Mødedato: 28.02.2023, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: vedr. afholdelsen af koorinerende interessentmøder om byliv i Ørestad

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag om koordinerende interessentmøder vedr. initiativer til byliv i Ørestad og afsætter 10.000 kr. til formålet. 

Problemstilling

Baggrund

Borgerne i Ørestad Syd efterspørger mere byliv i bydelen. Derfor er en ny lokalplan for området på vej. 

Borgermødet d.1.februar 2023 

D.1. februar 2023 afholdt lokaludvalget i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og By & Havn et borgermøde om behovet for byliv og den kommende lokalplan. På mødet deltog mere end 100 borgere og følgende Borgerrepræsentationsmedlemmer: Line Barfod (EL), Astrid Aller (SF), Morten Melchiors (K), Louise Theilade Thomsen (V) og Yildiz Akdogan (S) deltog.

Læs mere her https://amagervestlokaludvalg.kk.dk/nyheder/flere-end-100-deltog-til-borgermoede-om-ny-lokalplan-for-oerestad-syd

Spørgsmålet om, hvad lokalplanen rent faktisk vil kunne ændre gik igen. Og her stod det klart, at lokalplanen langt fra alene kan løse problemerne med manglende byliv, men at det vil kræve en indsats fra mange forskellige parter (bygherre, kommune, detailhandelsudviklere, lokalt erhvervsliv, borgere osv.), hvis bylivet skal have en chance i. Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod udtrykte efter mødet ønske om at starte om koordineringsindsats.

Forslag om koordinerende interessentmøder

Derfor foreslår arbejdsgruppen for byliv i Ørestad (Allan Graversen, Peter Hjorth, Henning Christiansensen), at lokaludvalget påtager sig rollen koordinator og fødselshjælper for en proces mod mere byliv i Ørestad Syd, således at lokale kræfter og øvrige interessenter i området kan starte det helt konkrete arbejde med at formulere en vision, strategi og handleplan for bylivet i Ørestad Syd.   

Konkret foreslår gruppen, at lokaludvalget inviterer til i alt 3 koordinerende interessentmøder. Formålet med møderne er at afklare fremtidig organisering af opgaven, herunder hvem der har ansvaret for hvad og er klar på at gøre en forskel.

1. møde med: Bygherrer, By & Havn, Teknik- og  Miljøforvaltningen, detailhandelsudviklere, det lokale erhvervsliv, Borgerforeningen og TM-borgmester Line Barfod om etablering af detailhandel.

2. møde med: Teknik- og  Miljøforvaltningen, By & Havn, Grundejerforeningen Ørestad Syd, Borgerforeningen og evt. Kultur- og Fritidsforvaltningen om bl.a. bylivsfaciliteter, trafik m.v.

3. møde med eks. Kultur- og Fritidsforvaltningen, Borgerforeningen, GF Ørestad og evt. By & Havn om planlægning af events og kunst.

Møderne er interessentmøder og ikke åbne for offentligheden, men resultaterne af møderne vil blive formidlet til offentligheden mhp. at holde fast i borgernes interesse i udviklingen mod mere byliv. 

Budget

Mødeforplejning: 3.000 kr.

Evt. konsulentbistand i detailhandelsudvikling: 5.000 kr.

Øvrige uforudsete udgifter: 2.000 kr.

Løsning

At lokaludvalget godkender forslag om koordinerende interessentmøder vedr. initiativer til byliv i Ørestad og afsætter 10.000 kr. til formålet. 

Økonomi

Projektet indebærer, at bydelspuljen belastes med 10.000 kr.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med en bevilling på 5.000 kr. Lokaludvalgets forretningsudvalg blev bemyndiget til at træffe beslutning vedr. evt. yderligere bevilling, hvis der opstår behov på den korte bane.
Til top