Mødedato: 25.02.2014, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Ansøgning: The Miracle Kid

Copenhagen Dance Space søger om støtte til teaterforestilling kombineret med foredrag.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Copenhagen Dance Space på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af Copenhagen Dance Space søgte Josefin My Bjerkensø den 1. februar 2014 om 30.000 kroner i støtte til den kombinerede teaterforestilling og foredrag 'The Miracle Kid'. Forestillingen er henvendt til unge på 12-20 år, og skal foregå i slut marts eller start april 2014. Der forventes 500 besøgende.

The Miracle Kid er dels en teaterforestilling med musik og sang om temaerne hjemløshed, plejefamilier og at opleve død tæt på, og dels et foredrag med mulighed for at stille spørgsmål til Josh Canfield fra USA, der er vokset op som hjemløs og har boet i 18 forskellige plejefamilier. Sammen skal det give unge i Amager Vest en positiv oplevelse og lyst til at tænke og tage ansvar. Forestillingen skal tilbydes gratis til elever og lærere i alle 7., 8. og 9. klasser og på gymnasier i Amager Vest. 

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 35.000 kroner, hvoraf 5.000 kroner udgøres af egenfinansiering.  

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 5. februar 2014 og indstiller et afslag. Arbejdsgruppen savner konkrete aftaler med samarbejdspartnere og skoler. Desuden savnes et mere lokalt perspektiv; der findes mønsterbrydere og lokale aktører, der arbejder med hjemløse, i lokalområdet. Deres gode historier ville være mere interessante for de lokale unge.   

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning, og udvalget vedtog således at afvise ansøgningen med begrundelsen, at lokaludvalget savner konkrete aftaler med samarbejdspartnere og skoler. Desuden savnes et mere lokalt perspektiv, fx findes der lokale mønsterbrydere og lokale, der arbejder med hjemløse i lokalområdet. Deres gode historier kunne på lige fod være interessante for lokale unge.
Til top