Mødedato: 23.10.2018, kl. 18:30
Mødested: Aktivitetscenteret, Sundholmsvej 18

Beslutning: Brug af borgerpanel til afdækning af stofscene og midler til borgermøde

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,

1) at lokaludvalget tager stilling til Socialforvaltningens forespørgsel vedr. brug af lokaludvalgets borgerpanel til spørgeskema om behovet for en styrket indsats for udsatte stofbrugere i København

2) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar vedr. at afsætte 20.000kr til afholdelse af borgermøde om Fixerum Sundholm - hvad mener naboerne? på baggrund af lokaludvalgsmedlem Niels Ballings indstilling, som fremgår nedenfor under Lokaludvalgets aktiviteter vedr. afdækningen

 

Problemstilling

Lokaludvalget har fokus på udfordringer med stofbrug på Sundholm
Lokaludvalget har i flere år arbejdet for at opnå sammenhængskraft og godt naboskab på Sundholm. I Bydelsplanen 2017-2020 gør lokaludvalget opmærksom på sundhedsrisikoen pga. de sprøjter og stoffer, der jævnligt er fundet i området. Denne sundhedsrisiko - både for brugere og for børn og unge, der færdes i området - er grunden til at lokaludvalget i samarbejde med Samarbejdsforum Sundholm arbejder for etableringen af et stofindtagelsesrum på Sundholm.

Budget 2019
I budget 2019 indgik en beslutning om en afdækning af hvordan indsatsen for udsatte stofbrugere i København kan styrkes. Det drejer sig blandt andet om mulighederne for og fordele og ulemper ved at oprette nye stofindtagelsesrum. Afdækningen skal også undersøge, om der skal ske justeringer af den sociale indsats til stofbrugere. Behovet for afdækningen skal ske frem mod overførselssagen 2018-2019, og er beskrevet i følgende hensigtserklæring i budgetaftalen:

“Styrket nærmiljø i bydele med stofindtag i det åbne rum (stofscenen). Parterne er enige om, at der frem mod overførselssagen 2018-2019 skal ske en afdækning af mulighederne for at styrke indsatsen for udsatte stofbrugere i København, herunder afdække mulighederne for, samt fordele og ulemper ved, at oprette nye stofindtagelsesrum. Afdækningen skal fokusere på de geografiske områder, hvor omfanget af stofbrug og generne forbundet hermed er størst, herunder Vesterbro, Sundholm og Nørrebro/ Nordvest.”

Afdækning af stofscenen i København
Socialforvaltningen godkendte d. 4. oktober hvad afdækningen skal bestå af. Se link A nedenfor. Resume af indholdet:

1. 4. oktober til 29. november 2018: Socialforvaltningen udarbejder en skriftlig gennemgang af mulighederne for at styrke indsatsen for udsatte stofbrugere i København, herunder muligheder, fordele og ulemper ved af oprette nye stofindtagelsesrum. Fokus vil være på områderne Vesterbro, Sundholm og Nørrebro/Nordvest.
 
2. 4. oktober til 2. november 2018: En skriftlig indsamling af bidrag og kvalitative skriftlige input fra interessenter baseret på spørgeskema. Socialforvaltningen vil have et særligt fokus på deltagelsen af brugere i indsamlingen. Se link B nedenfor samt bilag Spørgeguide for indsamling af skriftlig bidrag. 

3. 12. november 2018: Afholdelse af høringsarrangementet. Se link C nedenfor.

4. 11. december 2018 til 8. januar 2019: Ekstern høring af Socialforvaltningens samlede afdækning.

 

Brug af lokaludvalgets borgerpanel?

Socialforvaltningen har kontaktet sekretariatet med en forespørgsel om brug af lokaludvalgets borgerpanel til spørgeskemaundersøgelsen - se punkt 2. ovenfor samt Bilag Spørgeguide for indsamling af skriftlig bidrag. .

Socialforvaltningen møder Samarbejdsforum Sundholm

Den 23. november mødes Socialforvaltningen med Samarbejdsforum Sundholm for at drøfte svar fra spørgeskemaundersøgelsen, samt input fra høringsarrangement og i øvrigt vidensdele. 

Indstilling fra Niels Balling - Borgermøde: Fixerum Sundholm - hvad mener naboerne?

Niels Balling indstiller, at lokaludvalget arrangerer et borgermøde som led i afdækningen af fordele og ulemper ved at etablere et fixerum på Sundholm, samt at lokaludvalget afsætter 20.000kr til dette. I budgettet indgår: lokale, forplejning, annoncer, honorar oplægsholdere.

Link:

Link til Kommissorium for afdækning af stofscenen i København  https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/Attachments/21511979-29322270-9.pdf

Link  A - Afdækning af stofscenen i København - indstilling
https://www.kk.dk/indhold/socialudvalgets-modemateriale/03102018/edoc-agenda/7840096b-4b45-41b7-b11f-68777224f3cc/cd8dfdab-3f63-4f9d-af68-112afa7a2579

Link B - Spørgeskemaundersøgelsen på BlivHørt
https://blivhoert.kk.dk/hoering/vaer-med-til-gore-kobenhavns-kommune-klogere-pa-udsatte-stofbrugere

Link C - Høringsarrangementet
https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/Attachments/21493906-29291927-12.pdf

 

Løsning

At lokaludvalget tager stilling til Socialforvaltningens forespørgsel om brug af borgerpanel.

At lokaludvalget tager stilling til indstillingen fra Niels Balling.

 

Økonomi

Bydelspuljen belastes med 20.000kr såfremt lokaludvalget giver tilsagn til borgermødet.

Videre proces

Besluttes på mødet.

 

Beslutning

Det blev besluttet ikke at sende spørgeskemaet ud til Amager Vest borgerpanel med den begrundelse, at spørgeskemaet er tendentiøst og ikke målrettet borgerne, da en besvarelse af spørgeskemaet forudsætter, at man har ekspertviden om stofindtagelse.

Indstillingen om afholdelse af borgermøde blev godkendt.  

Til top