Mødedato: 26.11.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke centret, Peder Lykkesvej 65

Genbehandling, ansøgning: Gyldenrisparkens Lektiecafé 2014

Lina Carlsen søger støtte til Gyldenrisparkens lektiecafé 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Line Carlsen på vegne af indstillingen fra arbejdsgruppen for det sociale område.

Problemstilling

På vegne af Gyldenrisparkens Lektiecafé søgte Line Carlsen den 20.9.2013 om kr. 20.000 af 2014-puljemidlerne til lektiecafé i 2014. Der er tale om ugentlig lektiehjælp til fremmedsprogede børn i folkeskolealderen i distriktet Gyldenrisparken.

Børnene går til daglig på Højdevang- og Gerbrandskolen, hvis distrikter går på tværs af Amager Øst og Amager Vest. Børnene, som alle har anden etnisk herkomst end dansk, har svært ved at få hjælp til lektierne derhjemme af forældrene. Lektiehjælpen er en forening etableret under Dansk Flygtningehjælp, drevet udelukkende af frivillige og nonprofit. Projektet er målrettet en udsat social gruppe, men er åben for alle, der har brug for lektiehjælp. Dansk Flygtningehjælp bistår med faglig hjælp og kurser i at være lektiehjælper. Lektiecaféen samarbejder med boligområdet Gyldenrisparkens bestyrelse.

Lektiehjælpen er med til at støtte børnene i deres skolegang og sikre dem en god start på uddannelse. Lektiehjælpen giver også mulighed for samvær med voksne frivillige, hvor også andre ting kan diskuteres og afhjælpes. Projektet annonceres ved opslag i området, lokalaviser, Gyldenrisparkens beboerblad og via et samarbejde med den lokale fritidsklub.

Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 20.000 til frugt, skoleartikler, juleafslutning, sommerudflugt samt planlægningsmøder. I projektet indgår frivillige arbejdstimer fra 15 frivillige voksne og gratis lokaler i samarbejde med fritidsklubben ved Amagerbrogade 262. Der er ligeledes søgt om kr. 20.000 hos Amager Øst Lokaludvalg.

Løsning

Arbejdsgruppen for det sociale område behandlede ansøgningen på sit møde den 13. november 2013 og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges under forudsætning af, at der tilgår puljemidler til uddeling af lokaludvalget i 2014. Projektet støtter op om styrke uddannelsesaspektet blandt bydelens unge. Det er netværksskabende og fremmer socialt samvær i bydelen. Desuden anser arbejdsgruppen det som en integrationsmæssig fordel, at lektiecaféen er frivilligt forankret.

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling betyder, at beløbet bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, forudsat at der tilgår puljemidler for 2014, område 3107.

Beløb ekskl. moms 20.000 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Lokaludvalget besluttede således at bevilge 20.000 kr. til projektet i 2014, forudsat at der tilgår lokaludvalget puljemidler til uddeling i 2014.
Til top