Mødedato: 23.02.2016, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Høring om kommuneplantillæg til UrbanPlan Syd

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest lokaludvalg indstiller, at Lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til høring vedr. Urban Plan Syd på baggrund af udkastet fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.

Problemstilling

Københavns Kommune har i samarbejde med Boligforeningen 3B udarbejdet en samlet, helhedsorienteret udviklingsplan for Urbanplanen. Syd for Remisevej og Urmagerstien ejer Københavns Kommune arealer, hvor kommunen ønsker at opføre op mod 20.000 m2 nybyggeri. Der skal opføres butikker langs røde mellemvej og  ejerlejligheder og private rækkehuse, som kan tiltrække nye beboergrupper. Københavns Kommune forventer at opføre nye moderne fritidshjem på arealet. Den eksisterende boldbane forventes bevaret eller opgraderet.

Øge den maksimale bebyggelsesprocent og mulighed for etablering af butikker
For at skabe mulighed for ny bebyggelse til boliger, serviceerhverv og institutioner i området foreslås det at ændre kommuneplanens anvendelsesmuligheder og øge den maksimale bebyggelsesprocent for området. Det foreslås desuden at skabe mulighed for at etablere butikker syd for Remisevej mod Røde Mellemvej.

Københavns Kommune har desuden følgende overordnede hovedspørgsmål, som der ønskes idéer og forslag til:
- Hvilke funktioner og anvendelser kan understøtte udviklingen af området?
- Hvordan kan ny bebyggelse være med til at styrke områdets karakter?
- Hvordan kan der skabes sammenhæng til de omkringliggende byområder?

Lokaludvalget har fået udsættelse af høringssvar til d.24.2.16.

Løsning

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til høring vedr. Urbanplanen Syd på baggrund af udkastet fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Drøftes på mødet.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt under afstemning med følgende tilføjelser til udkastet til høringssvar:

"Kommuneplantillægget er heller ikke i overensstemmelse med hensigten i de øvrige lokalplaner for området og synes at stride mod målsætningerne i den netop vedtagne strategi for bynatur".

For stemte: Berit Bro, Anders Bo Nielsen, Jann Kuusisaari, Ulla Støvelbæk, André Vedgren, Peter Hess, Niels Balling, Erhardt Franzen, Marianne Orby, Kresten Thomsen, Pia Saaek.

Stemte imod: Tonni Hyldgaard, Helle Jønch, Peter Howalt

Undlod at stemme: Isak Korn, Arne Bjørn Nielsen, Lars Rimfalk Jensen.

Et mindretal på 4 ud af de 17 tilstedeværende (Tonni Hyldgaard, Helle Jønch, Peter Howalt og Arne Bjørn Nielsen) har givet følgende begrundelse for at stemme imod forslaget: 

"Et mindretal af lokaludvalget tilgodeser de gode hensigter med at byudvikle området omkring Solvang. Vi håber, at det nye område skaber sammenhæng til områderne Remiseparken og Urbanplanen. Vi håber, at nye æstestiske bygninger med flotte butiksfacader på Røde Mellemvej, kan løfte kvarterets image i sin helhed og tiltrække folk fra andre områder. Vi ønsker, at der skabes sammenhæng imellem denne arkitektur og de nye bygninger ved DR byen. Da der inddrages grønt område, lægger vi stor vægt på, at man inkluderer grøn arkitektur fx grønne tage og grøn vægbeklædning på bygningerne samt parklignende arealer uden om.

Vi er glade for kommunens planer om at lave nyt moderne fritidshjem, da der er underkapacitet på dette i området. Vi værdsætter, at de nye boldbaner bevares, så skolen har grønt område og derudover bør man overveje 'nudging', så skolen bruger de mange grønne områder i Remiseparken og Urbanplanen, som ofte er tomme i dagtimerne. Vi foreslår, at der afsættes et mindre beløb til midlertidig opkvalificering af leg på de to bakker ved Remiseparken samt nedslidt område ved Hattemagerstien 44. I fremtiden kan Dyvekeskolens elever drage nytte af den nye Remisepark med mange fine aktiviteter til børn, som istandsættes for 50 millioner kroner.

Det et desuden et stort ønske fra flere urban-beboere at få et supermarked lokalt, som samtidig kan give flow af mennesker til Urbanpladsen. Beboerne på Røde Mellemvej håber, at de små spændende butikker kan gøre Røde Mellemvej til andet end blot en stor trafikvej med trafiktal på størrelse med Amagerbrogade. Man bør i samme henseende kigge på 2 timers parkeringszone på Røde Mellemvej. Parkering ved nærliggende privatveje er blevet parkeringszoner. De problemer med pendler trafik som disse områder havde, er nu flyttet til offentlig vej. De mange langtidsparkerede biler forhindrer kunder i at parkere i nærheden af de butikker, som der er allerede er på Røde Mellemvej."

Til top