Mødedato: 25.02.2025, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

A. Beslutning: eksterne ansøgninger til bydelspuljen

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af indstillingerne fra arbejdsgruppen for bydelspuljen, som fremgår under hver ansøgning.

Problemstilling

Lokaludvalget modtager ansøgninger til bydelspuljen forud for hvert lokaludvalgsmøde. Disse ansøgninger bliver vurderet i forhold til de af lokaludvalget vedtagende kriterier for uddeling af puljemidler. Først bliver de behandlet af en nedsat arbejdsgruppe, der udarbejder indstillingen og efterfølgende af lokaludvalget på lokaludvalgsmødet, der træffer den endelige beslutning. Herunder er beskrevet de kriterier ansøgninger til bydelspuljen bliver vurderet i forhold til.

Kriterier for bydelspuljen

Hvem: Enhver borger, gruppe eller forening kan søge penge til aktiviteter og arrangementer, der foregår i bydelen Amager Vest, har en klar tilknytning til bydelen, eller er med til at styrke og udvikle Amager Vest som bydel.

Hvad: Amager Vest Lokaludvalg støtter almennyttige, non-profit projekter, der er bydelsrelevante og som foregår i bydelen (se kort over Amager Vest herunder). Projektet skal dyrke og styrke værdier som frivillighed, dialog, samarbejde, fællesskab og netværksskabelse.

Kriterier: Dit projekt behøver ikke leve op til alle kriterier, men Lokaludvalget lægger særlig vægt på:

  • At der er en høj grad af frivilligt engagement i projektet.
  • At projektet skaber og/eller styrker netværk i bydelen Amager Vest ved:
    • at projektet gennemføres i samarbejde mellem flere af bydelens borgere og/eller grupperinger, som ikke normalt samarbejder.
    • at projektet lægger op til aktiv deltagelse og ikke blot byder på underholdning.
  • At antallet af deltagere står i et rimeligt forhold til det ansøgte beløb.
  • Lokaludvalget prioriterer spirende og nyskabende projekter højt.
  • At projekter der søger mere end 10.000 i støtte, arbejder med eller bidrager til, løsningen af de arbejdsområder, som Lokaludvalget har beskrevet i Bydelsplanen.

Lokaludvalget er interesserede i projekter, der forholder sig til og bidrager med yderligere nye ideer til, hvordan vi kan udvikle vores fantastiske bydel.

Ansøgninger

A: ”Cyklus og Selvforståelse: Et styrkende forløb for unge kvinder”

Ansøgt beløb: 45.200 Kr.                                         Sagsnummer: 2025-0034119

Cykluslære for unge kvinder" er en etårig indsats med fokus på at styrke selvindsigt, kropsforståelse og trivsel blandt unge kvinder i alderen 13-18 år. Gennem workshops, bevægelsesaktiviteter og mentorprogrammer lærer deltagerne om kvinders cyklus og dens betydning for fysisk og mental sundhed. Formålet er at skabe et trygt og inkluderende rum, der fremmer trivsel og selvværd, samtidig med at tabuer omkring kvinders cyklus nedbrydes.

Afholdelsesdato: 1. marts – 1. november 2025 (3 timer ugentligt)
Ansøger: Forening: The Life Tribe
Samlet budget:  75.200 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:

Arbejdsgruppen indstiller til et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet sætter fokus på område der trænger til et løft. Arbejdsgruppen har bedt ansøger om at dokumentere antal deltagere i evalueringsskemaet.

Ansøger har på arbejdsgruppens opfordring eftersendt følgende beskrivelse af handicapforholdene, der ved en fejl ikke var blevet anført i skemaet. Ansøger skriver:

 

B: ” Udvidelse og forbedring af køkkenfaciliteter”

Ansøgt beløb: 50.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0035555

Amager Seniorklub oplever en øget tilgang af seniorer, som ønsker at deltage i aktiviteter og netværk i den gode atmosfære, som bestyrelsen dagligt arbejder på at sikre. Med en foreløbig deltagervækst i 2024 på 18% - op til nu 330 medlemmer – så er behovet for forbedrede vilkår for de frivillige, som dagligt sikrer service i the-køkkenet opstået. Tilbud om kaffe og brød til alle deltagere både fra indendørs og udendørs aktiviteter skal kunne klares med smil og hjertevarme. Derfor renoveres køkkenfaciliteter […]

Afholdelsesdato: 10. marts – 15. marts 2025
Ansøger: Amager Seniorklub
Samlet budget:  98.054,25 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen anbefaler et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker projektet understøtter seniores muligheder for at deltage aktivt som frivillige. Det skal i øvrigt bemærkes, at køkkenet der renoveres befinder sig i kommunalt regi.

 

C: ”Sommer i Baggården”

Ansøgt beløb: 15.700 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0035751

Møder med forskellige mennesker lykkes ofte rigtig godt med kulturen som løftestang. Og ikke mindst når der er børn og mad involveret.
Med Sommer i Baggården skaber vi sammen nogle nye, positive fortællinger om områder i Amager Vest som ellers ikke har det bedste ry. Vi rykker kulturoplevelser ud til de borgere, der ikke altid selv finder hen i vores kulturhuse.
I år prøver vi projektet af på tværs af bydelene Øst & Vest.

Afholdelsesdato: 24. juni - 29. juni 2025
Ansøger: Kulturpilot / Kulturteam Amager Øst / Københavns kultur- og fritidsforvaltning
Samlet budget:  100.200 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet er netværksskabende og aktiverende på tværs af en bred gruppe af børn i Amager Vest.

 

D: ”Amager Vest Natur Farver”

Ansøgt beløb: 19.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0036072

Vi afholder aktiviteter i Amager Vest, hvor børn inviteres til at opdage naturen og bruge den bæredygtigt og kreativt. På sanketure samler vi planter til at udvinde farver, som børnene bruger til at tegne og male. De får guider til farveudvinding, artsgenkendelse og observation. Over 6 måneder afholdes 6 workshops.

Afholdelsesdato: 1. maj - 1. november 2025
Ansøger: Clorofille Naturforening
Samlet budget:  52.000 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet både er nyskabende og understøtter at børn i Amager Vest får et bedre forhold til naturen.

 

E: ”Kvindeuge”

Ansøgt beløb: 40.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0036464

Festuge for hele amager. Som optakt til kvindernes kampdag vil vi holde et brag af en kampuge, hvor vi udforsker kvindekampen i et historisk og et nutidigt perspektiv, gennem blandt andet kreative aktiviteter, musik og foredrag. Vi vil arbejde med temaer som Køn og litteratur, Kvindekamp og politik og Den globale kvindekamp.

Afholdelsesdato: 3. marts - 8. marts 2025
Ansøger: Peder Lykke Centrets Aktivitetscenter
Samlet budget:  110.000 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet er netværksskabende og dækker et behov for at styrke kvindesagen.

 

F: ”Sommer På Stranden”

Ansøgt beløb: 50.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0036565

3 intensive uger ved Amager Strand med hyggelig stemning og masser af gratis kulturaktiviteter til børn, børnefamilier og børneinstitutioner i ugerne 28, 29 og 30. Sommer På Stranden har åbent alle dage fra 10-17 – både hverdage og weekend – i al slags vejr.

Afholdelsesdato: 5. juli - 25. juli 2025
Ansøger: Børnekulturhus Ama’r
Samlet budget: 226.500 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet er et godt, tilbagevendende, netværksskabende og velbesøgt projekt. De beskriver i øvrigt, hvordan de vil gøre det tilgængeligt for en målgruppe, der ellers ofte bliver glemt.

 

G: ”Fælles om Fælleden (test workshops)”

Ansøgt beløb: 7.300 kr.                                                                      Sagsnummer: 2025-0036684

Projektet består af 3 borgerinddragende workshops. De tre workshops afprøver metoder, som hjælper de deltagende lokale borgere med at skabe relation og tilhørsforhold til Amager fælled. Vi arbejder med kunstneriske metoder indenfor tegning, skrift og kropslig bevægelse.

Afholdelsesdato: 1. april - 30. april 2025
Ansøger: Rikke Otte
Samlet budget:  19.100 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at det er et eksperimenterende og nyskabende projekt, med et mål om at være netværksskabende om at samles på fælleden.

 

H: ”Folkefest til Skole-OL.”

Ansøgt beløb: 25.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0036750

I juni afholdes Skole-OL hvor 7000 børn samles på Amager. Som afslutning arrangerer Amager Kultur Øst og Vest i fællesskab en stor folkefest, hvor lokale beboere, skoler og frivillige inviteres til en fejring med masser af spændende og inspirerende kultur på programmet. Deltagerne kan også prøve OL-discipliner og nyde en lækker fællesspisning.

Afholdelsesdato: 19. juni 2025
Ansøger: Kultur- og fritid Amager Øst
Samlet budget:  70.000 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet involverer en masse lokale borgere, og kan inspirere lokale børn og unge til at dyrke idræt.

 

I: ”BIG BANG festival 2025”

Ansøgt beløb: 55.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0036769

BIG BANG er en familiefestival med koncerter, lydinstallationer, forestillinger og workshops på Musiktorvet og i husene omkring, der finder sted d. 30. og 31. august. Der er skolevisninger i dagene før/efter. I måneden op til arbejder børn sammen med professionelle kunstnere om at skabe et performativt værk til festivalen og med at lave PR

Afholdelsesdato: 1. august – 1. september 2025
Ansøger: Børnekulturhus Ama’r
Samlet budget:  488.000 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet er med til at lære en ung generation om kultur, der skaber god mulighed for at samle familier i Amager Vest.

 

 J: ”Spillet om Sundbyerne – den lokale historie udforsket i skolen – formidlet i området

Ansøgt beløb: 30.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0036772

I spillet bliver eleverne aktører i Sundbyernes udviking op til 1902, ud fra demografiske data og familiehistorier. Spillet udvikles ikkekommercielt,men så lærere kan bruge det fremover. Samarbejde bl.a. med SULFA, Stadsarkivet og Brætspilsbureauet. Emnet formidles også via fx foredrag, særligt til ældre og medarbejdere på det sociale område.

Afholdelsesdato: 1. marts – 20. december 2025
Ansøger: Formidlerforeningen
Samlet budget:  60.000 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at det er et fint emne at skabe et formidlende projekt omkring. Arbejdsgruppen har bedt ansøger kort redegøre for det relativt store antal deltagere, man forventer i projektet alt taget i betragtning. Ansøger svarer:

Det er nok også lidt misvisende med 400 personer i alt for det I evt. støtter. Tallet dækker det samlede projekt, hvor der også søges fra Amager Øst Lokaludvalg. Så jeres spørgsmål og mit svar er også relevant dér, så jeg inkluderer Amager Øst cc.

Jeg medgiver, at sådan en 1+1 opbygning af et projekt åbner for noget uoverskuelighed. Tallet for projektet under AVLU burde være 200, eller ca. 165 personer der ikke er elever.

Det ville dække:
Ca. 40 Amager Vest deltagere i samlet 4 byvandringer for offentligheden.
Ca. 50 deltagere i to foredrag for ældre i Amager Vest.
Ca. 15 frivillige inddraget via SULFA, studerende, lokale, brætspilsnørder osv.
Ca. 40 personer der især følger projektet via projektets Facebookgruppe osv.
Ca. 20 lokale personer fra familier der deltager i arrangement i efterårsferien

Det er ca. 165 personer. Men man kan godt diskutere, hvad der skal til for at være "deltager" eller have gælde af projekt. Det kræver at man er opmærksom på projektet og at det er lokalt støttet.

mvh,
Paul Hartvigson

Løsning

At lokaludvalget vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af arbejdsgruppernes indstillinger.

Økonomi

Lokaludvalget har på sit møde den 25. februar 10 eksterne ansøgninger til behandling, der tilsammen søger om 337.200 kr. fra bydelspuljen i 2025.

Til top