Mødedato: 26.02.2019, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: støtteerklæring til Klimaklassen

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget giver en støtteerklæring til projektet Klimaklassen - et innovativt læringsforløb til oplysning om miljø- og klimaforandringer for elever på ungdomsuddannelser i Danmark.

Problemstilling

Klimaklassen skal bidrage til en øget klima- og miljøbevidsthed, og i det lange løb en universel, omfattende grøn omstilling. De er i kontakt med gymnasier i Tårnby og Ørestad om af afprøve læringsforløbet og ønsker en støtteerklæring, der både kan blåstemple projektet og give medvind i fondsansøgninger (blandt andet til Novo Nordisk).

Klimaklassen ser mange match ift. fælles visioner og mærkesager og muligheder for fremtidige samarbejder og ønsker en lokal forankring i Amager Vest, den grønne bydel.

Helt konkret ville det betyde, at Amager Vest Lokaludvalg udfærdiger en støtteerklæring inden
d. 13. marts (deadline for ansøgning til Novo Nordisk).

Støtteerklæringen beskriver, hvorfor Amager Vest Lokaludvalg støtter et tiltag som Klimaklassen og hvordan realiseringen af Klimaklassen vil give Amager Vests gymnasieelever en særlig stærk, faglig pondus i viden omkring klimaet.

Ved at være officiel støtte, blåstempler lokaludvalget projektet og hjælper med at skabe netværk i lokale fællesskaber. Lokaludvalget kan også være med til at promovere Klimaklassen og derved sig selv som en grøn og innovativ bydel.

På sigt (på den anden side af Novo-ansøgningen) vil Klimaklassen gerne kigge mere på muligheden for at søge midler fra Amager Vest til workshops omkring Klimaklassen, som kunne være offentligt tilgængelige, yderligere profilere bydelen og være netværksskabende.

Løsning

At Amager Vest Lokaludvalg udfærdiger en støtteerklæring til Klimaklassen, der beskriver, lokaludvalget støtter Klimaklassen.

Økonomi

Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

 

Beslutning

  Indstillingen blev godkendt.
Til top