Beslutning: Bevilling til opdatering af lokaludvalgets borgerpanel
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget beslutter at udsende invitationer til lokale borgere om deltagelse i lokaludvalgets borgerpanel.
Problemstilling
Borgerpanelsundersøgelser har vist sig at være et godt redskab til at indsamle holdninger fra borgerne, og deres input har været vigtige og relevante i lokaludvalgets egne undersøgelser. Borgerpanelet er indtil videre brugt to gange i 2024 til undersøgelser om henholdsvis KUBI-planen og trafikale udfordringer på Amager.
Det nuværende borgerpanel består af cirka 4.464 antal borgere, men det opleves, at mange mails ikke længere er i brug. Derfor er det uklart, hvor mange borgere der egentlig modtager borgerpanelsundersøgelsen.
Løsning
At alle borgere i Amager Vest, der er fyldt 15 år, får tilsendt en invitation til at deltage i borgerpanelet via e-Boks. Dette gælder både borgere, der er tilflyttet siden sidste invitation, samt borgere der i forvejen er tilmeldt borgerpanelet, der får mulighed for at blive inspireret på ny og eventuelt tilmelde sig med en ny e-mail.
Økonomi
Det koster cirka 0,30 kr. pr. borger at udsende invitationer gennem e-Boks. I alt cirka 25.000 kr. til at udsende invitationer til borgerpanelet.
Videre proces
At lokaludvalget godkender forslaget.