Mødedato: 24.09.2024, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: Høringssvar til Miljøkonsekvensrapporten vedr. Metrolinje M5

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til svar på høring vedr. rapporten for miljøkonsekvensvurderingen af metrolinje M5 på baggrund af indstilling fra trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

Metroselskabet har fået udarbejdet en miljøkonsekvensvurdering for etablering af metrolinje M5, som er fremstillet i en samlet miljøkonsekvensrapport, der er sendt i offentlig høring med svarfrist d. 26. september 2024.

Rapporten indeholder oplysninger om miljøpåvirkningen ved etablering af M5 metrolinjen angående linje, stationer og rimelige alternativer. Herunder indeholder miljøkonsekvensrapporten en vurdering af projektets væsentlige direkte og indirekte virkninger på f.eks. menneskers sundhed, den biologiske mangfoldighed med særlig vægt på arter og naturtyper, der er beskyttet, samt påvirkning på jordarealer, jordbund, vand, luft og klima, materielle goder, kulturarv og landskab. 

Metrolinje M5 føres gennem Amager Vest fra havneløbet ved Axel Heides Gade med etablering af en station, videre under bl.a. Amager Fælled til DR-byen metrostation. Herfra føres tunnelrøret under bebyggelse for at møde Sundbyøster Plads (Amagerbrogade Syd), hvor der etableres en station for at føres videre gennem Øst Amager i nordlig retning til lynetteholmen. Anlægningen vil betyde stor påvirkning af og indflydelse på udformningen af byrummet på Amager. Særligt omkring stationerne. Både i drifts- og anlægsfasen. 

Arbejdsgruppens indstilling

Trafikarbejdsgruppen med tovholder Mark Gray og medlemmerne Kresten Thomsen, Jan Oster, Arne Bjørn Nielsen, Chris Hvid Hansen, Erik Christensen samt to borgere ønsker med høringssvaret at påpege følgende:

For metrostationen ved Axel Heides Gade / (gaden) Islands Brygge

  • Ved metrostationen der etableres ved bryggebroen (Axel Heides Gade) ønsker lokaludvalget at pege på muligheden for en permanent lukning af gaden Islands Brygge ved Axel Heides Gade for at skabe en bedre afvikling af både bil- og cykeltrafik ved dette kommende knudepunkt.
  • Bekymring for om metrostationen her skaber permanent støjgener for naboer i driftsfasen.
  • Ved at sejle jorden fra udgravning væk kan man kraftig reducerer lastbiltrafikken
  • Beboelsens korte afstand af byggepladsen kommer til at give støjgener for beboerne

For metrostationen ved DR-byen

  • Ved at nedlægge alle tre rundkørsler på Ørestads Boulevard inden opgravning af parkeringsanlægger, kan man fjerne den tunge lastbiltrafik fra beboelsesområder.
  • Mulig udluftningsskat på Amager Fælled som vist på et tidligere borgermøde vil kræve yderligere miljøkonsekvensvurdering pga. områdets fredning og fredede dyr.

Den lave tunneldybde

  • Bekymring for påvirkning af lerlaget og mulig udtørring af fælleden over byggeriet.
  • Bekymring for vedvarende støj for bebyggelsen over metrolinjen i driftsfasen.

Løsning

At Lokaludvalget godkender høringssvaret.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Med den tilføjelse, at Lokaludvalget modsætter os enhver form for gene for eksisterende boliger i Amager Vest.

Fjernelse af afsnit 6 i høringssvaret var til afstemning:

Følgende stemte for: Peter Hjorth

Imod: 
Helga Mark, Anthon Nødskov, Erhardt Franzen, Annelee Valino, Hanne Schmidt, Mark Gray, Jann Kuusisaari, Jeanne Christoffersen, John Hansen, Jan Schumann, Jan Oster, Arne Bjørn Nielsen, Robert Nielsen, Ib Ferdinandsen, Kresten Thomsen, Uffe Meulengracht

Undlader: Christian Eggert.

 

 







Til top