Orientering: vedr. status på lokalt klimatopmøde Amager
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget tager orienteringen vedr. status på det lokale klimatopmøde Amager til efterretning.
Problemstilling
Lokalt Klimatopmøde for Amager
I efteråret 2023 har Miljøpunkt Amager i samarbejde med begge lokaludvalg på Amager indsendt en ansøgning til Teknik- og Miljøforvaltningen omkring værtskabet for et lokalt klimatopmøde (LKT) for Amager, og har fået tildelt dette for 2024.
Selve klimatopmødet afholdes torsdag den 6. juni kl. 14.00-19.30 ved Kulturhuset Islands Brygge.
Det lokale klimatopmødes mål er at give øen et stærkt fundament til at handle for klimaet. Undersøgelser viser, at danskerne selv er klar til at gå i gang, og de er klar på handling fra politikere og virksomheder, men at mange har svært ved at se, hvad de kan gøre, og om det overhovedet nytter.
Ifølge den grønne tænketank CONCITO skal vi have halveret udledninger, som kommer fra vores eget forbrug af ting, som fx mad, tøj og energi inden 2030.
Missionen er derfor at få en lokal samtale i gang om, hvad der skal til for at skabe et klimavenligt samfund, så vi sammen kan træffe de vanskelige valg omkring det gode liv anno 2024 - som naboer, kollegaer, virksomhedsejere, politikere, forældre og forbrugere på Amager.
Der er fokus på at involvere både borgere og større aktører/ledelse/beslutningstagere.
Om aktørkredsmøder
Op til topmødet er der afholdt fire aktørkredsmøder faciliteret af konsulentfirmaet. Aktørkredsen består af en bred vifte af aktører indenfor områder for forbrugsbaseret udledning: fødevarer, transport, bolig, samt ting og sager. Aktørkredsen består blandt andet af Amager Centret, ARC, ByBi, Copenhagen Distillery, Concito, Københavns Universitet, Sparekassen Danmark, Amagerplanen, Haveforeningen Bastiansminde og ØICC. Udover Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg er der 39 aktører, der repræsenterer foreninger, institutioner, organisationer, uddannelser og virksomheder.
Formålet med aktørkredsmøderne er at skabe en vision for klimatopmødet, som motiverer til at deltage til klimatopmødet den 6. juni. Møderne skal skabe tydelighed omkring, hvilke emner der kan samle Amager i nye klimafællesskaber. Ideen er, at aktørkredsen vokser sig større fra møde til møde.
Aktørkredsmøderne har resulteret i en tekst, der skal udmønte sig i en vision for et klimavenligt Amager. Der har været flot fremmøde til aktørkredsmøderne ca. 40 deltagere pr. gang.
Om det lokale klimatopmøde
Til det lokale klimatopmøde den 6. juni vil der være inspirationsoplæg og workshops, hvor der arbejdes videre på aktørkredsens ideer til klimafællesskaber eller videreudvikles nye ideer.
Løsning
At lokaludvalget tager orienteringen vedr. status på det lokale klimatopmøde Amager til efterretning.