Beslutning: Projekt om byrum og trafikafvikling ved Axel Heides Gade efter anlæg af M5 metrostation
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget drøfter medlemsforslag fra Jan Oster om bevilling af 100.000 kr. til udarbejdelse af et professionelt visionsoplæg med analyse og visualisering af mulighederne i Axel Heides Gade i forbindelse med etableringen af en ny metrostation.
Problemstilling
Arbejdsgruppen Axel Heides Gade er under opstart på initiativ af Jan Oster og en lokal borger.
Etableringen af metrolinjen M5 indeholder en ny metrostation på Axel Heides Gade ved gaden Islands Brygge. I etableringsfasen af stationen vil gaden Islands Brygge blive lukket for gennemkørsel i en årrække ved Axel Heides Gade.
Lukning af gaden Islands Brygge ved Axel Heides Gade
Der er kommet et forslag fra beboere i området om at gøre denne lukning permanent for at løse de trafikale udfordringer i området.
Forslaget indeholder også, at der etableres et sammenhængende grønt byrum med mødesteder velegnet til ophold i Axel Heides Gade i forlængelse af den kommende metrostation.
Forslaget går ud på, at bilister, der kommer fra den sydlige del af Islands Brygge, skal kunne dreje til højre ad Axel Heides Gade og op mod Artillerivej.
I retning fra den nordlige del af Bryggen mod syd, vil vejen være spærret. Til gengæld vil det nordlige spor på Axel Heides Gade være åbent for biler, der kommer fra Artillerivej, så disse kan køre videre ad Islands Brygge mod nord.
Lukningen vil betyde, at den sydlige del af Islands Brygge vil være forbeholdt de trafikanter, der har ærinde i området (bor der), ligesom den nordlige del vil være for dem, der har ærinde i det område.
Fordele er store for borgere i begge områder, der undgår unødvendig biltrafik (herunder de bilister, der har behov for at spille med musklerne). Men cyklisterne og fodgængerne vil være dem, der vinder mest på løsningen. Vi forestiller os nemlig, at cykelstierne på begge sider af Axel Heides Gade rykkes ind, så de løber langs metrostationen og således bliver helt afsondret fra biltrafik, der skal foregå til højre for cyklisterne.
Dette betyder, at man kan cykle hele vejen fra havnen/Bryggebroen og op til Artillerivej uden at møde biler. Her vil et nyt lyskryds også være en gevinst for trafiksikkerheden.
Vi forestiller os, at hele midterrabatten på Axel Heides Gade og op til Artillerivej vil være een lang park med bænke, cykelstativer og beplantning i samme stil som findes på den nye metrostation Havneholmen.
Det vil være en kolossal gevinst både for området, for de svage trafikanter, for metroselskabet og for København at kunne etablere en metrostation, der vil skabe en tryg sammenhæng mellem havnen og Fælleden.
Der vil naturligvis være ulemper for de bilister, der bor i sidegaderne til Axel Heides Gade, da deres adgang til vejene bliver lidt mere besværlige. Men efter vores opfattelse ikke mere besværlige, end at det er til at overkomme. Og, hvis det kan lade sig gøre at afspærre Islands Brygge i fire år under byggeriet, vil vi mene, at det også kan ske permanent.
Vi ser derfor her en mulighed for at lave en af de hidtil mest spændende og grønne metrostationer i København.
Visionsoplægget
Visionsoplægget planlægges anvendt i forbindelse med lokal borgerinddragelse om Trafik- og Byrumsplanen for Amager, til at opnå bred offentlig og politisk fokus på løsningsmuligheder af de store trafikale udfordringer med de mange gennemkørende cykler til og fra Bryggebroen og bilerne på gaden Islands Brygge, kombineret med et sammenhængende grønt byrum med mødesteder velegnet til ophold.
Tidsplan
- Godkendelse af projektet i september 2024
- Udarbejdelse af visionsoplæg oktober og november 2024
- Præsentation af visionsoplæg på borgermøde december 2024
Koordinering
Arbejdet koordineres gennem et par arbejdsmøder mellem arbejdsgruppen og rådgiveren. Da der er meget kort tidsfrist med blot 2 måneder (oktober og november 2024) til rådgiver at udarbejde oplægget forventes ikke yderligere koordination.
Løsning
At lokaludvalget drøfter medlemsforslag fra Jan Oster om bevilling af 100.000 kr. til udarbejdelse af et professionelt visionsoplæg med analyse og visualisering af mulighederne i Axel Heides Gade i forbindelse med etableringen af en ny metrostation.
Økonomi
Bydelspuljen belastes med 100.000 kr. til udarbejdelse af visionsoplægget.
Beslutning
Det blev besluttet ikke at bevilge penge til byrumsprojekt.
Følgende stemte for: Jann Kuusisaari, Uffe Meulengracht, Arne Bjørn Nielsen, Jan Oster,
Imod:
Christian Eggert, Annelee Valino, Hanne Schmidt, John Hansen, Jan Schumann, Robert Nielsen, Ib Ferdinandsen, Kresten Thomsen, Peter Hjorth
Undlader: Helga Mark, Anthon Nødskov, Erhardt Franzen, Mark Gray, Jeanne Christoffersen,