Mødedato: 26.10.2021, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: høring vedr. skilte på Amager Fælled

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget indsender forslag til kommentarer og input til nye højskilte ved indgangene til Amager Fælled på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.  

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt forslag til nye højskilte, som skal placeres ved indgangene til Amager Fælled. De nye skilte skal erstatte de nuværende gamle og udtjente højskilte. Opsætning af nye skilte sker i slut november/start december 2021.

Forvaltningen ønsker lokaludvalgets kommentarer. Skiltet har baggrund i, at Amager Fælled nu er en del af Naturpark Amager, hvilket skiltet skal være med til at tydeliggøre. Forvaltningen skriver endvidere, at de er bundet af nogle overordnede grafiske retningslinjer fra Københavns Kommune og ligeledes er teksten begrænset til den plads, der er til rådighed.

Forvaltningen spørger lokaludvalget:

  • Er der noget der mangler på kortet?
  • Er der noget der er forkert på kortet?
  • Har I nogen rettelser/kommentarer til teksten
  • Andre kommentarer?

Øvrige bemærkninger fra forvaltningen:

  • Ordensreglement for færdsel og brug af området, vil blive placeret på et mindre skilt (A4) ved siden af, som vi også har i andre parker.
  • By & Havns logo skal sandsynligvis kun være på de skilte der bliver placeret ved de to sydlige indgange fra Ørestads Boulevard (skilt 11 og 12), da det er indgange til By & Havns areal.
  • Vi forventer, at skiltet skal opdateres inden for de næste par år, når der kommer afklaring omkring byggefeltet. Dette kan nemt gøres, da selve skiltet bliver en aluminiumsplade, som nemt kan skrues af og på selve trærammen.

Arbejdsgruppen indstilling

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning har behandlet sagen og indstiller følgende svar:

Da skiltene henviser til en del af Naturpark Amager bør de følge Naturpark Amagers egen design manual, som så på tværs af kommunale og statslige arealer tydeligt kan henvise til, at dette er en del af Naturpark Amager. Derudover mener lokaludvalget, at der bør stå at Naturpark Amager er en del af en grøn struktur i Region Hovedstaden. 

Løsning

At lokaludvalget indsender forslag til kommentarer og input til nye højskilte ved indgangene til Amager Fælled på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.  

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med følgende tilføjelse til forslag til tekst på skiltet:  

"at Naturpark Amager er en del af en sammenhængende struktur med grønne kiler og grønne ringe i Hovedstadsregionen."

 

Til top