Høring vedr. udkast til Københavns Kommunes handicappolitik 2018-2022
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller
1) at lokaludvalget drøfter høringssvar ved. udkast til Københavns Kommunes handicappolitik 2018-2022.
2) at lokaludvalget derefter giver bemyndigelse til arbejdsgruppen for området Social, omsorg, sundhed og integration til at udarbejde endeligt høringssvar hvorefter formanden sender høringssvaret til Københavns Kommune.
Problemstilling
Socialforvaltningen har sendt udkast til Københavns Kommunes handicappolitik 2018-2022 i høring, med frist den 10. november 2017.
Visionen i politikken er, at københavnere med handicap har mulighed for at leve et selvstændigt liv med høj livskvalitet.
Politikken har fokus på fire temaer, der bidrager til, at borgere med handicap har høj livskvalitet og
de samme muligheder som andre københavnere:
Det gode liv handler om friheden til selv at vælge, hvad man synes, der gør livet godt at leve, og det gode liv er derfor forskelligt fra person til person.
Deltagelse rummer fx deltagelse i egen sag i kommunen, deltagelse i lokalsamfundet, i foreninger
eller på arbejdsmarkedet.
Skole, uddannelse og beskæftigelse giver dannelse, noget at stå op til, socialt samvær og meget mere.
Netværk er vigtigt for alle mennesker og kan være særlig vigtigt i en hverdag, hvor man har brug for lidt ekstra hjælp.
Rammen for handicappolitikken 2018-2022 bygger på tre principper:
For det første har Københavns Kommune en vision om, at alle københavnere skal have mulighed
for at leve et selvstændigt liv med høj livskvalitet.
For det andet hviler handicappolitikken på det til enhver tid gældende lovgrundlag, ligesom FN’s
Handicapkonvention giver en ramme og retning
For det tredje funderes handicappolitikken på viden om, hvad der virker.
Link til høringen med udkastet i sin helhed.
Løsning
Lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Drøftes på mødet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt, med den ændring, at høringssvaret skal godkendes i forretningsudvalget.
Lokaludvalget havde følgende bemærkninger til høringssvaret:
Lokaludvalget er bekymret for, om Handicappolitikken blot er et udtryk for hensigtserklæringer, om borgerne i Københavns Kommune reelt vil opleve, at politikken har gennemslagskraft.
På s.10 nævnes det, at Københavns Kommune i dag "sammentænker indsatser på tværs af forvaltningen". Lokaludvalget ønsker at vide, hvor det er man i dag i forvaltningen sammentænker indsatser på handicapområdet.
Derudover er lokaludvalget bekymret for, hvordan handicappede inkluderes i den almindelige folkeskole. Lokaludvalget er af den opfattelse, at handicappede elever kun skal inkluderes, hvis den enkelte elev kan profitere af inklusionen. Pointen er, at ikke alle elever med særlige udfordringer har glæde af at blive inkluderet i den almindelige folkeskole. Det gælder især i de ældre klasser.
En vellykket inklusion af handicappede elever kræver en rummelig og fleksibel folkeskole, hvor undervisningen kan tilpasses og ændres efter behov. Det kræver også særlig uddannelse af lærerne, som Københavns Kommune derfor bør prioritere ressourcer til, hvis ambitionen om inklusion skal lykkes.