Beslutning: høring om pladser/strækninger til tidsmæssig udvidet udeservering
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender udkast til svar på høring vedr. pladser/strækninger til tidsmæssig udvidet udeservering på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning og erhverv.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt en høring ud vedr. identificering af udvalgte pladser/strækning til en forsøgsordning med tidsmæssig udvidet udeservering for cafeer og restauranter (til kl. 02:00 fredage og lørdage i sommerhalvåret). De beder lokaludvalget om at pege på 1-2 pladser/strækninger i jeres bydel, som I mener vil være egnet til tidsmæssig udvidet udeservering.
Der vil være tale om en 4-årig forsøgsordning, der løbende skal evalueres.
Forvaltningen er i gang med at kortlægge byen for egnede pladser efter saglige kriterier om
1) nærhed til nærmeste beboelse
2) en helhedsvurdering af restaurationstæthed og belastning i området.
Undersøgelsen foretages ved kortlægning af geodata om beboelse og restaurationstæthed sammenholdt med en fysisk vurdering af forholdene på pladserne. Lokaludvalgets høringsbidrag vil blive vedlagt som supplement til denne kortlægning.
Arbejdsgruppens indstilling:
Arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv har behandlet høringen og indstiller at strækningerne Asger Jorns Allé og Islands Brygge får mulighed for udvidet udeservering, da virksomhederne på Bryggen er ved at miste omsætning og fordi Ørestad Syd savner byliv.
Løsning
At lokaludvalget godkender udkast til svar på høring vedr. pladser/strækninger til tidsmæssig udvidet udeservering på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning og erhverv.
Videre proces
Kortlægningen vil i efteråret 2023 blive fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget i en sag, der behandler medlemsforslaget, sammen med den endelige vedtagelse af Administrationsgrundlag for udeservering. Hvis det i bydele ikke er muligt at finde egnede pladser/strækninger til tidsmæssig udvidet udeservering, vil der være mulighed for konkrete dispensationer til restauratører pba. de ovenfor nævnte saglige kriterier.