Beslutning: høringssvar sikre skoleveje Kalvebod Fælled Skole
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til høringssvar på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt projektforslag til forbedringer af sikkerheden på skoleveje ved Kalvebod Fælled i intern høring.
Igennem dialog med de fire skoler er der påpeget en række trafikale udfordringer på elevernes skoleveje, særligt hvad angår trafiksikkerhed og tryghed. Udfordringerne er forskellige fra skole til skole, men generelt gælder at eleverne skal krydse veje, der føles utrygge at krydse. Derudover opstår der kaos i morgentimerne ved indgangene til skolerne, når børn bliver afleveret, særligt når forældre foretager uhensigtsmæssige U-vendinger.
Der fokuseres på tre projektområder i forbindelse med skolevejene til Kalvebod Fælled Skole. Det drejer sig om krydset Ejler Billes Allé /Richard Mortensens Vej, udkørslen fra P-huset på Robert Jacobsens Vej og krydset Asger Jorns Allé / Richard Mortensens Vej. I de to kryds skal trafiksikkerheden forbedres og trygheden øges ved hjælp af krydsningsheller. Foran udkørslen til P-huset opsættes der cykelstativer, der udover at forbedre cykelparkeringsmulighederne i området, også leder cyklister og fodgænger udenom indgangen, så de udkørendes oversigtsforhold forbedres. Projektet forventes af være færdigt til ibrugtagning i 2022.
Forslaget har været behandlet i arbejdsgruppen for fysisk planlægning, som sender følgende forslag til høringssvar:
Det har været en god og løbende dialog om skolevejen mellem forvaltningen, skolen og lokaludvalget. Resultatet er tre tiltag, som vil øge trafiksikkerheden og trygheden omkring Kalvebod Fælled Skole. Et helleanlæg i krydset Asgers Jorns Allé - Richard Mortensens Vej er et skridt i den rigtige retning, selvom krydset stadig er overdimensioneret, og forslaget kun giver fuld beskyttelse til de bløde trafikanter på den ene side af krydset. Vi forventer også, at forvaltningen går i dialog med de lokale grundejerforeninger, før der udføres arbejde på private fællesveje.
Løsning
At lokaludvalget godkender forslag til høringssvar på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.