Beslutning: AVLUs involvering i projekt Liv i Ørestad
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller til, at lokaludvalget drøfter,
- om og hvordan lokaludvalget vil engagere sig i ’Liv i Ørestad’ på baggrund af oplæg fra Rune Høyrup og Lauridsen fra Kultur S og Antoine Améaume fra Kulturhavn.
- udpeger repræsentanter, som gå i dialog om projektet med KFF
Problemstilling
Kultur S under KFF ønsker at etablere et ’Bylivskontor’ i Ørestad, der skal være knudepunktet for nytænkning af faciliteter og udvikling af tilbud og destinationer for kultur- og fritidslivet, både med hensyn til udendørs og indendørs faciliteter.
Ved at sørge for, at litteraturen, kulturen, idrætten og fritidslivet i højere grad kommer ud til borgerne i byen, kan det styrke borgernes deltagelse og dermed skabe en mere levende Ørestad. Derfor skal kunst, kultur og fritidsliv osv. i højere grad udfoldes i byrummet og understøtte det gode københavnerliv. Det skal gøres ved at bakke op om eksisterende initiativer, nye initiativer, partnere og lignende og styrke dem.
Bylivskontoret skal fungere som
1. En åben dør, hvor enkeltpersoner, foreninger, institutioner og virksomheder kan komme forbi og få rådgivning, sparring og hjælp til planlægning og formidling eller lignende af deres aktiviteter.
2. En grejbank for eventmagere: Her kan frivillige kulturskabere låne diverse materialer såsom værktøj, a-skilte til info om arrangementer, borde, stole, og hvad man ellers har brug for.
3. Et samlingspunkt og mødested for et nyt Ørestads kulturnetværk: Bylivskontoret skal også være et mødested for borgere, institutioner mv., der arbejder med Ørestad. Lokalerne kan også bruges til workshops og inspirationsmøder med henblik på at skabe netværk mellem de forskellige aktører, som bruger Ørestad til at skabe det kultur.
4. Et knudepunkt for viden om Ørestad: Her samles folk, som har særlige kompetencer inden for events og bylivsudvikling i Ørestad. Det er mennesker, der kender Ørestads udfordringer, potentialer og samtidig har viden om ejerforhold, tilladelser, natur osv. Det kan f.eks. inkludere medarbejdere fra Kultur- og Fritidsforvaltningen (herunder medarbejdere fra Kultur S), Teknik- og Miljøforvaltningen, Grundejerforeningen eller andre.
Kulturnetværk
Et kommende bylivskontor skal trække på de kreative kræfter, som ligger hos disse ildsjæle og de som ønsker at deltage. Der skal opfordres til samskabelse, partnerskaber og frivillighed på tværs af en bred målgruppe. Interessenterne spænder fra kreative aktører til foreninger, virksomheder, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, By & Havn og Københavns Kommune på kryds og tværs af forvaltninger og mange flere.
De ønskede faciliteter
Bylivskontoret skal huse en række faciliteter, bl.a.:
1. Mødelokale(r)
2. Kontorfælleskab
3. Arrangementslokale/undervisningslokale
4. Plads/område til udendørs aktiviteter
Lokaludvalgets rolle:
Byliv i Ørestad er i opstartsfasen og har derfor endnu ingen konkrete projekter i støbeskeen. Men hvis Amager Vest Lokaludvalg har lyst til at hjælpe, er dette meget velkomment.
Det kan f.eks. være ved at dele viden om netværk og aktører, viden om, hvad der sker i området, udvalgets ønsker for området og lignende.
Løsning
at lokaludvalget drøfter
- om og hvordan lokaludvalget vil engagere sig i ’Liv i Ørestad’.
- udpeger repræsentanter, som gå i dialog om projektet med KFF
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Beslutning
Det blev besluttet, at Niels og Kresten udpeges som repræsentanter for lokaludvalget i projektet Liv i Ørestad, og at samarbejdet forankres i de to arbejdsgrupper kultur- og fritid og børn- og unge.