Mødedato: 26.02.2019, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: Høring vedr. Ny ældrepolitik 2019-2022

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget vedtager lokaludvalgets høringssvar til Københavns Kommunes Nye ældrepolitik, på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for Social, omsorg, sundhed , integration og erhverv.

Problemstilling

Københavns Kommunes forslag til ny ældrepolitik 2019-2022 er i høring frem til 17. marts.

Forvaltningen har i en tidlig fase afholdt 5 lokale borgermøder og et stort åbent borgermøde på Rådhuset.

Høringsmaterialet ligger tilgængeligt på bliv hørt: https://blivhoert.kk.dk/hoering/ny-aeldrepolitik-kobenhavns-kommune samt vedlagt som bilag.

Resumé af udkastet

Ældrepolitikken bygger på tre værdier: Frihed, Tryghed og Fællesskaber, som skal være pejlemærker i Københavns Kommune. En politik, som skal favne alle ældre københavnere – både dem, der har behov for meget støtte og pleje fra kommunen, og dem, som klarer hverdagen uden hjælp. Men ældrepolitikken handler også om at skabe fællesskaber, som skal være med til at skabe rammerne for det gode ældreliv i København.

De tre værdier er udfoldet i en række undertemaer:

Frihed

1. Hjælp til at kunne selv i hverdagen
Som ældre skal man motivere og støttes til at klare hverdagens gøremål og leve et aktivt hverdagsliv.

2. Valgfrihed for den enkelte
Københavnerne skal møde tilbud, pleje og støtte, som tager udgangspunkt i deres egne ønsker or ressourcer, og som er tilrettelagt med øje for den enkelte.

3. København for alle
Byen skal udvikles og indrettes, så alle - uanset alder, mobilitet og orienteringsevne - kan bruge byen og dens rekreative områder.

Tryghed

4. Sammenhængende forløb
Københavnerne skal opleve, at et sygdomsforløb med hospitalsindlæggelser, besøg hos egen læge og behov for støtte derhjemme er én sammenhængende indsats.

5. Specialiserede og kvalificerede indsatser
København skal blive ved med at udvikle nye indsatser til gavn for borgeren, samtidig med at ny viden om tidlig opsoring, behandling og forebyggelse løbende integreres i den daglige omsorg og pleje.

6. Livet som pårørende
Pårørende i Københavns Kommune skal opleve godt samarbejde og god kommunikation om både deres egne og deres næres behov for støtte.

Fællesskaber
7.
Flere frivillige fællesskaber
København skal skabe de bedste betingelser for, at alle kan byde ind og tage del i frivillige fællesskaber efter egne ønsker og behov.

8. Mod på livet - sammen med andre
I København skal vi arbejde for, at færre ældre føler sig ensomme eller triste til mode.

9. Boformer og mødesteder på tværs
Mange ønsker med alderen også at få nye muligheder for at dele hverdagen med andre i forskellige typer af boformer med fokus på nye relationer, nærhed og tryghed.

Udkast til høringssvar fra arbejdsgruppen for Social, omsorg, sundhed, integration og erhverv

Amager Vest Lokaludvalg takker for det tilsendte udkast vedrørende Københavns Kommunes Ældrepolitik. Lokaludvalget finder det positivt, at kommunen tager ældrepolitikken op.

Lokaludvalget har følgende to bemærkninger:
1) Udkastet indeholder mange gode ideer, men vi så gerne, at ideerne blev konkretiserede.
2) Lokaludvalget undrer sig over, at der bliver overset en stor gruppe af ældre, der er mobilløse og ikke så vant til skærmløsninger.

Løsning

At lokaludvalget godkender en tekst til høringssvaret.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Aftales på mødet.

 

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt med følgende tilføjelser til høringssvaret:

- at politikken bør være mere ambitiøs i sin målsætning, fra "at der skal være færre ensomme ældre" til, at kommunen arbejder for, "at der ikke skal være ensomme ældre i København".

- at lokaludvalget foreslår, at kommunen vil arbejde for bedre mobilitet og kollektiv transport for ældre i ældrepolitikken.

- at kommunen bør igangsætte konkrete indsatser, der kan sikre, at ældre bliver fortrolige med og parate til at anvende digitale løsninger.

Til top