A: Beslutning: eksterne ansøgninger til bydelspuljen
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af arbejdsgruppen for Bydelspuljens indstillinger, som fremgår nedenfor.
Problemstilling
A: ”Musical for børn og unge på Amager”
Ansøgt beløb: 80.000 Kr. Sagsnummer: 2024-0380018
Byens Musikskole vil gerne opsætte en musical, der er skrevet og fremføres af børn og unge fra Amager. Arbejdet munder ud i 4 fremførelser af musicalen. Vi håber på Amager Vest Lokaludvalgs støtte til at lave en professionel produktion, så børnene får den fulde fornemmelse af høj scenisk og teknisk kvalitet. Dette inkluderer også at vi kan hyre en instruktør og en danseinstruktør, samt har midler til at lave kulisser og kostumer.
Afholdelsesdato: 14. jan. – 12. apr. 2025
Ansøger: Byens Musikskole
Samlet budget: 216.000 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Arbejdsgruppen indstiller til et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker, at projektet både indeholder frivillig deltagelse, styrker netværksdannelse på tværs af forskellige målgrupper, og har en stor grad af involvering for deltagerne og publikum.
Arbejdsgruppen har bedt ansøger uddybe, hvordan de vil sikre lige mulighed for deltagelse som skuespiller uanset privatøkonomi med en deltagerbetaling på 4.500 kr.
Ansøger svarer at: deltagerbetaling på dette niveau for et længere forløb er meget almindeligt, men samtidig nødvendigt både rent økonomisk, men også for at sikre motivation, så børnene ikke hopper fra undervejs, hvilket kan være kritisk for en forestilling. Ansøger oplyser i øvrigt at de er betegnet som en folkeoplysende forening, og at man som forælder derfor kan søge tilskud til betalingen, hvis man er mindre bemidlet.
B: ”Springfestival 2025”
Ansøgt beløb: 75.000 kr. Sagsnummer: 2024-0380019
Springfestival 2025 er en international scenekunst, danse og musikfestival for børn og unge og ældre. Desuden byder festivalen tværgående kunstformer med workshops, gæsteprogram, koncerter og interaktive kunstinstallationer - alt sammen i børnehøjde.
Afholdelsesdato: 21. maj – 27. maj 2025.
Ansøger: ZeBU og Børnekulturhus Ama´r
Samlet budget: 1.907.750 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen anbefaler et tilsagn, men indstiller til drøftelse på Lokaludvalgsmødet. Arbejdsgruppen bemærker, at det er et stort spændende projekt, med en god lokal forankring, der tilbyder mulighed for netværksskabelse på tværs af målgrupper og god mulighed for at frivillige aktivt kan deltage.
Arbejdsgruppe har bedt ansøger om et revideret budget, der viser de inddragende aktiviteter, som der her primært søges støtte til.
Ansøger svarer:
Overordnet er budgettet på øvrige aktiviteter således
Øvrige aktiviteter for børn: |
||||
Teaterpædagogiske workshops ifm. Int. forestillinger |
4 |
75.000 |
||
Kunstudstilling og workshops |
12 |
75.000 |
||
Internationalt scenekunst laboratorie |
2 |
20.000 |
||
Pladsen interaktive aktiviteter |
2 |
50.000 |
||
Seminar børneborger + Assitej |
2 |
20.000 |
||
Opsøgende i boligområder |
2 |
2.100 |
||
Handikap: Performative workshop |
3 |
60.000 |
||
Young professionals for udskolingselever n/Kulturcrew |
2 |
15.000 |
||
Teater workshops og værksteder i weekenden |
6 |
15.000 |
Ved f.eks.:
Kunstudstilling og workshops:
Bag tallene ligger der megen forberedelse, indkøb, materialer, klargøring, undervisningsplan (omkring kunst og farvelære), research, opsætning, transport og et stort timeforbrug når 300 børn og to plejehjem skal igennem. Maria Lau Krogh kan have en klasse på 25 igennem en tretimers workshop. Værket skal ligeledes sikres så mere end 10.000 gæster og forbipasserende kan få glæde af det ved arkitekt Hasse Sandell.
Teaterpædagogiske workshops ifm. Int. Forestillinger.
Her skal der hyres teaterpædagoger ind til konceptudvikling, samt en uges undervisning af klasserne hver for sig, indkøb til kostumer, lyd og lys, transport m.m.
C: ”Natale - En julekoncert på Amager”
Ansøgt beløb: 20.000 kr. Sagsnummer: 2024-0380020
Vi ønsker at byde velkommen til en julekoncert til glæde for lokalbefolkningen på Amager – et event, hvor man kan mødes på tværs af alder og baggrund. Natale - en julekoncert på Amager vil være en farvespragende koncert i barokkens gyldne tegn. Vi tager sydpå - til de franske sneklædte alper og barokmusikkens magiske univers og afslutter aftenen med et glas vin i fællesskab.
Afholdelsesdato: 8. december 2024
Ansøger: Amager Klassisk
Samlet budget: 51.000 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et afslag. Arbejdsgruppen bemærker, at projektet har en meget snæver målgruppe og ingen aktiv involvering af publikum.
D: "Fællesfrø på Solvang Bibliotek - for naturens skyld."
Ansøgt beløb: 23.500 kr. Sagsnummer: 2024-0380021
Solvang Bibliotek genetablerer "Fællesfrø" til glæde for den bynære natur, lokale familier og børnenes naturdannelse. I 2020 startede ’Fælles Frø’ på Amager; frøbanker, hvor alle kan hente frø og så i deres haver, altankasser, gårdanlæg m.m. Frøene er nøje udvalgt så vi er sikre på, at de er biodiversitetsunderstøttende og hjemmehørende arter.
Afholdelsesdato: 10 dec. - 23. dec. 2024
Ansøger: Solvang Bibliotek
Samlet budget: 23.500 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker, at projektet har stor grad af frivilligt drevne aktiviteter og netværksdannelse på tværs af målgrupper.
E: "OPHOLD - Lyskunstværk"
Ansøgt beløb: 30.000 kr. Sagsnummer: 2024-0380022
Sammen med kunstnertrioen Tokyo Blue vil vi lyse de mørke måneder op med et 50 m langt lyskunstværk på byggehegnet, der etableres mellem Sundholm og Amagerfælled skole. Et byggehegn skaber hurtigt utrygge omgivelser – særligt i den mørke tid. Med et smukt lysværk afhjælper vi dette.
Afholdelsesdato: 1. jan. – 31. mar. 2025
Ansøger: Kulturpilot Amager / Københavns kultur- og fritidsforvaltning.
Samlet budget: 50.000 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker, at projektet involverer de lokale beboere, børnene på skolen og Urbanplanen, samt deres forældre. Samtidig er det med til at øge trygheden i området, imens de hjemløse genhuses.
Arbejdsgruppen har anmodet ansøger om at afklare hvor præcist lysværket skulle etableres og om det ville genere de hjemløse, der kommer til at opholde sig om natten i de midlertidige barakker på parkeringspladsen mellem Sundholm og Amager Fælled Skole.
Ansøger svarer at: projektet er udarbejdet i samarbejde med Områdefornyelsen, der har været med til at udpege placeringen, netop med henblik på at oplyse gennemgangen ud mod Amager Fælled Skole på bagsiden af byggehegnet væk fra genhusningen. Lysværket etableres på selve byggehegnet og det opsættes så de hjemløse ikke generes af lyset om natten.
F: "Vandskabninger - en teaterforestilling skabt til Dansk Handicap Forbund Københavns 100 års jubilæum"
Ansøgt beløb: 50.000 kr. Sagsnummer: 2024-0381043
Dansk Handicap Forbund vil markere sit 100 års jubilæum med en teaterforestilling med 5 skuespillere med bevægelseshandicap på scenen. Selvom vi ikke længere gemmer handicappede væk, er der stadig behov for at udfordre samfundets handicapforståelse. I dag er handicappede stort set udelukket fra film, TV, og fra scenen. Det vil vi gøre noget ved.
Afholdelsesdato: 22. apr. - 19. dec. 2025
Ansøger: Dansk Handicap Forbund København
Samlet budget: 951.000 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker, at projektet er nyskabende og søger at udbrede teatermediet til ellers oversete målgrupper. Projektet er netværksskabende på tværs af mange målgrupper og søger at bidrage til en aftabuisering af handicap i film og på teatermedier.
G: "Bedre rammer for borgeraktiviteter"
Ansøgt beløb: 230.946 kr. Sagsnummer: 2024-0381182
Foreningshuset og Maskinhallen oplever et meget højt og stadigt stigende aktivitetsniveau. Mere end 90 organisationer laver over 1.600 frivillige borgeraktiviteter om året. Rammer til frivilligheden handler om at videreudvikle faciliteterne til gavn for aktiviteter for/med/af borgere på tværs af alders- og målgrupper fra lokalområdet.
Afholdelsesdato: 1. dec. – 31. dec. 2024
Ansøger: Foreningshuset Sundholm 8
Samlet budget: 230.946 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet understøtter et stigende antal frivillige foreninger i Foreningshuset og Maskinhallen, samt øger brugervenligheden og tilgængeligheden af faciliteterne for de mange forskellige frivillige med forskellige forudsætninger.
Sekretariatets bemærkning. I det, isolering, lydisolering og adgangskontrol vedrører ændringer eller forbedringer af selve bygningerne, har sekretariatet valgt at afdække om dette kunne støttes under administrationsgrundlaget for bydelspuljen. Vurderingen er, at det kan støttes af bydelspuljen, men lokaludvalget skal træffe sin beslutning på baggrund bemærkninger fra Københavns Ejendomme til projektets aktiviteter, da det er Københavns Ejendomme, der ejer bygningerne.
Københavns Ejendommes bemærkning til projektet fremlægges på mødet.
H: "CPH:DOX på Amager Vest"
Ansøgt beløb: 30.000 kr. Sagsnummer: 2024-0381255
I marts 2025 vil Danmarks største filmfestival CPH:DOX sætte et stærkt aftryk på Amager Vest, når vi på tre centrale placeringer i kvarteret præsenterer et skræddersyet film- og debatprogram, der udforsker og udfordrer byrummet. Med engagerende dokumentarfilm som omdrejningspunkt er målet at skabe et nysgerrigt og åbent filmfælleskab.
Afholdelsesdato: 19. - 30. mar. 2025
Ansøger: CPH:DOX, Københavns Internationale Dokumentarfilmfestival
Samlet budget: 60.000 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet søger at skabe debat mellem lokale borgere. Projektet vil blive afviklet både på Islands Brygge og i Ørestaden og de forsøger både at tiltrække unge og ældre, samtidig med at holde en rimelig brugerbetaling.
I: "Ensomhedsforebyggende og Netværksdannende julearrangement for ældre i Amager Vest."
Ansøgt beløb: 34.810 kr. Sagsnummer: 2024-0381377
Aktivitetens formål er ensomhedsforebyggelse og netværksdannelse og indeholder en introduktion til og info om klubtilbud for ældre i Amager Vest. Aktiviteten indeholder desuden netværksdannende aktiviteter såsom fællessang, Ice-Breaker øvelse, dans og spisning. Højskolerådet og de frivillige fra Daghøjskolen har en værtsrolle med ansvar for, at alle gæster har tilbud og mulighed for at blive inddraget i samtaler og aktiviteter til julefesten.
Afholdelsesdato: 10. dec. 2024
Ansøger: Højskolerådet på Daghøjskolen
Samlet budget: 43.360 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet har fokus på inddragelse og netværksskabelse for en udsat gruppe borgere.
J: "Ældre Mænds fællesskaber"
Ansøgt beløb: 47.631 kr. Sagsnummer: 2024-0381470
Projektet sigter på at oprette flere interessefællesskaber for ældre mænd i Amager Vest. Højskolerådet på Daghøjskolen ønsker at udvide og videreudvikle projektet ”Herremad og historier – kvinderne ud af køkkenet” for ældre mænd i Amager Vest. Denne videreudvikling kræver en fast og synlig underviser og en renovering af skolekøkkenet, så mændene har et fast holdepunkt på holdene og kan lave mad sammen i tidssvarende omgivelser.
Afholdelsesdato: 16. – 31. dec. 2024
Ansøger: Mandemadlavningsholdene og Højskolerådet på Daghøjskolen
Samlet budget: 379.561 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker, at projektet inddrager en udsat målgruppe i aktiviteter, der forebygger ensomhed og styrker skabelsen af fællesskaber.
K: "GLiMT AMAGER bydelsindsats 2025 for cirkusundervisning og ungekompagni i Amager Vest"
Ansøgt beløb: 69.280 kr. Sagsnummer: 2024-0381640
Faste cirkushold, ungekompagni og kulturnetværk for Amager Vest
Som beskrevet ved Lokaludvalgsmødet d. 31. oktober 2023, vil vi opstarte en række faste hold i cirkus og et ungekompagni i scenekunst. Det bliver opstartsperioden for aktiviteterne der skal udvikles og opbygges over de næste kommende år.
Afholdelsesdato: 1. jan. – 31. dec. 2025 (og fortsætter i de kommende år)
Ansøger: GLiMT AMAGER
Samlet budget: 172.000 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker, at projektet er særligt nyskabende i bydelen ved at etablere en cirkusskole, ungekompagni og et kulturnetværk. Amager Vest Lokaludvalg besluttede på Lokaludvalgsmødet d. 31. oktober 2023 at indgå i et ”Strategisk samarbejde omkring unge og kulturnetværk” med Teater GLiMT AMAGER. Denne ansøgning knytter sig til denne aftale.
L: "Amager Revyen – ”Et råb om håb”"
Ansøgt beløb: 75.000 kr. Sagsnummer: 2024-0381801
I denne sjette sæson af Amager Revyen forsøger vi med undertitlen “Et råb om håb” at finde håbet frem hos menneskeheden. Med den dystopiske verden vi lever i, hvor krigene raser, vandstanden stiger og debatten i det offentlige rum bliver mere og mere polariseret, så er det nu, at håbet skal findes frem. Revyen 2025 viser vores publikum og omverden, at der stadig findes håb, og at der stadig er noget at grine af, selv når det ser sortest ud.
Afholdelsesdato: 27. marts – 4. maj 2025
Ansøger: Amager Revyen I/S
Samlet budget: 1.055.600 kr.
Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet har en netværks- og identitetsskabende karakter på tværs af øen og samler mange bredt fra hele Amager.
Løsning
At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af arbejdsgruppernes indstillinger.
Økonomi
Lokaludvalget har på sit møde den 26. november 12 eksterne ansøgninger til behandling, der tilsammen søger om 322.077 kr. fra bydelspuljen i 2024 og 444.090 kr. fra bydelspuljen 2025.