Mødedato: 27.06.2023, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: henvendelse vedr. problemer med etableringen af Asgers Taghave

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget drøfter og vedtager et svar på henvendelse vedr. problemer med realiseringen af det planlagte tagfarmprojekt, 'Asgers Have', i Ørestad Syd.

Problemstilling

Foreningen Asgers Have har henvendt sig til lokaludvalget for at bede om jeres støtte i forhold til realiseringen af det planlagte tagfarmprojekt, ‘Asgers Have’, i Ørestad Syd - se vedlagte projektbeskrivelse. Foreningen er  bekymret for, at fremtiden for dette grønne og visionære projekt er i fare på grund af manglende fremskridt og udsigt til løsninger i foreningens dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) - se vedlagte bilag der beskriver problemstillingen.

Baggrund

Københavns Kommune afsatte i budget 2022 8 millioner kroner i anlægsmidler og de 0,9 millioner kroner i årlige driftsmidler til projekt Asgers Taghave. Partierne bag budget 2022 var Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet, Dansk Folkeparti m.m.

Foreningen har været i dialog med TMF i halvandet år for at finde en juridisk ramme indenfor kommunalfuldmagtens regler, hvor de afsatte kommunale midler kan tages i brug. Forvaltningen har meddelt:

1. at kommunen ikke kan anlægge en tagfarm på taget af det kommende parkeringshus Asger Jorn, da dette er privat ejendom tilhørende By & Havn.

2. at kommunale midler godt kan anvendes til ‘etablering’ af en tagfarm, men udelukkende som køb af materialer (f.eks. jord, planter og byggematerialer), og ikke til løn og tjenesteydelser (f.eks. tegninger og opførelse af alle tagfarmens elementer). Begrundelsen er, at støtte til løn og tjenesteydelser ville være kommercielle og hører til under anlæg.

3. at materiel til de større tekniske elementer, som er en nødvendighed for tagfarmen, f.eks. rod- og vandmembran, vindværn og vareelevator, per definition er anlæg og derfor ikke kan støttes.

Desværre har foreningen aldrig modtaget en beskrivelse af disse problemer på skrift med en uddybning af forvaltningens argumentation.

Foreningen henviser endvidere til en lignende case nemlig ØsterGro, hvor der blev fundet en løsning på de juridiske problemer i 2018-2019.

Vedhæftet er et åbent brev, der forklarer problematikken, samt et udspil, der uddyber visionen for tagfarmprojektet.

Løsning

at lokaludvalget drøfter og vedtager et svar på henvendelse vedr. problemer med realiseringen af det planlagte tagfarmprojekt, 'Asgers Have', i Ørestad Syd.

 

Beslutning

Det blev besluttet, at lokaludvalget retter henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget vedr. denne sag. 

Et udkast til brev formuleres på baggrund af mødet og sendes til godkendelse i forretningsudvalget.

Til top