Beslutning: Deltagelse og samarbejde om DR Grundlovsfest
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender:
- opbakning til og deltagelse i Danmarks Radios grundlovsdagsarrangement 5. juni 2024
- at række ud til lokale foreninger med invitation til at deltage samt at søge midler i Bydelspuljen
Problemstilling
Danmarks Radio skal afholde et stort Grundlovsdagsarrangement den 5. juni 2024 på Grønningen ved DR Byen. I den forbindelse har DR kontaktet sekretariatet med ønske om at invitere Amager Vest Lokaludvalg til at deltage på dagen, samt at lokaludvalget kan række ud til lokale foreninger og invitere dem med til arrangementet. DR har foreslået, at Bydelspuljen kan komme i spil for at skabe gode rammer for de lokale foreningers deltagelse.
Herunder følger DRs foreløbige beskrivelse af arrangementet:
”Vi(DR) er som nævnt i gang med at udforme vores fremtidige indsats omkring Grundlovsdag. Vi ønsker at skabe et bredt folkeligt engagement og gøre DRs fremtidige demokrati-og grundlovsdagsindsats relevant for alle, både på DRs platforme og igennem engagerende aktiviteter.
Det er i den forbindelse, at vi gerne vil afsøge mulighederne for at lave en Grundlovsfest på Grundlovsdag d. 5. juni på pladsen foran DR Koncerthuset. Vi ønsker at skabe en plads, hvor vi i løbet af dagen inviterer interessante lokale aktører ind for at lave aktiviteter og dialoger om demokrati og fællesskaber. Vi ønsker at inddrage DRs egne formater og programmer som fx Fællessang, Ramasjang mv, og vi ønsker at invitere en stribe af interessante aktører som fx Rapolitics, Demokrati Fitness, Danske Talere mv. Vi vil i løbet af dagen også være redaktionelt til stede, og om aftenen sender vi ’Demokratiets Aften’ live fra pladsen. Vi drømmer om at skabe en begivenhed, som bliver sjov, vedkommende, folkelig, overraskende, festlig, udfordrende, indsigtsfuldt og mangfoldig, og for at lykkes med dette, ønsker vi en høj deltagelse af lokale aktører, foreninger mv., som på hver deres måde bidrager til fællesskabet. Kunne vi finde frem til disse i samarbejde med jer, og kunne Bydelspuljen aktiveres mhp. at skabe de bedste rammer for deres deltagelse?”
Et nærmere program kommer senere, men det er et heldagsarrangement.
AVLU’s rolle
Amager Vest Lokaludvalg er dermed inviteret med på dagen og har mulighed for at invitere lokale foreninger/aktører med. Arrangementet er først og fremmest en lokal byfest, hvor AVLU og lokale foreninger kan møde borgerne, men der vil på dagen også være mulighed for at gøre sig bemærket i indslag på P3, P4 og i TV Avisen.
Derudover kan lokaludvalget stille økonomiske ressourcer til rådighed gennem Bydelspuljen, som de lokale aktører kan søge, hvis de har brug for det.
Forperson Kresten Thomsen har været i dialog med DR om mulighederne for, at det bliver et samarbejdsprojekt, hvor lokaludvalget bidrager økonomisk til projektet udover støtten til foreningerne. Denne mulighed vil først blive drøftet, når et mere detaljeret budget er forelagt af DR.
Kontakt til foreninger
Sekretariatet vil med input fra AVLU stå for at kontakte relevante lokale foreninger i Amager Vest.
AVLU’s tilstedeværelse
Hvis AVLU selv ønsker at deltage på dagen med minimum to lokaludvalgsmedlemmer, vil sekretariatet hjælpe med afvikling. AVLU har mulighed for at slå sig sammen med de øvrige lokaludvalg i en samlet stand for at sætte fokus på lokaludvalgets funktion som helhed.
De andre lokaludvalg i København er også inviteret, men det er kun Amager Vest Lokaludvalg, der er blevet bedt om at invitere lokale foreninger, da DR ønsker, at arrangementet skal være så lokalt som muligt.
Løsning
At lokaludvalget godkender:
- at deltage i arrangementet
- at invitere lokale foreninger til at deltage samt at søge støtte i Bydelspuljen
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil sekretariatet give DR besked om AVLUs opbakning og tilstedeværelse på dagen. Sekretariatet vil stå for at kontakte lokale foreninger med input fra AVLU.