Mødedato: 25.10.2022, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: henvendelse vedr. Movias spareforslag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til formulering af lokaludvalgets holdning til Movia sparekatalog for buslinjer på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for bolig, erhverv og miljø.

Problemstilling

En borger har henvendt sig til lokaludvalget for at høre om lokaludvalgets holdning til Movia sparekatalog.
 
Movia offentliggjorde i august 2022 et sparekatalog hvor nedlæggelse af linje 10, 14, 37, 77 og 78 nævnes, som mulige besparelser i Københavns Kommune.
https://www.moviatrafik.dk/presse/presse-og-nyheder/vis/?key=703836299598888

Baggrunden for sparekataloget

Baggrunden for sparekataloget er ifølge Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune, at Movia oplever pt. et ekstraordinært stort pres på udgifterne til busdriften. Det skyldes dels den høje inflation, dels at passagerne fortsat ikke er 100 pct. tilbage i busserne efter COVID-19. Regeringen meddelte i økonomiaftalen med KL i juni 2022, at den forventer kun delvist at dække selskabernes udgifter til COVID-19 i 2022. Udgifterne skyldes primært færre passagerer og dermed færre passagerindtægter, men også udgifter til ekstra rengøring.

Økonomiforvaltningen oplyser desuden, at Movia har udarbejdet sparekataloget på kort tid og i kataloget udelukkende udpeger de buslinjer med størst tilskudsbehov. Dvs. de linjer, hvor udgifterne i mindst omfang dækkes af passagerindtægter. Af kataloget fremgår det, at hvis Københavns Borgerrepræsentation beslutter helt at nedlægge linje 10, 14, 37, 77 og 78, kan Københavns Kommune spare i alt 44 mio. kr. årligt på busdriften.

Københavns Kommune har beslutningskompetencen vedr. buslinjerne
Movia kan ikke selv beslutte, at spare på buslinjer eller helt nedlægge buslinjer. Det er alene Københavns Kommune, der kan beslutte det. Økonomiforvaltningen har i august 2022 orienteret Økonomiudvalget om sparekataloget. Der er i forbindelse med forhandlingerne om budget 2023 ikke blevet bestilt budgetnotater med forslag om busbesparelser herunder for de buslinjer, der indgår i Movias sparekatalog. Der indgår heller ikke busbesparelser i den netop godkendte budgetaftale for 2023.

Arbejdsgruppens indstilling

Arbejdsgruppen for bolig, erhverv og miljø har behandlet henvendelsen og formuleret følgende holdning:

Amager Vest Lokaludvalg er imod evt. nedlæggelser af rute 77 og 78, da disse linjer er nogle af de få buslinjer, der går på tværs af øen. Ønske om bedre forbindelser på tværs har længe været rejst bl.a. borgerne på Amager. Desuden betjener netop disse to linjer en række institutioner for bl.a. ældre, som eksempelvis Peder Lykke Centeret og Amager hospital, som jo netop er afhængige af offentlig transport. Derfor bør sparekataloger ikke kun tage udgangspunkt i antal passagerer, men også hvilke brugerbehov bussen opfylder. 

Løsning

At lokaludvalget godkender forslag til formulering af lokaludvalgets holdning til Movia sparekatalog for buslinjer på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for bolig, erhverv og miljø.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med følgende ændringer:

i første sætning ændres "er imod nedlæggelser" ændres til "ønsker at bevare"

En tilføjelse vedr. betydningen af institutioner som Højdevang Skolen og nye boliger på Irlandsvej ift. behovet for at bevare de to buslinjer.
Til top