker at give borgerne mulighed for at opleve både Amager Fælled og Amager Strand på Naturens Dag.
Ansøger: Naturcenter Amager Strand
Afholdelsesperiode: 10. september
Sted: Amager Fælled og Amager Strand
Samlet budget: 7.000kr
Indstilling fra arbejdsgruppen for Fysisk Planlægning og miljø:
Arbejdsgruppen for fysisk planlægning indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen ønsker at bakke op om borgernes muligheder at deltage i to vigtige events, der både er netværksskabende og profilerer bydelen med det grønne hjerte.
J : The Too Late Night Show. Ansøgt beløb: 18.000kr. Sagsnummer: 2018-0210479
Ansøger vil i samarbejde med folkeskoler i Amager Vest skabe synlighed om fake news og clik-bait-kultur.
Ansøger: Alarm film I/S
Afholdelsesperiode: september - november
Sted: Københavns Universitetsbibliotek
Samlet budget: 25.500kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Projektet er netværksskabende mellem skoler og fremmer sund demokrati.
K : 100 Blomster. Ansøgt beløb: 23.200kr. Sagsnummer: 2018-0210489
Projektet er et kunstprojekt der ønsker at skabe fokus på design og kunst, samt være med til at danne en kulturel og faglig bro mellem beboere i lokalområdet, professionelle kunstnere og væveværkstedet Atelje 61 i Novi Sad, Serbien.
Ansøger: Kvindelige Kunstneres Samfund
Afholdelsesperiode: onsdage i perioden 12. september – 21. november
Sted: Solvang Bibliotek
Samlet budget: 75.000kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Det er et sympatisk projekt: Netværksskabende, foregår i en bydel som ikke har tradition for at børnene stifter bekendtskab til kunst, positivt med højt antal workshop.
Arbejdsgruppen har dog sendt et spørgsmål til ansøger: Hvem bliver ejer til gobelinen?
L : UNSEATS. Ansøgt beløb: 7.900kr. Sagsnummer: 2018-0210493
Ansøgers formål med projektet er at præsentere billedkunst i overraskende format og til et nyt publikum, dertil at øge opmærksomheden på kunstaktiviteter i lokalområdet.
Ansøger: Sarah McNulty
Afholdelsesperiode: september - oktober
Sted: Kiosk 7, Amager Boulevard 126
Samlet budget: 10.900kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller et afslag. Projektet mangler borgerinddragelse.
M : Stemmer fra Amager. Ansøgt beløb: 25.000kr. Sagsnummer: 2018-0210495 ansøgningen er trukket tilbage
N: Bergthoras Kælder. Ansøgt beløb: 13.000kr. Sagsnummer: 2018-0210500
Formålet med projektet er at få folk til at forlade sofaen, varmen og iPaden. Ansøger søger blandt andet om støtte til køb af rettigheder til at vise kvalitetsfilm og støtte til oplægsholder.
Ansøger: Islands Brygge Bibliotek, Kulturhuset Islands Brygge, foreningen MMK Film Produktion
Afholdelsesperiode: 20. september, 11. oktober, 1, november
Sted: Islands Brygge Bibliotek
Samlet budget: 17.000kr
Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller et delvist tilsagn, således at underskudsgrantien ikke dækker udgifter til tryk af flyers og plakater.
Arbejdsgruppen har sendt følgende spørgsmål til ansøger:
1. Hvorfor har biblioteket ikke en samlet formidlingsstrategi for alle projekter/aktiviteter?
2. Er der en forening/brugerråd tilknyttet biblioteket?
3. Har biblioteket en overordnet strategi for bibliotekets kulturarrangement?
4. Er der en overordnede idé m bryggekælderen?
O: Udstilling Hoda Hadadi. Ansøgt beløb: 18.500kr. Sagsnummer: 2018-0210505
Ansøger ønsker at udstille 120 originalværker samt tre bannerillustrationer af illustrator Hoda Hadidi, fra Teheran. Ansøger ønsker at bringe illustrationskunst i verdensklasse ud til alle Vestamagers børn, unge og voksne og give dem muligheden for at stifte bekendtskab med Hoda Hadadis billeder.
Ansøger: BIBIANA Danmark
Afholdelsesperiode: 1 – 2 måneder i perioden 1. november 2018 til april 2019. september
Sted: På Solvang Bibliotek, Ørestad Bibliotek samt i BIBIANA Danmarks lokaler i Ørestad
Samlet budget: 173.300kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn og Unge:
Arbejdsgruppen indstiller et afslag. Selvom vi er vilde med de ting, Bibiana laver, er udstillingen ikke netværksskabende nok. Derfor lever det ikke op til vores retningslinjer.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn, med forbehold: Underskudsgarantien øremærkes til de lokale workshops.
P: Minifestival i Bryggekælderen. Ansøgt beløb: 20.000kr. Sagsnummer: 2018-0210516
Formålet med festivalen er at samle musikere fra forskellige miljøer og vise, at der på trods af miljøets opdelinger er flere ting, der binder dem sammen end skiller dem ad.
Ansøger: Greenshades Music/Palmspree v. Anthon P. Nymark + Bryggekælderen v. Morten Rubæk
Afholdelsesperiode: 8. september
Sted: Bryggekælderen, Njalsgade 15
Samlet budget: 24.500kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller et afslag. Projektet mangler forankring i lokalsamfundet. Derudover hænger budgettet ikke sammen.
Q: NerfOmunda. Ansøgt beløb: 35.000kr. Sagsnummer: 2018-0210524
Ansøger ønsker at skabe bedre rammer for selvorganiserede fællesaktiviteter på tværs af det offentlige, det frivillige og det private. NerfOmunda er et nyt spil designet af frivillige ildsjæle, der alle til dagligt arbejder med rollespil i en pædagogisk ramme. Spillet er understøttet af en nyudviklet digital platform, der fungerer som regelbog, et børnevenligt social media, og som et uundværligt værktøj til at afvikle diverse former for turneringer. Målet er at kombinere elementer fra en almindelig sportsturnering, med elementer fra rollespil/vikingemarked, så både deltagere og tilskuere har mulighed for at føle en stor grad af deltagelse.
Ansøger: Søren R. thor i samarbejde med Bifrost og Rollespilsfabrikken
Afholdelsesperiode: ?
Sted: Sundby Idrætspark
Samlet budget: 53.750kr
Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller til videre drøftelse i lokaludvalgt og inviterer ansøger til lokaludvalgsmødet.
Arbejdsgruppen har følgende spørgsmål til ansøger:
1. Har I en forankringsplan?
2. Har I tænkt på at samarbejde med FerieCamp?
Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn og unge:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Det er et fantastisk projekt med kombinationen af rollespil og pædagogik.
R: Cirkus i Sundby. Ansøgt beløb: 15.000kr. Sagsnummer: 2018-0210594
Ansøgers vision er at lave et cirkussted, hvor professionelle cirkusartister kan afholde workshops og forestillinger for børn og voksne. Tanken er at invitere skoler og institutioner om formiddagen og børn og deres voksne om eftermiddagen/aften.
Ansøger: 30. august – 16. september
Sted: Cirkustelt på græsplan i Sundby
Samlet budget: 85.000kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn og unge:
Tilsagn med forbehold. De må lave en ny ansøgning med de rigtige datoer (projektstart), og med en klarificering af, hvem de søger hos (ansøgningen er stillet til Områdefornyelse Sundby).
Men der er så mange børn, der er vilde med at lave cirkus. Det her projekt kan blive rigtigt fint og det ville være fedt for Amager Vest hvis vi har vores eget lille børnecirkus.
Indstilling fra arbejdsgruppen for Social, omsorg, sundhed og integration:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Det er et mangfoldigt og netværksskabende projekt.
Løsning
At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af arbejdsgruppernes indstillinger.
Økonomi
Lokaludvalgets bevillinger til de enkelte ansøgere uddeles som underskudsgaranti fra Bydelspuljen.
Videre proces
Beslutning
A: Ansøgningen Julebelysning fik bevilget 40.000kr.
B: Ansøgningen Barselsformiddage fik under afstemning bevilget 15.000 kr.
Følgende stemte for: Cecilie Kaysen, Lasse Vogel, Nete Skøtt, Benjamin Lausten, Inge Hopps, Maja Aagaard, Erhardt Franzen, Nick Vikander, Kim J. Henriksen, Peter Hess-Nielsen, Daniel Wiegell, Ib Wendrup, Ole Bidsted, Niels Balling, André Vedgren.
Imod: ingen
Undlod: Jesper Schou, Hanne Schmidt.
C: Ansøgningen Historisk kulturformidlingsværksted fik bevilget 50.000 kr.
D: Ansøgningen Halloweenfest fik bevilget 2.000 kr.
E: Ansøgningen Min ama’r Story fik under afsteming bevilget 20.000kr.
Følgende stemte for: Cecilie Kaysen, Lasse Vogel, Maja Aagaard, Jesper Schou, Hanne Schmidt, Erhardt Franzen, Ib Wendrup, André Vedgren.
Imod: Benjamin Lausten
Undlod: Nete Skøtt, Inge Hopps, Nick Vikander, Kim J. Henriksen, Peter Hess-Nielsen, Daniel Wiegell, Ole Bidsted, Niels Balling
G: Ansøgningen Gå dig glad fik bevilget 20.000 kr. til aktivitetsdelen af projektet med den begrundelse, at bydelspuljen ikke støtter forskningslignende aktiviteter.
H: Ansøgningen Spirit Chair fik afslag med den begrundelse, at projektet ikke er netværksskabende eller borgerinvolverende og mangler lokal forankring. Derudover vurderer lokaludvalget, at projektet i høj grad er kommercielt.
I: Ansøgningen Shuttlebus til Naturens Dag fik bevilget 3.500 kr.
J: Ansøgningen The Too Late Night Show fik bevilget 18.000kr.
K: Ansøgningen 100 Blomster fik under afstemning bevilget 23.200 kr.
Følgende stemte for: Lasse Vogel, Nete Skøtt, Benjamin Lausten, Inge Hopps, Maja Aagaard, Hanne Schmidt, Erhardt Franzen, Nick Vikander, Kim J. Henriksen, Peter Hess-Nielsen, Daniel Wiegell, Ib Wendrup, Ole Bidsted, Niels Balling.
Imod: Jesper Schou,
Undlod: Cecilie Kaysen, André Vedgren.
L: Ansøgningen UNSEATS fik afslag på ansøgning med den begrundelse, at projektet mangler borgerinddragelse.
N: Ansøgningen Bergthoras Kælder fik bevilget 8.000 kr. med den begrundelse, at biblioteket bør bruge de distributionskanaler, som kulturhuset og biblioteket har, fremfor produktion af flyers og plakater.
O: Ansøgningen Udstilling Hoda Hadadi fik under afstemning afslag med den begrundelse, at projektets målgruppe er skoleklasser og derfor vil netværksskabelsen være begrænset.
Følgende stemte for: ingen
Imod: Cecilie Kaysen, Lasse Vogel, Nete Skøtt, Benjamin Lausten, Inge Hopps, Maja Aagaard, Jesper Schou, Poul Cullura, Hanne Schmidt, Erhardt Franzen, Nick Vikander, Kim J. Henriksen, Peter Hess-Nielsen, Daniel Wiegell, Ib Wendrup, Ole Bidsted, Niels Balling, André Vedgren.
Undlod: ingen
P: Ansøgningen Minifestival i Bryggekælderen fik afslag med den begrundelse, at projektet mangler forankring i lokalsamfundet. Derudover hænger budgettet ikke sammen.
Q: Daniel Wiegell erklærer sig inhabil og forlader lokalet under behandlingen af denne ansøgning. 1. suppleant Arne Bjørn Nielsen deltog i stedet.
Ansøgningen NerfOmunda fik bevilget støtte på 35.000 kr.
Lokaludvalget besluttede at give forretningsudvalget mandat til at godkende en evt. ændret afholdelsesdato samt sted af hensyn til projektets søgen efter lokation.
R: Ansøgningen Cirkus i Sundby fik bevilget 15.000 kr.
Lokaludvalget besluttede at give forretningsudvalget mandat til at godkende en evt. ændret sted samt afholdelsesdato af hensyn til projektets søgen efter lokation.