Mødedato: 22.10.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peders Lykkes Vej 65

Forudgående høring vedr. ungdomsboliger

Se alle bilag
Lokaludvalget skal drøfte og vedtage svar til den forudgående høring om ungdomsboliger

Indstilling og beslutning

Formand for Amager Vest Lokaludvalg indstiller:
At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til forudgående høring om ungdomsboliger på baggrund af udkast til høringssvar fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 19. september 2013, at der skal udarbejdes et tillæg til Kommuneplan 2011, der skal lempe på de overordnede plankrav for ungdomsboliger. Københavns Kommune vil gerne modtage ideer, forslag og bemærkninger til emnet, før kommunen påbegynder en egentlig planlægning (kommuneplantillæg).
Københavns Kommune ser følgende væsentlige spørgsmål, som der ønskes ideer og kommentarer til:
  • Hvad er de vigtigste kvaliteter ved en ungdomsbolig, og hvad spiller en mindre rolle?
  • Hvor meget betyder ungdomsboligens udendørs friarealer i forhold til byens parker og andre offentlige byrum?
  • Er der boligområder i København, hvor det vil være uhensigtsmæssigt at opføre ungdomsboliger?
  • Hvilken type ungdomsbolig matcher bedst fremtidens behov: Små billige kollegieværelser med mange fælles faciliteter eller lidt større selvstændige boliger?
Det er også muligt at komme med andre ideer og kommentarer, der knytter sig til emnet indenfor den kommunale planlægnings rammer.

Løsning

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning behandlede på sit møde den 8. oktober den forudgående høring om ungdomsboliger og udarbejdede et udkast til høringssvar. 

Der er sidste svarfrist den 1. november 2013, svaret skal sendes til Center for Byudvikling.

Beslutning

Bo Sand foreslog sidste afsnit udskiftet med følgende tekst: 

"Lokaludvalget mener, at der i forbindelse med etablering af ungdomsboliger tages hensyn til, at der etableres faciliteter, der fremmer et velfungerende ungdomsmiljø, som fx selvstyrende cafeér. Det anbefales, at kommunen tager kontakt til  Danske Studerendes Fællesråd og udvalgte organisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd, for at afdække de unges behov."  

Niels Balling foreslog en tilføjelse om, at lokaludvalget gerne indgår i et samarbejde om at afdække de unges behov, fx via dialogskabende tiltag.  

Forslagene blev vedtaget af lokaludvalget, der således vedtog at godkende det tilrettede høringssvar uden yderligere rettelser eller kommentarer.

Til top