Mødedato: 25.06.2024, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Orientering: forslag til lokalplan Bella Center Nord

Indstilling

Forpersonen for Amager vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget tager sagen vedr. svar på intern høring vedr. lokalplan for Kvarteret ved Bella Center Nord til efterretning.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt forslag til ny lokalplan for Kvarteret ved Bella Center Nord i intern høring.

Grundejer har anmodet forvaltningen om et nyt plangrundlag, da man ønsker at ændre anvendelse fra serviceerhverv til boliger. Ejer ønsker at bygge ca. 80.000 m2 nybyggeri med boliger, et plejehjem samt en daginstitution. Hertil kommer et parkeringshus og et ønske fra Hotel Bella Sky om en mindre tilbygning. Byggeønskerne forudsætter, at en anmodning om dispensation til en reduktion af antallet af parkeringspladser til Bella Center og Bella Sky fra 1.300 til 573 pladser imødekommes. Der skal i lokalplanen tages hensyn til trafikstøj fra Vejlands Allé og Center Boulevard. Der er ønske om et delvist bilfrit byområde, grønne arealer, herunder et parklignende område, biodiversitet samt andre bæredygtighedstiltag, vindpåvirkning og trafikafvikling, herunder for de bløde trafikanter.

For at gennemføre projektet, og udarbejde lokalplanforslaget, er det nødvendigt, at der fastlægges nye rammer i Kommuneplan 2024. Det forventes, at Kommuneplan 2024 muliggør den ønskede ændring til boliger, og fastlægger det maksimale etageareal i det nye boligområde til 80.000 m2.

Lokaludvalgets høringssvar

Arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv har behandlet sagen og indstillet følgende høringssvar, som blev godkendt af forretningsudvalget.

Amager Vest Lokaludvalg har i forbindelse med intern høring af Kommuneplan 2024 forholdt sig til dette areal ved Bella Center og Bella Sky.

Lokaludvalget ønsker, at udviklingen af Ørestad i højere grad sker med henblik på at skabe en god og blandet bydel med et aktivt byliv. De sidste mange års udvikling af Ørestad har båret præg af en funktionsopdelt planlægning med fokus på boliger, kontorerhverv og hoteller.  Med den foreslåede rammeændring i forslag til Kommuneplan 2024 (Ørestad – Bella Centret S3* - R19.S.10.6 B5* - R19.B.10.60) skabes der plads til 400-500 nye boliger i et område, der stort set er fuldt udbygget. Muligheden for at indtænke understøttende funktioner såsom skoler, daginstitutioner, kultur- og fritidstilbud mv. er derfor også begrænset. Derudover er området beliggende ud til Vejlands Alle, der gør det svært at indpasse boliger.

 Velvidende, at der vil foregå en efterfølgende lokalplanlægning, mener vi at der bør indgå særlige bemærkninger i kommuneplanen, da historien om Ørestad har vist, at det er nødvendigt at indtænke en mere helhedsorienteret tænkning allerede i kommuneplanlægningen. En tilgang som Københavns Kommune med succes også har praktiseret for Jernbanebyen i Kommuneplanplan 2019.

 Området skal udvikles som forsøgsområde for byudvikling med fokus på universelt design, inklusion og lige adgang for alle. Der skal sikres gode forbindelser for cykler og gående til de omkringliggende områder, herunder på tværs af Vejlands Alle. Samtidigt skal fælleden og blå kanaler indtænkes som et element i byudviklingen. Udviklingen af kvarteret skal desuden ske med fokus på at skabe en blandet og levende by med attraktivt handels-, fritids-, erhvervs- og byliv. Visionerne skal indtænkes som en del af lokalplanlægningen i dialog med grundejer.

Med det formål at få en god demokratisk proces og dialog med borgerne anbefaler vi derfor, at lokalplanen/ naboorienteringen afventer den offentlige høring af Kommuneplan 2024.

Løsning

At lokaludvalget tager sagen vedr. svar på intern høring vedr. lokalplan for Kvarteret ved Bella Center Nord til efterretning.

Videre proces

Indstilling herom forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget i august 2024. Der udarbejdes ikke startredegørelse, og forvaltningen forventer, at der kan fremlægges et planforslag til politisk behandling i 3. kvartal 2024.

Lokalplanen først kan vedtages endeligt, når Kommuneplan 2024 er vedtaget endeligt.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top