Mødedato: 25.02.2014, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Ansøgning: Børn og Unges kulturelle vej til uddannelse

Kulturforeningen Liv i Sundby - Børne/Unge-Kulturpiloterne søger om støtte til arrangementer projekter for børn og unge.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

Den 25. januar 2014 søgte Bente Vedel Larsen på vegne af Kulturforeningen Liv i Sundby - Børne/Unge-Kulturpiloterne om 41.500 kroner i støtte til gennemførsel af tre arrangementer for børn og unge fra Urbanplanen, Islands Brygge og Ørestad fra februar til starten af sommeren 2014.

Projektet Børn og Unges kulturelle vej til uddannelse er opdelt i tre arrangementer, der bliver planlagt og arrangeret sammen med børn og unge fra Kulturpiloterne. Deltagerne skal gennem arrangementer og ved praktisk erfaring lære, hvordan man arrangerer og afvikler kulturevents. Samtidig skal de møde andre unge under uddannelse og på den måde få et bredere indblik i uddannelsesvalget, og en mulighed for at spore sig ind på deres egen vej i uddannelsessystemet.
De tre arrangementer er: ”Parkour som brændstof til projektarbejde”, hvor nye målgrupper - især drenge - skal inddrages i kulturarbejdet. ”Børn og unge anbefaler forestillinger fra Børneteaterfestival”, hvor omkring 15 til 20 børn og unge samt nogle voksne vil tage til den årlige børneteaterfestival for at købe og indstille forestillinger til bl.a. Amager Børneteaterfestival, Ørestad og Solvang Biblioteker, Børnekulturhus Ama’r og Kulturhuset Islands Brygge. ”Hygge Masterchef” vil lade lokale unge mødes med unge fra AFUKs madværksted, og sammen med en professionel kok lære at lave en menu. Derefter skal der dystes i madlavning ligesom i masterchef tv-programmet, hvor de unge deles ind på hold og tilbereder menuen sammen.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 77.500 kroner. Der er bevilget støtte fra Amager Lynpulje og søgt støtte fra Partnerskabet i Urbanplanen og FerieCamp. Desuden bidrager Ørestad og Solvang Biblioteker med personaletimer.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 5. februar 2014 og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Projektet introducerer uddannelsesmuligheder for børn og unge på en spændende måde, der ikke er set før, og det skaber netværk mellem deltagerne.  

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling betyder, at det ansøgte beløbet bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.

Beløb ekskl. moms: 41.500 kr.

Beslutning

Niels Balling erklærede sig inhabil og forlod mødet under behandlingen af punktet. Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 41.500 kr. til projektet.
Til top