Beslutning: Høringssvar ifm. offentlig høring vedr. forslag til "Tillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2008"
Indstilling
Problemstilling
Amager Vest Lokaludvalg har modtaget forslag til "Tillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2008" i offentlig høring med høringsfrist d. 22. maj 2018. Tillægget ligger som bilag på sagen. Tillægget skal sikre at spildevandet håndteres hensigtsmæssigt i København. I tillægget er der to projekter i Amager Vest. Lokaludvalget kan vælge at sende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen via høringsportalen Blivhoert.kk.dk.
Teknik- og Miljøforvaltningen skriver, at formålet med tillægget er at få et planmæssigt grundlag for anlægsprojekter på spildevandsområdet. Et andet formål er at muliggøre ændringer af kloakeringsformen i en række byudviklingsområder, at gennemføre skybrudsprojekter, samt give påbud om afkobling af regnvand til skybrudsløsninger. Kommunen vurderer, at forslaget ikke medfører udarbejdelsen af en miljørapport efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK. nr. 448 af 10. maj 2017). Screeningsskemaet ligger som bilag på sagen.
Spildevandtillæg nr. 8 er sendt i høring med følgende bemærkninger fra Teknik- og Miljøudvalget: ”Såfremt der er konkrete grundejere, hvis omkostninger til separatkloakering væsentligt overstiger de anslåede gennemsnitlige beløb, skal dette fremgå eksplicit af den endelige sag til Teknik- og Miljøudvalget, og der skal så vidt muligt udarbejdes alternative og billigere løsninger."
Miljøpunkt Amager har opsummeret de to projekter, som vedrører Amager Vest og tilføjet en yderligere forklaring til spildevandsanlægget i deres kommentarer, som ligger som bilag på sagen. Miljøpunktet mener generelt, at det ser fornuftigt ud. De har bl.a. været i kontakt med forvaltningen herom.
Løsning
At Amager Vest Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning vedr. indholdet til sit høringssvar, så lokaludvalgssekretariatet kan sende det inden for høringsfristen tirsdag d. 22. maj 2018.
Økonomi
Ingen.
Videre proces
Hvis Amager vest Lokaludvalg træffer beslutning om at sende sit høringssvar og om indholdet, retter lokaludvalgssekretariatet høringssvaret til og sender det inden for høringsfristen tirsdag d. 22. maj 2018.