Mødedato: 26.04.2022, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: Bydelspuljen - ansøgninger april 2022

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,

  1. at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af arbejdsgruppernes indstillinger, som fremgår nedenfor.

 

Problemstilling

A:  Kunst og fællesspisning
Ansøgt beløb: 18.200kr. Sagsnummer: 2022-0128900
Arrangementet er en aften med en live kunstoplevelse og fællesspisning. Live performance af FABRIKKENs kunstner Maria Nørholm Ramouk med 3 medperformere. Formålet og temaet for arrangementet er skabe oplevelser og samtaler om fællesskaber, ensomhed og kunst. Arrangementet og maden vil være gratis for at skabe social inklusion for lokale borgere på Amager
Afholdelsesdato: 29/4
Ansøger: fonden FABRIKKEN for kunst og design
Samlet budget: 23.840kr

Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn, unge, kultur, fritid og idræt
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn, men ønsker at bevilge 10.000kr af det ansøgte beløb. Gruppen ser positivt på, at Fabrikken ønsker at åbne den hvide kube op for flere, men mener, at beløbet pr. deltager er højt (lokaludvalgets støttebeløb i sig selv bliver 360kr/deltager).

 Indstilling fra arbejdsgruppen for Ældre, sundhed, social og integration:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn, da aktiviteterne er netværksskabende og projektet er lokal forankret. Gruppen finder, at ansøger har gode intentioner og at oplægget er spændende. Gruppen mener dog, at en støtte på 360kr per deltager er i overkanten.

 

B: Gensynsfest med markedsstemning
Ansøgt beløb: 14.002kr. Sagsnummer: 2022-0128926
Vi ønsker at bruge vores åbne udeareal til at invitere vores naboer til et glædeligt gensyn. Siden Corona er vi blevet nødt til at lukke vores ellers åbne døre. Det vil vi gerne gøre op med nu ved at invitere til en stor gensynsfest for hele lokalområdet med markedsstemning.
Afholdelsesdato: 16/6
Ansøger: Peder Lykke Centret
Samlet budget: 17.002kr

Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn, unge, kultur, fritid og idræt:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn, da arrangementet er bredt inviterende og netværksskabende for mennesker både i og udenfor Urbanplanen.

Indstilling fra arbejdsgruppen for Ældre, sundhed, social og integration:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn, da arrangementet er netværksskabende og en god indsats for integration.

 

 

C: Eid-fest for alle
Ansøgt beløb: 15.502 kr. Sagsnummer:2022-0128913
Vi vil forsøge at genskabe stemningen fra Eid-fester ved at servere pakistansk mad, mellemøstligt liveband og traditionelt Eid-pynt. Til at oplyse om Eid og Ramadan som højtid, vil Ayse Toplu holde et kort oplæg, hvor nysgerrige også har mulighed for at stille spørgsmål.
Afholdelsesdato: 11/5
Ansøger: PederLykke Centret
Samlet budget: 16.502kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn, unge, kultur, fritid og idræt:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn, arrangementet er bredt inviterende og netværksskabende for mennesker både i og udenfor Urbanplan. Arbejdsgruppen ønsker dog at gøre ansøger opmærksom på, at madbudgettet ikke er fyldestgørende og bør stå som hhv. udgifter og indtægter i arket.

Bemærkning fra sekretariatet: Ansøger har efter anmodning sendt et revideret budget. Det reviderede budget er med i ansøgningsmaterialet.

Indstilling fra arbejdsgruppen for Ældre, sundhed, social og integration:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn, da arrangementet er netværksskabende og en god indsats for integration.

Gruppen noterer, at annoncen i AmagerLiv udgør cirka 50% af budgettet, og vil undersøge, hvor vigtig annoncen er for at sprede budskabet til målgruppen.  

 

D:  Nye musikalske byvandringer på Amager
Ansøgt beløb: 40.000kr. Sagsnummer: 2022-0128936
Amagers lokal historie rummer blandt andet mange forskelligartede musikgenrer. Indvandring igennem tiderne der har ført nye og fremmede toner hertil, og præget den udvikling som kulturen bag musikken har haft til i dag. Det forsøger de musikalske byvandringer at formidle i samklang med Amagers lokalhistorie.
Afholdelsesdato: maj - september
Ansøger: Prismen
Samlet budget: 207.400kr

Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn, unge, kultur, fritid og idræt:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn, da det er et dejligt projekt, der både er profilerende for bydelen og netværksskabende på tværs. Arbejdsgruppen ønsker dog at få uddybet:

  1. Nærmere beskrivelser af ruten og stederne (på tværs af bydelene)
  2. Er der allerede aftaler med skoler (i Amager Vest)?
  3. Har ansøger gjort sig overvejelser om tilgængelighed for mennesker med handicap (f.eks. kørestolsbrugere)?

SVAR fra ansøger:

a:
Ruten varierer alt efter hvilken gruppe det drejer sig om og de er ikke helt fastlagte endnu.
De seks vandringer, som slutter ved Øens Spisested i prismen vil sandsynligvis starte på hjørnet af Hans Bogbinders allé, bevæge sig ind i Eberts Villaby, forbi Tingkroen og krydse Amagerbrogade ved Musiktorvet. Resten af ruten går igennem Sundby Kirkegård og videre nordpå til vi rammer Holmbladsgade.
Skolevandringerne slutter ikke ved Øens Spisested og centreres derfor omkring Eberts Villaby, Englandsvej, Musiktorvet, Sundby Kirkegård og Tycho Brahes allé.
Golde Days vandringerne kræver research idet de mandlige kunstnere skal skiftes ud. Det betyder at ruten endnu ikke er fastlagt, men som de andre, vil den gå på tværs af Amagerbrogade.

b:
Der er ikke indgået nogle aftaler med skoler endnu. Vandringerne for skoleklasser er planlagt til at foregå i uge 20, 22 og 23 og vores erfaring er, at vi ikke skal udbyde aktiviteter lige op til en (påske)ferie. Vi sender invitationerne afsted umiddelbart efter påske. Vi er helt sikre på, at det ikke bliver noget problem at finde klasser der vil deltage. Og vi vil naturligvis sørge for, at antallet af klasser fordeles ligeligt mellem øst og vest Amager.

c:
Angående kørestolsbrugere, så kan de sagtens deltage. De steder hvor vi skal indenfor er der enten en sliske eller de har indgang i gadeplan. Selve ruten foregår ad fortove og stier, som både kørestole, klapvogne og barnevogne kan køre ad.

 

E: Ørestad Kor- fejring af 10-års jubilæum
Ansøgt beløb: 25.000kr. Sagsnummer: 2022-0128942
Ørestad Kor søger 25.000 kr. til fejring af korets 10- års jubilæum. Vi ønsker at fejre, at vi i 10 år har spredt liv og glæde i bydelen. Dels når vi øver offentligt hver onsdag aften på Ørestad bibliotek. Dels til samlende begivenheder i Ørestad – Ørestad Kulturdage, Grundlovsfest, Skt. Hansfest og diverse julearrangementer. Samt selvfølgelig, når vi holder vores faste forårs- og julekoncerter. Det skal fejres med fornøjelige flashmobs og en flot jubilæumskoncert i maj måned.
Afholdelsesdato: 9. - 22/5
Ansøger: Ørestad Kor
Samlet budget: 60.000kr

Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn, unge, kultur, fritid og idræt:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn, da Ørestad Kors jubilæumskoncert samt pop up-koncerterne kan være profilerende for bydelen og skabe netværk (og evt. invitere nye sangere ind i koret). Gruppen finder det positivt, at koret har ’klaret sig selv’ efter de første par år med opstartsstøtte fra lokaludvalget og ønsker tillykke med jubilæet.

 

F: Majfest 2022
Ansøgt beløb: 50.000kr. Sagsnummer: 2022-0128957
Foråret skydes i gang på Amager med en festlig familiedag. Tre streetparades/Bras Bands spiller sig gennem gaderne fra hhv. Lergravsparken, Sundbyøster legeplads og Remiseparken, og afslutter ved Amager Centret. På samme pladser vil der være ansigtsmaling blomsterbinding, danseundervisning og Capoeira for børn. Vores butikker sætter liv i gaden ved at trække handlen ud i gaderne
Afholdelsesdato: 21/5
Ansøger: Amager Butikkerne
Samlet budget: 116.800kr

Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn, unge, kultur, fritid og idræt:
Arbejdsgruppen indstiller et afslag, da projektet er af kommerciel karakter.

Indstilling fra arbejdsgruppen for Bolig, erhverv og miljø:
Arbejdsgruppen indstiller et afslag med den begrundelse, at butikkerne i alt for ringe grad bidrager til deres eget projekt. Dertil kommer, at gruppen undrer sig over, at der ikke er afsat penge til pleje af de frivillige, der skal bidrage med aktiviteter, mens halvdelen af budgettet går til konsulenttimer.

 

G: Amager Litteraturfestival
Ansøgt beløb: 25.000kr. Sagsnummer: 2022-0128966
Amager Litteraturfestival har til formål at formidle den levende litteratur i flere genrer, former og formater til borgere i lokalområdet. Festivalen søger samskabelse mellem foreninger, private butikker, caféer, biblioteket og borgere i lokalsamfundet.
Afholdelsesdato: 9. – 11. september
Ansøger: Arbejdsgruppen for Amager Litteraturfestival
Samlet budget: 79.000kr

Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn, unge, kultur, fritid og idræt:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn – arbejdsgruppen mener, at en lokal litteraturfestival er et skønt initiativ, der skaber oplevelser for lokale om det lokale og som er profilerende for bydelen.

Arbejdsgruppen har et par spg/input til ansøger:

  1. Arbejdsgruppen undrer sig over, at man ikke har ansøgt Amager Øst Lokaludvalg?
  2. Gruppen, at ansøger fremover vil ansøge om midler til netværksskabende aktiviteter med højere grad af interaktion, jf. lokaludvalgets råd og retningslinjer.
  3. Har ansøger gjort sig overvejelser om tilgængelighed på alle/nogle af lokaliteterne for mennesker med handicap (f.eks. kørestolsbrugere)? *

SVAR fra ansøger:
a:
Arbejdsgruppen har allerede planlagt også at ansøge Amager Øst om støtte. Vi er fuldt opmærksom på, at aktiviteterne fysisk afvikles i begge lokaludvalgs geografiske områder. Vi besluttede dog afvente svar fra Statens Kunstfond, hvor vi også har søgt om midler, inden vi sendte flere ansøgninger. Vi har imidlertid nu fået tilsagn om støtte på 24.000 kr. fra Statens Kunstfond, og vi tager nu initiativ til også at sende ansøgning til Amager Øst Lokaludvalg om støtte på 25.000 kr.. Såfremt Amager Litteraturfestival støttes af både Statens Kunstfond, Amager Vest og Amager Øst, vil budgettet kunne løbe rundt :-)

b:
Tak for opfordringen - som vi vil tage med i det videre arbejde.

c:
I forhold til handicaptilgængelighed er der fuldt tilgængelighed for gangbesværede / kørestolsbrugere på de to faste lokationer Biblioteket på Rodosvej og gårdcaféen på Ingolfs Kaffebar. I Zittans Boghandel, hvor der ved butiksdøren er 1 trin op, vil der kunne lægges en rampe. Arrangementer i haver og på fortove vil ligeledes kunne tilgås i kørestol, men der vil visse steder være græsbelægning. Samlet set er der til hovedparten af arrangementerne fuld tilgængelighed for gangbesværede / kørestolsbrugere. I forhold til mennesker med hørehandicap vil der til de større arrangementer være lydforstærkning. Det gælder også arrangementerne i haverne. Der er ikke planlagt tegnsprogstolkning. Blinde og svagtseende forventes med den enkelte borgers sædvanlige hjælpemidler (eks førerhund) at kunne deltage i alle arrangementer. 

 

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af arbejdsgruppernes indstillinger.

 

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til de enkelte ansøgere uddeles som underskudsgaranti fra Bydelspuljen.

Lokaludvalget har 7eksterne ansøgninger til behandling til et maksimalt beløb på 187.704kr af 2022 midlerne. 

 

 

Beslutning

A:  Ansøgningen Kunst og fællesspisning fik under afstemning bevilget  18.200 kr.

Følgende stemte for: Mark Gray, Helga Mark, Ib Ferdinandsen, Peter Hjorth, Erhardt Franzen, Allan Graversen, Jan Kuusisaari, Hanne Schmidt, Christian Eggert, Jan Oster, Anne-Sofie Thomsen, Christine Bang, Uffe Meulengracht, Steen Höier, Arne Bjørn Nielsen.

Imod: Morten Lustrup, Sissel Friisgaard, Lars Christensen, Robert Nielsen, Mette Bugge, Kresten Thomsen.

Undlader: Ingen 

B: Ansøgningen Gensynsfest med markedsstemning fik bevilget 14.002 kr.

C: Ansøgningen Eid-fest for alle fik bevilget 15.502 kr.

D: Ansøgningen Nye musikalske byvandringer på Amager fik bevilget 40.000 kr.

E: Ansøgningen Ørestad Kor- fejring af 10-års jubilæum fik bevilget 25.000 kr.

F: Ansøgningen Majfest 2022 fik afslag med den begrundelse, at butikkerne i alt for ringe grad bidrager til deres eget projekt. Dertil kommer, at gruppen undrer sig over, at der ikke er afsat penge til pleje af de frivillige, der skal bidrage med aktiviteter, mens halvdelen af budgettet går til konsulenttimer.

G: Ansøgningen Amager Litteraturfestival fik bevilget 25.000 kr.




Til top