Mødedato: 23.02.2016, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Medlemsforslag: Drøftelse af og beslutning om samarbejde med 'Hjælp den voldsudsatte familie'

Se alle bilag
Arbejdsgruppen SOS stiller forslag om at indgå et samarbejde med Chris Poole og Lene Johannesson vedr. arrangementer omhandlende hjælp til voldsudsatte familier.

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at

1) lokaludvalget drøfter og beslutter, om arbejdsgruppen SOS skal arbejde videre med et samarbejde med Chris Poole og Lene Johannesson om en arrangementrække med temaet 'Hjælp den voldsudsatte familie'.

Problemstilling

Lokaludvalget modtog den 30. november 2015 en henvendelse fra Chris Poole og Lene Johannesson vedr. mulighederne for et samarbejde om et eller flere arrangementer omhandlende hjælp til den voldsudsatte familie. Chris Poole og Lene Johannesson  har modtaget støtte fra den almennyttige fund OAK-Foundation til et to-årigt projekt med titlen 'Hjælp den voldsudsatte familie - Hvad alle bør vide om vold i familien og hvordan du kan hjælpe'. Indsatsen retter sig mod alle interesserede borgere, der får viden og værktøjer til at handle, hvis de ser - eller har mistanke om - at andre udsættes for vold. Arrangementerne er således ikke direkte rettede mod voldsudsatte, men mod alle interesserede, der kan være naboer eller pårørende til voldsudsatte.

Arbejdsgruppen SOS inviterede Chris Poole og Lene Johannesson til at deltage på sit arbejdsgruppemøde den 13. januar 2016, og her blev det drøftet, at arbejdsgruppen gerne vil indlede et samarbejde om to eller flere arrangementer i lokalområdet.

Hvis lokaludvalget indvilger i et samarbejde, vil arbejdsgruppen gå i gang med at planlægge arrangementerne, annoncering og rekruttering af deltagere nærmere. Arrangementerne vil have udgifter til forplejning, annoncering og evt. lokaleleje.

Arbejdsgruppen finder, at det er et vigtigt emne, der ofte er tabubelagt og svært at tale om. Arrangementer i samarbejde med Chris Poole og Lene Johannesson vil kunne give konkret viden, der har potentiale for at hjælpe mange medborgere.

Løsning

Lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til arbejdsgruppen SOS.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

 

Beslutning

Udvalget besluttede at lade arbejdsgruppen for social og sundhed arbejde videre med at udvikle en konkret plan for projektet herunder forslag til budget, og fremlægge dette projektforslag til beslutning på et kommende møde i lokaludvalget.
Til top