Mødedato: 26.01.2021, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8 og microsoft teams

Beslutning: Bydelspuljen - ansøgninger januar 2021

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af arbejdsgruppernes indstillinger, som fremgår nedenfor.

 

Problemstilling

A: På bænken
Ansøgt beløb: 25.000kr. Sagsnummer: 2020-0905433
På bænken’ er en ny udendørs cirkusperformance, skabt af de to erfarne nycirkusartister Henriette Aarup og Signe Løve Anderskov. To nycirkusartister i en smuk akrobatisk duet på en københavnerbænk i byrummet; til glæde for alle forbipasserende.

Afholdelsesdato: 27/5 – 5/6
Ansøger: Teater Kimone
Samlet budget: 25.000kr

Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller et afslag, da de vurderer, at projektet hverken er netværksskabende eller har en særlig relation til bydelen Amager Vest.

 

 

B:  Ørestad – podcast, fotoudstilling & byvandring
Ansøgt beløb: 60.000kr. Sagsnummer: 2020-0905435.

Projektet søger igennem lyd, billeder og vandreture i Ørestad at fortælle områdets historie fra de første spæde tanker til det gigantiske byggeri, som har skabt en helt ny bydel. Der fortælles om det politiske projekt, arkitekturen, det levede liv, erhvervslivet og den grønne omstilling

Afholdelsesdato: juni 2021 – april 2022
Ansøger: Henriette Brink og Majken Astrup
Samlet budget: 341.000kr

Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn, da projektet offentlig tilgængeligt i hele tre år og lokalt forankret i bydelen.

Arbejdsgruppen vil gerne have svar på følgende:

  1. Beløbene i hhv. budget og ansøgningsskema er forskellige: I må gerne rette og sende rettet version til sekretariatet.
  2. Vær opmærksom på at støtte fra bydelspuljen er underskudsgaranti: Indtægter og udgifter skal give nul. Hvis der er overskud, så trækkes dette fra bevilget underskudsgaranti.
  3. En uddybelse af budgetposten ’podcast’.

 Note fra sekretariatet:
Ansøger har sendt ny version af ansøgning, i hvilken beløbene er rettet og posten ’podcast’ er uddybet. Den rettede version indgår i mødematerialet.

 Indstilling fra arbejdsgruppen for Social, omsorg, sundhed og erhverv:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Det er et ambitiøst projekt. Det er positivt at projektet er tilgængeligt for alle i lang tid og forankret i bydelen.

Arbejdsgruppen har spørgsmål til budget: Se indstilling fra kulturgruppen ovenfor.

Indstilling fra arbejdsgruppen for Fysisk planlægning og miljø:
Arbejdsgruppen for fysisk planlægning er delt i spørgsmålet om tilsagn eller ej, og indstiller derfor til videre drøftelse i lokaludvalget. På den ene side vurderes det, at netværksdannelsen i projektet er begrænset og det måske er for tidligt at tale om bydelens historie inden bydelen er færdigbygget. På den anden side er det en bydel, der er i sin vorden og netop kunne have gavn af aktiviteter, der skaber liv og fællesskab.

 

 

C: Mit skoleliv i farver
Ansøgt beløb: 33.000kr. Sagsnummer: 2020-0905437
Ørestad Skole ønsker permanent udsmykning af 4 vægge fordelt på 4 etager i
trappeopgangen med kollektivt maleri af 4 skoleklasser, ledet af kunstgruppen BØRN MALER STORT. Murmaleriet skal give liv og farve til de nye bygninger, lade børnene præge omgivelserne med egne fortællinger om skolelivet, styrke deresdemokratiske ejerskab og give dem en usædvanlig kunstoplevelse.

 Afholdelsesdato:  5 dage i perioden 1. – 28./2

Ansøger: Ørestad Skole

Samlet budget: 33.016,5kr


Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller til videre drøftelse i lokaludvalget. På den ene side, finder de projektet spændende. Men, da udsmykningen er indvendigt i skolen, vil den ikke tilføre udsmykning til selve byrummet. Jfr. med mosaikudsmykning på Dyvekeskolens mur, der vender ud mod offentlig plads.

Indstilling fra arbejdsgruppen for Børn og unge:
Arbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Projektet er ambitiøst og vil virke profilerende for skolen og derved bydelen. Arbejdsgruppen påpeger dog, at påbegyndelsen af projektet nødvendigvis må rykkes lidt, de nuværende (forlængede) restriktioner taget i betragtning.

Dertil skal budgettet rettes, så det ENTEN er på 33.000,- eller 33.016kr.

Note fra sekretariatet: Ansøger har sendt rettet version, der indgår i mødematerialet.

 

 

D: Simian udstillings- og eventprogram 2021
Ansøgt beløb: 100.000kr. Sagsnummer: 2020-0905439
Simian er et nyåbnet udstillingssted for samtidskunst beliggende under en kunstigt anlagt sø, i en 1300 m2 tidligere cykelkælder ved Ørestad Metro Station. Simian er etableret og drives af fire billedkunstnere.

 Afholdelsesdato: 20. februar – 20. december
Ansøger: Simian / foreningen KFP11
Samlet budget: Udstillinger og events 372.600kr + drift 772.400kr = 1.146.000kr

Indstilling fra arbejdsgruppen for Social, omsorg, sundhed og erhverv:
Arbejdsgruppen indstiller til videre drøftelse i lokaludvalget pga. følgende: Selv om det er et stort beløb, har projektet forhåbentligt en blivende værdi for bydelen. Det er dertil positivt, at projektet indeholder udadvendte borgeraktiviteter (se eventuelt mere i projektbeskrivelsen under aktiviteter). Men, gruppen efterspørger en virksomhedsplan, der blandt andet viser, at udstillingsstedet klarer sig uden driftsstøtte fra lokaludvalget i fremtiden. Gruppen er dertil lidt i tvivl om hvorvidt borgeraktiviteterne er målrettet borgerne i bydelen i tilstrækkelig grad.

Gruppen sender følgende spørgsmål til ansøger:

  1. Har I en virksomhedsplan, der blandt andet viser, at udstillingsstedet klarer sig uden driftsstøtte fra lokaludvalget i fremtiden?
  2. Har I planer om at ’Andre aktiviteter’ i fremtiden skal målrettes borgerne i bydelen Amager Vest i større grad end nu?
  3. Vi kan ikke se ’entré’ på indtægtssiden i budgettet. Er der entré til Simian?

SVAR fra ansøger:

  1. Vi har netop startet et samarbejde med en konsulent, der hjælper os med at udarbejde en flerårig støtteplan. Primært sammensættes denne af midler fra større private fonde og Statens Kunstfond. Målet er at vi fra 2022 eller 2023 kan arbejde med en langsigtet økonomisk model, gennem varigt samarbejde med fonde.

     

  2. Det er planen at Simian skal engagere sig i flere udadvendte aktiviteter for lokalmiljøet. Vi har for eksempel en ide til at indgå i et forløb med elever fra Ørestad Gymnasium. Der var også planlagt et borgermøde som skulle finde sted i vores lokaler, som desværre blev aflyst. Som lokale borgere med tiden lærer Simian og os at kende, ser vi også frem til at få en fast gruppe af tilbagevende gæster. Dette vil også give os flere ideer til hvordan vi kan engagere os i bydelen.

     

  3. Der er altid gratis entre på Simian. Vi ønsker at stedet skal være åbent og tilgængeligt for alle indkomstgrupper.

Indstilling fra arbejdsgruppen for Kultur og fritid:
Arbejdsgruppen indstiller til videre drøftelse I lokaludvalget. Jfr. indstilling fra SOSIE ovenfor.

 

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af arbejdsgruppernes indstillinger.

 

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til de enkelte ansøgere uddeles som underskudsgaranti fra Bydelspuljen.

Lokaludvalget har 4 eksterne ansøgninger til behandling til et maksimalt beløb på 218.000kr. af 2021 midlerne. 

 

 

Beslutning

A: Ansøgningen På bænken fik afslag med den begrundelse, at projektet hverken er netværksskabende eller har en særlig relation til Amager Vest.

B: Ansøgningen Ørestad - podcast, fotoudstilling og byvandring  fik bevilget 60.000 kr.

C: Ansøgningen Mit skoleliv i farver fik under afstemning bevilget 33.000 kr.

Følgende stemte for: Kresten Thomsen, Nick Vikander, Arne Bjørn Nielsen, Jan Oster, Mark Gray, Niels Balling, Ulla Støvelbæk, Robert Nielsen, Uffe Meulengracht, Nete Skøtt, Cecilie Kaysen, Peter Hess-Nielsen, Andreas Petersen, Benjamin Lausten, Jill Petersen.

Imod: André Vedgren, Anders Bo Nielsen, Andreas Boisen. 

Undlod: Hanne Schmidt.

D: Ansøgningen Simian udstillings- og event program 2021 fik bevilget 100.000 kr.
Til top