B. Beslutning: bemærkninger til cykelparkeringsundersøgelse
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til bemærkninger til undersøgelse af behov for cykelparkering i byens rum på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv.
Problemstilling
Teknik og miljøforvaltningen i Københavns Kommune gennemførte i december 2024 en survey blandt byens borgere vedr. behov for cykelparkering i byens rum. Resultatet af surveyen er vedlagt som bilag.
Forvaltningen har anmodet Amager Vest Lokaludvalg om at supplere og kvalificere borgernes ønsker vedrørende behovet for cykelparkering i bydelens rum. Fristen er 28. februar.
Arbejdsgruppens indstilling
Arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv har behandlet høringen og indstiller følgende høringssvar:
Indledningsvis må vi konstatere, at der er et stort behov for plads til parkering af cykler i bydelen. Det gælder i særlig grad i de tættere bebyggede bydele som Islands Brygge, Ørestad City og Nord og langs Amagerbrogade. En lokalisering, der i en vis udstrækning hænger sammen med nybyggeri, hvor der i lokalplaner og ved pladsrenoveringer er afsat alt for lidt plads, på terræn og i stueplan på grundene, til parkering af cykler.
I de seneste 10 – 15 år har Lokaludvalget vedblivende i forbindelse med lokalplanshøringer gjort kommunen opmærksom på behovet for nødvendig parkeringsplads og -indretning til cykler inde på byggegrundene og ikke langs med husmurene mod gaden, med disponering af fortovsarealer og andet vejareal til delvis at opfylde parkeringsbehovet.
I årene har kommunen endvidere været klar over, at antallet af cykler i byen ville stige og at en væsentlig andel af cykelparken ville være ladcykler samt tungere udgaver af cykler med el-drift, der kræver mere parkeringsplads og i tilfælde også særlig indretning af pladsen. Endvidere har kommunen også været bekendt med cykelpendlere til/fra metrostationerne, centrale busholdepladser, dagligvaremarkeder mv. Så trængselssituationen mht. cykelparkering i bydelen må siges, at være ubetinget kommunalt selvforskyldt.
Med situationen kan løsningsforslag dog være:
- Udvidet anvendelse af gårdarealer og mellemrum mellem boligblokke til cykelparkering
- Konvertering af stuelejligheder til parkering af cykler
- Pålæg til dagligvaremarkeder om at prioritere pladsen foran butikken mod fortovet til cykler fremfor merchandising
- Hvor der er plads kombinere cykelparkering med en Københavner-bænk
- I nogle tilfælde måske konvertering af bilparkeringsplads og plads ved affaldspunkter til plads for cykler
I Amager Vest finder vi det ikke acceptabelt, at lade træer og andre grønne vækster vige for cykelparkering. En ting, som vi parkeringsmæssigt ved lejligheden finder anledning til at pege på, er de mange leje-køretøjer (løbehjul og cykler), der ligger og flyder alle vegne på fortovs- og hjørnestrækninger overalt i bydelen. I den sammenhæng kan vi ikke stærkt nok opfordre kommunen til at få bragt orden i dette forfærdelige rod. Der må da være nogen, der har ejerskab og dermed ansvar for disse køretøjer i bybilledet?
Løsning
At lokaludvalget godkender forslag til bemærkninger til undersøgelse af behov for cykelparkering i byens rum på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv.