Mødedato: 24.09.2024, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: indsatser for borgerinddragelse ifm. Trafik- og byrumsplan for Axel Heides Gade

Indstilling

Forperson for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til plan og budget på 33.000 kr. for borgerinddragelse ifm. realisering af trafik- og byrumsprojektet i Axel Heides Gade.

Udgangspunktet for borgerinddragelsen er det visionsoplæg, der bliver udarbejdet af rådgiver i løbet af oktober og november 2024. Visionsoplægget er på dagsordenen ved nærværende lokaludvalgsmøde.

Problemstilling

Visionsoplægget planlægges anvendt i forbindelse med lokal borgerinddragelse om Trafik- og Byrumsplanen for Amager til at opnå bred offentlig og politisk fokus på løsningsmuligheder af de store trafikale udfordringer med mange gennemkørende cykler til og fra Bryggebroen og bilerne på gaden Islands Brygge kombineret med etablering af et sammenhængende grønt byrum med mødesteder velegnet til ophold.

Formålet med borgerinddragelsen er i forbindelse med Trafik- og Byrumsplanen for Amager at inddrage lokale grundejere, borgere, beboere og virksomheder i en drøftelse af forskellige løsninger, af de store trafikale udfordringer omkring Axel Heides Gade, sammen med muligheden for etablering af et sammenhængende grønt byrum efter anlægningen af metrostationen til M5.

De trafikale udfordringer relaterer sig til de mange gennemkørende cykler til og fra Bryggebroen og gennemkørende biler på gaden Islands Brygge.

Løsning

At lokaludvalget godkender forslag til plan og budget for borgerinddragelse ifm. visionsprojektet for Axel Heides Gade i forbindelse med Trafik- og Byrumsplanen for Amager.

Økonomi

Indstillingen indebærer at bydelspuljen belastes med 33.000 kr. i 2024.

Til top